Mussel farming

Naturlig vandrensning med muslinger

torsdag 22 dec 16
|
af Line Reeh

Kontakt

Jens Kjerulf Petersen
Professor, Sektionsleder
DTU Aqua
35 88 31 71

Muslingeopdræt

Et muslingeanlæg består enten af bændler, der hænger på langliner spændt ud mellem bøjer i fjorden eller af net ophængt på rør, der flyder på vandet. Muslinger vil helt af sig selv sætte sig på bændler og net, hvorefter de begynder at vokse. Muslingerne filtrerer vandet for mikroalger og andre partikler og binder dermed næringsstofferne så de ikke er tilgængelig for yderligere vækst af mikroalger. Når man høster muslingerne fra fjorden om efteråret, fjernes næringsstofferne bundet i muslingerne. Derved bliver det fjernet fra vandmiljøet, og ført tilbage til land.

En ny type muslingeopdræt kan forbedre vandmiljøet i danske kystområder og samtidig levere eftertragtet økologisk protein til husdyrproduktion. Potentialet undersøges og dokumenteres i storskala-projekt ledet af DTU Aqua og støttet af Innovationsfonden.

Forskere og erhverv går sammen om at udvikle grundlaget for et dansk opdræt af muslinger, som på en og samme tid kan forbedre miljøkvaliteten i kystnære danske farvande og levere bæredygtig foderprotein, som er en mangelvare til økologisk opdræt af grise og fjerkræ.

Behovet for økologiske proteinkilder til foder til dansk økologisk husdyrproduktion forventes at stige yderligere, når EU-krav fra 2018 indebærer, at alt foder til økologisk husdyrproduktion skal være 100 procent økologisk.

Muslingeopdræt målrettet næringsstoffjernelse adskiller sig fra opdræt til middagsbordet ved, at man ikke går efter at producere store muslinger, men derimod efter at få så høj filtrerende biomasse pr. areal og binding af så mange næringsstoffer som muligt. Resultatet er langt flere, men langt mindre, muslinger, som er for små til supermarkedsdisken, men som kan være en værdifuld økologisk proteinkilde for fx fjerkræ eller grise.

Projektet vil undersøge den vandrensende effekt af muslingeopdræt i forskellige danske fjordsystemer og sideløbende udvikle modeller for forvaltning af en stigende muslingeproduktion i kystnære farvande, med særligt fokus på modeller for værdisætning og betaling af økosystemtjenester samt for anvendelse af kystzonen. Indsatsen skal gøre det muligt at afgøre om muslingeopdræt kan indgå i 3. generations vandplaner.

Projektet MuMiPro (Mussel farming, Mitigation and Protein Source for organic husbandry) har et samlet budget på 21 mio. kroner og ledes af sektionsleder Jens Kjerulf Petersen, Dansk Skaldyrcenter, DTU Aqua.

”Med MuMiPro får vi et ”kinderæg” i form af et projekt, som både kan levere vandrensning til nødlidende danske fjorde, bæredygtigt producerede proteinkilder til den økologiske husdyrproduktion og jobskabelse i områder uden for de store byer.” – Jens Kjerulf Petersen, Dansk Skaldyrcenter, DTU Aqua.

MuMiPro har som mål at levere vidensgrundlag for en årlig produktion af op til 100.000 ton blåmuslinger, svarende til omkring 15.000 ton økologisk foderingredienser, inden for 6 til 10 år. Det vil betyde fjernelse af 1-2.000 ton kvælstof, eller 8-15% af det nuværende behov (2014).

Innovationsprojektet er et samarbejde mellem DTU (Aqua og Food), Aarhus Universitet (BIOS, ANIS, ENVS og FOOD), Seafood Limfjord, Wittrup Seafood, Vilsund Blue, Engredo, Nofima, Limfjordsrådet, Danish Agro, SEGES Økologi og Udviklingscenter for Husdyr på Friland.