Nogle vandloppearter er aktive i deres adfærd, mens andre forholder sig mere afventende. De to typer adfærd har betydning for vandloppernes succes med at finde føde, møde en mage og undgå selv at blive ædt. En ny ph.d.-afhandling ser på fordele og ulemper ved de to strategier.
Vandlopper, som er millimeterstore dyr, spiller en stor rolle i verdenshavenes fødenet, fordi de er de vigtigste "græssere" af havenes planteplankton og den største fødekilde for de fleste fisk, og selv for hvaler.
Vandlopper udgøres af tusindvis af arter og er blandt de mest talrige og forskelligartede organismer på jorden. På trods af denne diversitet har vandlopperne udviklet to særskilte adfærdsstrategier: Enten bevæger de sig aktivt gennem vandet, eller de opholder sig passivt det meste af tiden og venter på, at byttet kommer forbi.
Hans van Someren Gréves ph.d.-afhandling undersøger fordele og ulemper ved de to strategier i forhold til vandloppernes succes med at få noget at spise, finde en mage og undgå rovdyr. Resultaterne fra afhandlingen bidrager til udviklingen af nye modeller for marine økosystemer, som kan øge forskernes forståelse og evne til at forudsige marine fødenets dynamikker.
Om ph.d.-forsvaret
Hans van Someren Gréve forsvarer sin afhandling, som har titlen "Zooplankton Motile Behavior: Traits and trade-offs in planktonic copepods", på DTU fredag den 23. juni 2017 kl. 13.00 på DTU.
Vejledere
- Hovedvejleder: Professor Thomas Kiørboe, DTU Aqua
- Medvejleder: Postdoc Rodrigo Almeda, DTU Aqua
Censorer
- Professor Brian R. MacKenzie, DTU Aqua
- Professor Øyvind Fiksen, University of Bergen, Norge
- Seniorforsker Maria Grazia Mazzocchi, Stazione Zoologica Anton Dohrn, Italien
Ordstyrer
-
Seniorforsker Margit Eero, DTU Aqua
Vandlopper – et millimeterstort dyr – spiller en stor rolle i verdenshavenes føedenet: de er de vigtigste ‘græssere’ af havenes planteplankton og er den største fødekilde for de fleste fisk, og selv for hvaler.
Vandlopper koloniserede oceanerne for flere hundrede millioner år siden, og den dag i dag kan de findes i næsten alle marine habitater, fra overfladen og ned i dybhavsgravene. De udgøres af tusindvis af arter, og er blandt de mest talrige og diverse organismer på jorden. På trods af denne diversitet har vandlopperne udviklet to særskilte adfærdsstrategier som har konsekvenser for deres trofiske interaktioner. Enten bevæger de sig aktivt gennem vandet, eller de opholder sig passivt drivende det meste af tiden, ventende på at byttet kommer forbi. Disse strategier har forskellige fordele og ulemper, når det kommer til fødesøgningseffektivitet, risikoen for at blive opdaget af et rovdyr, eller muligheden for at støde på en mage.
Gennem en kombination af adfærdsobservation, klassiske græsings- og prædationseksperimenter og en simpel encounter model har vi vist at disse to forskellige adfærdsstrategier resulterer i forskelle i dels græsningstryk på primærproduktionen, og dels forskellige prædationsrisici fra højere trofiske niveauer.
Endvidere har vi vist at fødetilgængelighed påvirker vandloppers adfærd, og ultimativt deres risiko for at blive spist. Dette indikerer, at vandloppeadfærd er en afgørende faktor for græsningstryk og sammensætning af zooplanktonsamfund i det marine miljø og ultimativt for transporten af energi op gennem de marine fødenet.
Vores resultater bidrager til udviklingen af nye modeller for marine økosystemer, som kan øge vores forståelse og evne til at forudsige marine fødenets dynamikker, hvilket er vigtigt, da livet i havet påvirkes af vores hastigt ændrede klima.