Blåfinnet tun søger efter føde i Middelhavet. Foto:© Frédéric BASSEMAYOUSSE / WWF-Mediterranean

Blåfinnet tun mærkes for første gang nogensinde i Danmark

lørdag 09 sep 17
|

Kontakt

Projektleder, professor
Brian MacKenzie
DTU Aqua
Tlf. 21 31 58 14
brm@aqua.dtu.dk

Journalist
Cecilie Weinholt
WWF Verdensnaturfonden
Tlf. 31 76 12 00
c.weinholt@wwf.dk

Den blåfinnede tun er tilbage i dansk farvand. DTU Aqua og WWF vil finde ud af, hvorfor den ikoniske kæmpefisk er kommet tilbage, og hvor den kommer fra. En unik mærkningsoperation går i gang i dag, fredag den 9. september 2017, i farvandet ud for Skagen. 

Efter mere end 50 års fravær er den blåfinnede tun begyndt at vende tilbage til danske farvande. De seneste par år er der observeret større stimer af tun i både Skagerrak og Kattegat. Nu skal tunene tagges med sendere, der skal give mere viden om tunens færden.

"Det er et utroligt spændende projekt, fordi vi aldrig før har tagget tun i Danmark, og fordi det kan give os viden om tunene, som det ikke før har været muligt at få. I dag ved vi ikke, hvorfor tunen er en hyppigere og hyppigere gæst i danske farvande. Det vil tagging-projektet forhåbentlig løfte sløret for. Dermed kan vi udpege de faktorer, som gør det muligt at beholde tunen i Danmark," siger professor og projektleder Brian MacKenzie fra DTU Aqua. 

Den blåfinnede tun er en af verdens mest værdifulde fiskearter. Generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden Bo Øksnebjerg påpeger, at flere bestande netop af den grund har været på kanten af udryddelse globalt som følge af årtiers overfiskeri. Bestandene har dog nu fået det bedre, hvilket kan være en af grundene til, at vi nu ser de store tun i Danmark.

"Tunen hører hjemme i de danske farvande som et top-rovdyr på linje med løven på den afrikanske savanne. Når tunen kommer tilbage, beriger vi ikke bare den danske natur  vi genopretter samtidig de naturlige fødekæder i vores farvande. Sidste gang den var her, passede vi ikke godt nok på den. Nu har vi en enestående chance for at rette op på tidligere tiders fejl," siger generalsekretær Bo Øksnebjerg, WWF. 

20 tunfisk mærkes

En række udvalgte sportsfiskere vil fra i dag og over de næste 14 dage indfange 20 tun, som projektets forskere vil udstyre med avancerede tags, før fiskene sættes fri igen. De elektroniske tags vil igennem det næste år indsamle data om fiskenes rute og svømmedybde og om havtemperaturen, som via satellit transmitteres tilbage til forskerne.

Der vil også blive taget vævsprøver af tunene, som blandt andet kan bruges til at undersøge, hvilken af de to atlantiske bestande af tunfisk, de tilhører: Bestanden som gyder i Den Mexicanske Golf, eller bestanden som gyder i Middelhavet. Denne information er vigtig, fordi de to bestande bliver forvaltet forskelligt.

I Danmark er det ikke tilladt at fiske blåfinnet tun, men tagging-projektet har fået dispensation. Tunene bliver fanget af sportsfiskere med erfaring i big-game-fiskemetoder for at sikre, at fiskene behandles så nænsomt som muligt. Taggingen bliver foretaget af eksperter, som er uddannet i netop at tagge netop tun.

Projektet foregår i samarbejde med Sveriges lantbruksuniversitet (SLU) og er støttet af Den Internationale Kommission for Bevarelse af Tunfiskebestanden i Atlanterhavet (ICCAT).

Foto øverst på siden: Blåfinnet tun (Thunnus thynnus) i Middelhavet. Copyright: © Frédéric BASSEMAYOUSSE / WWF-Mediterranean

Fakta om tun

  • Fra 1920’erne til 1960’erne blev der drevet kommerciel fangst på tun i Danmark. Herefter forsvandt tunen fra Danmark.
  • Atlantisk blåfinnet tun er en vandrefisk, som gyder i henholdsvis Den Mexicanske Golf og Middelhavet. 
  • Den største registrerede blåfinnede tun vejede 725 kilo.
  • Den blåfinnede tun kan svømme med en hastighed på over 80 km/t.
  • Den blåfinnede tun er varmblodet, hvilket er en sjældenhed hos fisk.
  • Hunnen kan gyde op mod 10 millioner æg om året. 

Praktisk info

Mærkningsoperationen stævner ud fra Skagen Lystbådehavn, Rødspættevej 10, når vejret tillader det. Der vil typisk være afgang tidligt om morgenen, og bådene forventes ikke tilbage før først på aftenen.

Journalister, der ønsker at komme med ud og overvære en tagging, kan kontakte Cecilie Weinholt, WWF, tlf. 31 76 12 00, c.weinholt@wwf.dk, som koordinerer de begrænsede pladser på bådene. Det vil ikke være muligt for journalister at komme med ud på bådene de første par dage. 

http://www.aqua.dtu.dk/nyheder/Nyhed?id=22ecba8e-48d0-4fa9-8184-ba120c4b4ede
19 OKTOBER 2017