Sigrún Jónasdóttir. Foto: Joachim Rode.

Doktorafhandling om fedtsyrer i det marine økosystem

tirsdag 10 nov 15

Kontakt

Sigrun Jonasdottir
Seniorforsker
DTU Aqua
35 88 34 27

Om forsvaret

Tid og sted 
Sigrún Jónasdóttir forsvarer sin afhandling ”A Journey from Light into Darkness. Fatty Acids in the Marine Ecosystem: from Photosynthesis to Copepod Lipids and Sequestration” fredag den 13. november kl. 14.00 i møderum 1, bygning 101A på DTU, Anker Engelundsvej 1, 2800 Kgs. Lyngby.

Alle er velkomne til at overvære forsvaret.

Bedømmelsesudvalg
Opponenter er professor David Chekley, Scripps Institute of Oceanography, UC San Diego og professor Richard Lee, Skidaway Institute of Oceanography, University of Georgia.

Begge opponenter er udpeget af DTU og har indgået i bedømmelsesudvalget sammen med formanden for udvalget, ligeledes udpeget af DTU, professor Brian MacKenzie, DTU Aqua.

Ordstyrer 
Prorektor Henrik Wegener, DTU er ordstyrer ved forsvaret.

Afhandlingen
Et eksemplar af afhandlingen kan rekvireres ved henvendelse til Sigrún Jónasdóttir, sjo@aqua.dtu.dk

Den 13. november forsvarer seniorforsker Sigrún Jónasdóttir, DTU Aqua sin doktorafhandling om havets vandlopper, som sørger for, at mennesket kan få livsvigtige omega-3-fedtsyrer, og desuden fjerner store mængder kuldioxid fra atmosfæren

De fleste har nok hørt, at fisk indeholder sunde fedtsyrer, men hvor mange har mon tænkt på, at det er havets vandlopper, der sørger for det? Vandlopperne er en af de største grupper af dyreplankton i havet og den vigtigste transportmekanisme af omega-3-fedtsyrer gennem havets fødekæder. Det foregår ved, at vandlopperne spiser det planteplankton, som danner fedtsyrerne ved hjælp af sollys, hvorefter vandlopperne selv bliver spist af fisk, fugle og hvaler.

Betydning af fedtsyrerne i det marine økosystem og vandloppernes rolle har været Sigrun Jónasdóttirs forskningsområde, siden hun var ph.d.-studerende på State University i New York i starten af 1990’erne. Hendes første videnskabelige artikel fra dengang danner nu – sammen med 19 andre videnskabelige artikler – grundlag for den doktorafhandling, som hun forsvarer på DTU den 13. november 2015. 

Når forsvaret er vel overstået, og godkendelsen fra Akademisk Råd er på plads, kan Sigrún Jónasdóttir kalde sig dr. techn., hvilket er den højeste danske akademiske udmærkelse inden for ingeniør- og teknisk-naturvidenskabelig forskning.

Kombinerer biologi og kemi

Sigrún Jónasdóttir stammer fra Island, hvor hun tog en bachelor i biologi fra Islands Universitet i 1984. Dengang kunne man ikke få en kandidatuddannelse i biologi i Island, og hun forsatte derfor på University of Washington i Seattle i USA, hvor hun tog en kandidatuddannelse i oceanografi, som ud over biologi også omfatter kemi og fysik. Det blev startskuddet til den tværfaglighed af biologi og kemi, som har været grundlaget i Sigrún Jónasdóttirs forskning lige siden. 

Under ph.d.-studiet i New York mødte hun sin mand André W. Visser. Det tog dem nogle år at finde job i samme land, så de kunne slå sig ned sammen, men det lykkedes i Danmark, hvor Sigrún Jónasdóttir blev tilknyttet DTU Aqua (dengang Danmarks Fiskeriundersøgelser) som postdoc i 1993. I 1998 blev hun seniorforsker på DTU Aqua, og hendes mand er i dag professor i fysisk oceanografi samme sted. 

Banebrydende opdagelse

I 2014 tog Sigrun Jónasdóttirs forskning en ny drejning. Hun fik den idé at regne på, hvor stor en rolle vandloppernes vinterdvale på det dybe vand spiller for havets optagelse af kulstof fra atmosfæren. Det førte til et overraskende resultat, som betyder, at vores forståelse af klodens kulstofkredsløb må revideres.

Vandlopper går hvert år i vinterdvale på dybt vand, hvor de tærer på deres fedtdepoter. Når de forbrænder fedt, udånder de CO2. Dette CO2 kommer ikke op i atmosfæren, men bindes i det dybe vand i op imod 1000 år. Alene den vandloppeart (Calanus finmarchicus), som Sigrún Jónasdóttir har beskæftiget sig mest med, flytter aktivt 1-3 tons kulstof ned i Nordatlanten hvert år i forbindelse med sin vinterdvale og sparer dermed atmosfæren for en tilsvarende mængde CO2

Sigrún Jónasdóttirs forskning bygger i høj grad på data, som hun har indsamlet i Nordatlanten gennem årene, blandt andet fra DTU’s havforskningsskib Dana.

Den islandske forbindelse

Sigrún Jónasdóttir har bevaret sin faglige forbindelse til Island gennem årene. Fra 2005-2009 sad hun i det islandske havforskningsinstituts rådgivende organ (advisory board), og hun har blandt andet arrangeret kurser for internationale ph.d.-studerende på Island. 

Privat er hun engageret i det islandske kulturhus i Danmark, Jónshús, som hun sidder i bestyrelsen for, og hun synger i det islandske kammerkor Staka. 

Læs mere

Nyhed fra aqua.dtu.dk, 7. september 2015
Vandlopper i vinterdvale fjerner store mængder kulstof fra atmosfæren

Videnskaben Verden, DR, 29. september 2015: 
Kornfede lopper har betydning for klimaet