Mexicansk besøg ombord på en båd.

Mexicanere lærer om alternative fiskeredskaber hos DTU

mandag 23 okt 17

Kontakt

Lotte Kindt-Larsen
Forsker
DTU Aqua
35 88 33 94

Rør radio om mexicanernes besøg

Under mexicanernes besøg på Nexø vodbinderi kom P1-programmet Orientering forbi.
Hør indslaget fra Orientering her

Indslaget starter kl. 17:45: og hedder "I Nexø redder man mexicanske hvaler"

Tejner og snurrevod

Tejner er en form for fiskefælder opbygget af en metalramme overtrukket med net. De står på bunden og tiltrækker fisk vha. madding.

Snurrevod, som er en gammel dansk opfindelse, er en stor fangstpose, som trækkes gennem vandet ved hjælp af liner, inden den hales ombord på kutteren.

DTU Aqua forsker i fiskeredskaber, der ikke fanger marsvin som bifangst. En gruppe mexicanere har været på besøg for at hente inspiration til deres arbejde med at redde den lille Vaquita-hval, som er verdens mest truede hval.

I september måned var en mexicansk delegation bestående af fiskere, embedsmænd og ngo’er på besøg i Danmark for at få indblik i DTU Aquas arbejde med at udvikle fiskeredskaber, der kan erstatte garn. Garn, som står i vandet, har den uheldige bivirkning, at havpattedyr, som fx den lille danske hval marsvinet, kan blive fanget og drukne. 

I Mexico har man en tilsvarende lille hval, Vaquitaen eller Golfmarsvinet, som er verdens mindste hval og samtidig verdens mest truede hval. Den lever kun i Den Californiske Golf, og forskere anslår, at der er mindre end 30 individer tilbage. Alle former for garnfiskeri er nu permanent lukket i området, og de lokale fiskere har derfor et stort behov for alternative redskaber.  

I søgen efter fiskeredskaber, som ikke har problemer med bifangst af vaquitaen, fik mexicanerne øje på forsker Lotte Kindt-Larsen, DTU Aqua, som er medlem af ekspertkomiteen omkring fiskeriteknologi (ECOFT, The Expert Committee of Fishing Technologies). Komiteen fungerer som rådgiver for den mexicanske regering i forhold til anvendelse af alternative redskaber.

Ekspertkomiteen har evalueret mange forskellige redskaber i forhold til risikoen for bifangst af vaquitaen, og særligt brug af tejner og mini-snurrevod har vakt mexicanernes interesse. Derfor kom den mexicanske delegation til Danmark og Sverige for at få at lære mere om de to redskaber. De mexicanske gæster var ude at fiske med tejner og mini-snurrevod ved Ystad og besøgte vodbinderiet i Nexø på Bornholm, som DTU Aqua samarbejder med omkring udvikling af sælsikre tejner.  

Til foråret 2018 rejser Lotte Kindt-Larsen til Mexico for, sammen med andre medlemmer af ECOFT, at teste effektiviteten af tejner og mini-snurrevod i Mexico.


Besøg på Nexø Vodbinderi. Fotos: Lotte Kindt-Larsen.

Vaquita-hvalen

Vaquita (Phocoena sinus) eller Golfmarsvinet er verdens mindste hval. Den findes kun i den Californiske Golf og har den mest begrænsede udbredelse af alle hvaler.

Vaquitaen er stærkt udrydningstruet. I 1997 var populationen estimeret til 600 dyr, og i november 2016 var der kun 30 tilbage. Årsagen er, at vaquitaen bifanges i det ulovlige fiskeri efter totoabaen, som er en fisk, der ligeledes er stærkt truet, fordi dens svømmeblære bliver solgt ulovligt som naturmedicin i Kina.

Vaquitaen bliver 1,2-1,5 meter og vejer 30-55 kg. Til sammenligning bliver det danske marsvin (Phocoena phocoena) op til 1,6-1,7 meter langt og vejer op til 60-75 kg.