Charlottenlund Slot.

DTU Aqua flytter fra Charlottenlund til Lyngby

torsdag 06 apr 17

Kontakt

Fritz Köster
Institutdirektør
DTU Aqua
21 36 28 05

Kontakt

Hanne Moos Bille
Sektionsleder
DTU Aqua
40 48 21 50

Foto af Charlottenlund Slot

Henover påsken flytter DTU Aqua fra Charlottenlund Slot til DTU’s campus i Lyngby

I over 80 års har Danmarks nationale fiskeriforskningsinstitut haft hovedadresse på Charlottenlund Slot. Det er slut nu, hvor cirka 200 medarbejdere, som i dag har kontorer og laboratorier på Charlottenlund Slot og i de omkringliggende bygninger, flytter til DTU’s campus i Lyngby. 

I Lyngby står en helt ny og to gennemrenoverede bygninger klar til DTU Aqua, DTU Fødevareinstituttet og DTU Veterinærinstituttet, som flytter ind samtidig. Bygningerne, som har et samlet areal på omkring 42.000 kvadratmeter, er resultatet af DTU's hidtil største byggeprojekt, efter at DTU blev etableret på Lundtoftesletten. De skal huse en væsentlig del af DTU’s life science- og bioengineering-aktiviteter, som er biovidenskabelig forskning, der arbejder i krydsfeltet mellem naturvidenskab og teknik.

Alle arbejdspladser flyttes fra Charlottenlund Slot i løbet af påsken, og første arbejdsdag i de nye lokaliteter bliver tirsdag den 18. april 2017. 

DTU Aquas lokaliteter i Silkeborg, Nykøbing Mors og Hirtshals flytter ikke.

Nye faciliteter og fokus på videndeling

Med flytningen til DTU’s campus i Lyngby får DTU Aqua væsentligt bedre laboratorieforhold, forskningsinfrastruktur og moderne faciliteter til eksperimentelt arbejde. De eksperimentelle faciliteter i den såkaldte ”blå enhed”, som DTU Aqua og DTU Veterinærinstituttet anvender i sin forskning, har forsyninger af både havvand og opsaltet vand fra tre underjordiske tanke. 

Flytningen og det nye byggeri understøtter mulighederne for videndeling og samarbejde på tværs af faglighederne. Det gælder både internt på DTU Aqua, hvor instituttets medarbejdere i Charlottenlund i dag er fordelt i fem bygninger i og omkring slotsparken, og det gælder i forhold til det øvrige DTU, hvor afstanden til de andre institutter og de studerende bliver kortere. 

Biosfæren. Foto: Adam Mørk Vandtank
Hjertet i den nybyggede del af bygningskomplekset er Biosfæren med fællesarealer, kantine og caféområde og mødelokaler, der skyder sig ud fra etagerne (t.v.). Foto: Adam Mørk.
Tre underjordiske vandtanke på i alt 140 m3 forsyner laboratorierne i ”blå enhed” med saltvand til eksperimentelt arbejde med alger, vandlopper og fisk (t.h.).

81 års fiskeriforskning på Charlottenlund Slot

Charlottenlund Slot har huset Danmarks nationale fiskeriforskning og -rådgivning siden 1936, hvor Dansk Biologisk Station og Kommissionen for Danmarks Fiskeri- og Havundersøgelser flyttede ind på slottet. Gennem tiderne er der blevet produceret og analyseret mange data om fiskebestandes tilstand i slottets kringlede kontorer og laboratorier, og mange af verdens førende fiskeribiologer har været til møder i Riddersalen og Havestuen. 

I 2007 fusionerede det daværende Danmarks Fiskeriundersøgelser med DTU og blev året efter til DTU Aqua. Flytningen til DTU’s campus i Lyngby er endnu et skridt i integrationen med DTU. 

Charlottenlund Slot og de omkringliggende bygninger ejes af staten, og Slots- og Kulturstyrelsen står for den fremtidige udlejning.  

DTU Aquas nye adresser

Hovedadresse

Fra 18. april 2017 er DTU Aquas nye adresse:

DTU Aqua 
Kemitorvet
Bygning 202
2800 Kgs. Lyngby

Instituttets nuværende adresse i Charlottenlund bliver ikke nedlagt, før alt er flyttet til Lyngby, og post, som efterfølgende sendes til Charlottenlund, vil i en periode blive eftersendt til Lyngby.

Varemodtagelse

Pakker og leverancer skal sendes til post- og varemodtagelsen:

DTU Aqua
Post- og varemodtagelsen
Henrik Dams Allé
Bygning 205B
2800 Kgs. Lyngby

CVR og EAN

DTU Aqua beholder det nuværende CVR-nummer 30060946. EAN-nummeret til DTU Aqua i Lyngby er fremover 5798000877313.