Åleekspedition 2014

DTU's havforskningsskib Dana er i marts og april 2014 i Sargassohavet for at undersøge, hvilken rolle klimabetingede ændringer i ålens gydeområder spiller for ålens voldsomme tilbagegang i Europa.

Dansk Åleekspedition 2014 (SARGASSO-EEL) er et omfattende forskningstogt, der går til den europæiske åls gydeområde i Sargassohavet og herefter følger åleynglens rute tilbage til Europa. Sargassohavet ligger ud for Florida, mellem Bermuda og De Vestindiske Øer. Ekspeditionen ledes af DTU Aqua og samler eksperter fra en række danske og udenlandske universiteter. De mere end 20 forskningsprojekter på ekspeditionen skal tilsammen udfylde hullerne i vores viden om den gådefulde åls forplantning og start på livet.

På grund af den dramatiske nedgang i bestanden af europæiske ål de sidste 30 år er der et særligt akut behov for at forstå, hvordan ålens livscyklus påvirkes af mennesker, miljøforhold og klimaændringer.

De seneste 30 år er ålen gået voldsomt tilbage. Der kommer i dag kun 2-10 procent af de små ål tilbage til Europas kyster, i forhold til hvad man så i 1970’erne. På grund af det kraftige fald i bestanden kom ålen i 2008 på listen over kritisk truede arter hos Den Internationale Union for Naturbeskyttelse (IUCN).

Ålen er helt speciel ved, at den gyder så langt fra Europa, hvorfra åleynglen får et lift med havstrømmene de 6000 kilometer tilbage til opvækstområderne i Europa. Ekspeditionen skal undersøge, om klimabetingede ændringer i ålens gydeområder eller i de havstrømme, der bringer åleynglen til Europa, er årsagen til ålens voldsomme tilbagegang. Ekspeditionen skal også indsamle viden om fx, hvad de nyklækkede ål lever af – en viden man mangler for at kunne opdrætte ål til danskernes frokostborde og aflaste de vilde bestande.

Togtet foregår med Danmarks største havundersøgelsesskib, Dana, som ejes af DTU. Togtet støttes økonomisk af Dansk Center for Havforskning og Carlsbergfondet.

Social Stream

 

 

Kontakt

Togtleder og seniorforsker
Peter Munk
pm@aqua.dtu.dk

Assisterende togtleder og professor Torkel Gissel Nielsen
tgin@aqua.dtu.dk

Kommunikationskonsulent
Line Reeh
lre@aqua.dtu.dk

Følg med på Twitter og Instagram

#eelexp2014dk