DNA-analyser afslører bunkebryllup hos ål

tirsdag 01 mar 11
|
af Line Reeh

En gammel gåde

Ålens gydevandring og gydebiologi er et klassisk biologisk mysterium, som allerede Aristoteles forsøgte at løse. Man skulle imidlertid helt frem til 1922 før den danske biolog Johannes Schmidt kunne påvise, at den europæiske ål vandrer mere end 5.000 kilometer fra kysterne af Europa og Nordafrika til Sargassohavet syd for Bermuda, hvor den gyder. Ved at tælle antallet af ryghvirvler i ålelarver fra forskellige steder i Sargassohavet og i voksne ål fra hele udbredelsesområdet nåede han samtidig til den konklusion, at alle ål måtte tilhøre én og samme bestand. Denne konklusion har imidlertid sidenhen været stærkt omdiskuteret, da antallet af ryghvirvler i fisk kan afspejle både arv og miljø.

Galathea

Det er en stor udfordring at skaffe ål til genetiske analyser fra Sargassohavet, som er et af de fjerneste og mindst befærdede havområder i verden. I 2007 lagde Galathea 3-ekspeditionen vejen forbi og gav danske forskere mulighed for at få DNA fra ålelarver med hjem.

Genetiske analyser afgør årtiers tvivl: Alle europæiske ål fra Island over Danmark til Marokko tilhører samme bestand, som parrer sig på kryds og tværs, når de mødes for at gyde i Sargassohavet. Overfiskeri eller dårlige miljøforhold i ét europæisk land har derfor konsekvenser for antallet af af denne gådefulde og stærkt truede fisk i hele Europa.

Når de europæiske ål har svømmet mange tusinde kilometer fra de europæiske kyster til Sargassohavet på den fjerne side af Atlanterhavet, deltager alle ål fra nord til syd i ét stort bunkebryllup. En ål fra Island parrer sig derfor med lige så stor sandsynlighed med en ål fra Norge, Danmark, Frankrig eller Marokko som med en anden ål fra Island.

Det afslører den hidtil mest omfattende genetiske analyse af ål, som netop er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Molecular Ecology.

Biologerne Thomas Damm Als, DTU Aqua, Danmarks Tekniske Universitet og Michael M. Hansen, Biologisk Institut, Aarhus Universitet har stået i spidsen for en forskergrupppe, som under Galathea 3-ekspeditionen blandt andet indsamlede unikke prøver af ålelarver i Sargassohavet. 

Resultatet slår fast, at alle europæiske ål tilhører en og samme bestand. Det er videnskabeligt opsigtsvækkende og højst usædvanligt, at individer af samme art, der lever så langt fra hinanden geografisk som fx ved Island og Marokko, ikke er genetisk forskellige eller tilpasset lokale temperatur- og miljøforhold. Til sammenligning er ørred og laks typisk genetisk forskellige fra vandløb til vandløb, selvom der kun er få kilometer imellem åerne.

Forskerne bag undersøgelsen er nu i færd med at undersøge, hvorledes ålen er genetisk tilpasset til at leve under forhold, som spænder fra næsten arktiske til subtropiske temperaturer.

Ålen er kritisk truet

Den nye forståelse af ålens bestandsstruktur kan bruges direkte i forvaltningen af den stærkt truede ål.  Indvandringen af glasål (de små ål, som ankommer til kysterne efter 1-2 års rejse) er i dag kun to procent af, hvad den var i 1980. Og ålen er på listen over truede arter hos den internationale organisation IUCN’s (International Union for Conservation of Nature). Her betegnes ålen som ”kritisk truet”, hvilket er trinnet umiddelbart før ”udryddet i naturen”. Resultaterne af denne undersøgelse understreger, at man kun kan redde ålen gennem et målrettet internationalt samarbejde om at sikre ålen gode levebetingelser.

Om undersøgelsen:

Det er en stor udfordring at skaffe ål til genetiske analyser fra Sargassohavet, som er et af de fjerneste og mindst befærdede havområder i verden.

Galathea 3-ekspeditionen lagde imidlertid vejen forbi i foråret 2007, hvilket gjorde det muligt for danske forskere at indsamle i alt 271 larver af den europæiske ål på forskellige steder, som strakte sig over 600 kilometer fra øst til vest.

I den store undersøgelse indgik også 1010 glasål (de små ål, som ankommer til kysterne efter 1-2 års rejse), der blev indsamlet fra flodmundinger fra Island i nord til Marokko i syd. Ålelarvernes og glasålenes genetiske profil blevet kortlagt ved hjælp af microsatellit-DNA, en slags genetiske fingeraftryk.

Projektet om den europæiske åls bestandsstruktur er støttet økonomisk af Villumfonden, Elisabeth & Knud Petersens Fond, EU's 7. rammeprogram og Forskningsrådet for Natur og Univers.

Læs artiklen:

Resultaterne er publiceret i det internationale tidsskrift Molecular Ecology: Als TD, Hansen MM, Maes GE, Castonguay M, Riemann L, Aarestrup K, Munk P, Sparholt H, Hanel R, Bernatchez L (2011) All roads lead to home: panmixia of European eel in the Sargasso Sea.  DOI: 10.1111/j.1365-294X.2011.05011.