Foto: COLOURBOX

Diplomingeniør

Fiskeriteknologi er en diplomingeniøruddannelse rettet mod arbejdet som fiskeriingeniør og med fokus på fangstteknologi, fiskeriforvaltning og forarbejdning af fisk og skaldyr.

Uddannelsens fokus

På Fiskeriteknologi får de studerende i løbet af den fire-årige uddannelse viden om alle elementer i værdikæden inden for fiskeri og forarbejdning af fisk og skaldyr, dvs. hele kæden fra biologisk produktion og fangst til fødevarer og forvaltning. Uddannelsen fokuserer bredt på udvikling og sikring af et bæredygtigt fiskerierhverv, både samfundsmæssigt, økonomisk og miljømæssigt.

Ud over en grundlæggende introduktion til marine levende ressourcers dynamik, marinbiologi og oceanografi samt ingeniørfaglige grundfag (matematik mv) har uddannelsen tre faglige fokusområder:

  • Fangstteknologi
  • Fiskeriforvaltning
  • Forarbejdning af fisk og skaldyr (seafood).

Herudover har uddannelsen et tværgående fokus på innovation og entrepreneurskab, så udviklingen af erhvervet også er i fokus. Igennem hele uddannelsen vil der være fokus på bæredygtighed.

En del af diplomuddannelsen Fiskeriteknologi foregår i Grønland. Det giver mulighed for et nært samarbejde mellem fiskerierhverv, lokalsamfund og uddannelse – og for at udnytte de særlige forhold, der gør sig gældende i det arktiske klima. Uddannelsen sigter dog ikke kun mod arbejde i arktiske egne, men kan bruges globalt. 

Studiets opbygning

De første tre semestre af Fiskeritknologi foregår ved ARTEK – Campus Sisimiut i Grønlands næststørste by, Sisimiut, 50 km nord for polarcirklen. Her bliver de studerende undervist med feltarbejde i den udfordrende grønlandske natur af lokale eksperter og forskere fra DTU.

Hererfter fortsætter uddannelsen med et obligatorisk forløb på DTU i Lyngby og Ballerup efterfulgt af praktik, valgfrie kurser og afgangsprojekt.

Karriere

Som færdiguddannet er der gode jobmuligheder inden for fiskerierhvervet både i Grønland, Danmark og udlandet. Der er også mulighed for at få jobs i f.eks. rådgivende firmaer eller inden for fiskeriforskning og -forvaltning.

Få mere at vide 

Få mere at vide om diplomingeniøruddannelsen Fiskeriteknologi på dtu.dk