Teknikere, fiskere, forskere og programmører fra Danmarks Fiskeriundersøgelser har bidraget på mange niveauer til forvandlingen af inspektionsskibet Vædderen til et moderne forskningsskib
Det er ikke nogen enkel opgave at forvandle et krigsskib til et forskningsskib. Slet ikke, når man har under et år til det.
Danmarks Fiskeriundersøgelses teknikere, fiskere, forskere og programmører har stor ekspertise i, hvad det kræver at udføre forskning til havs - og har naturligt været involveret i arbejdet på mange niveauer.
DANA inspirerer
Ikke mindst Danmarks Fiskeriundersøgelsers (DFU) eget forskningsskib DANA har tjent som inspiration. Dels har teknikere og fiskemestre gennem 25 år modificeret og moderniseret DANA, sådan at skibet i dag, på trods af sin alder, er et meget velfungerende forskningsskib. Dels har de gået og noteret sig alt det som man skulle gøre anderledes, hvis man i dag skulle bygge en afløser for DANA.
Erfaringerne med løbende opdateringer af it-systemet på DANA er også kommet Galathea-ekspeditionen til gode, da DFUs it-programmører har udviklet et tilsvarende system til Vædderen.
Laboratorier i kasser
Et af resultaterne af DFU’s arbejde med ombygningen af Vædderen er seks mobile laboratorier i containere på Galathea-skibets agterdæk. Mobile er måske så meget sagt, for de vejer seks tons hver, og de står ganske urokkeligt fast. Men når skibet vender hjem, vil de kunne løftes af og bruges på andre skibe - og i land.
Teknikere og fiskere fra DFU har også stået for at udvælge og indkøbe de mange forskellige net, trawl, bundskrabere og måleinstrumenter, som skal bringe prøver og målinger indenbords undervejs.
Dybere end nogensinde
Ekspeditionen skal måske fiske på ned til 5.000 meters dybde – og det stiller helt særlige krav til udstyret. Til at holde trawlet åbent under vand bruger man trawlskovle. Bruger man traditionelle trawlskovle vil de skulle være af mammut-størrelse for at modstå et træk fra 10 kilometer wire ude på 5.000 meter dybde. Derfor har fiskemester Aage Boesen, DFU, indkøbt specielle trawlskovle med lameller, som bl.a. bruges af de portugisiske dybhavsfiskere. De kugler, som skal holde trawlet åbent, har Aage Boesen hentet i USA. De er specialfremstillet til at kunne klare det store tryk på dybt vand.

Det kræver særligt udstyr at fiske på stor dybde. Glaskuglerne til at holde trawlet åbent har fiskemester Aage Boesen Pedersen, DFU, hentet i USA.
DFU ombord fra start til slut
De fleste af de DFU’ere der har arbejdet på at gøre Vædderen klar til afgang, bliver i land. Dog kan de løbende udføre rettelser i softwaren ombord via satellit-forbindelsen.
Men selvfølgelig er der grænser for, hvad man kan klare via fjernbetjening. Derfor vil der på hele Galathea-ekspeditionen være en DFU-tekniker med som fast mand ombord for at vedligeholde og justere det forskellige udstyr til havforskning undervejs. Også to af DANAs fiskemestre er udlånt til hele Galathea-togtet for at sørge for at trawl, net og instrumenter kommer sikkert i havet og tilbage på dækket hver gang.
Også en del af DFUs udstyr er med ombord - bl.a. udstyr til avancerede målinger af plankton, så man blandt andet kan tage billeder on location af hver eneste lille planktonpartikel i de vandprøver, der indsamles på Galathea-togtet.
Ål, stjerner og plankton
Derudover er Danmarks Fiskeriundersøgelser involveret i tre forskningsprojekter ombord: Roseobacter-bakterier – Havets bakteriestjerne, Plankton i tropiske have og Den europæiske ål.
Du kan læse meget mere om forvandlingen af Vædderen, om hvorfor der ikke skal være bordben i et laboratorium til søs og om DFUs forskning ombord ved at følge linkene i menuen til venstre.
Temaet om Galathea 3 er offentliggjort i august 2006.