Befaren skibsassistent

DTU Aqua
onsdag 06 dec 17

Send ansøgning

Frist 20. december 2017
Du kan søge om jobbet ved DTU Aqua ved at udfylde den efterfølgende ansøgningsformular.

Ansøg online

Institut for Akvatiske Ressourcer (DTU Aqua) søger en befaren skibsassistent til havundersøgelsesskibet DANA, som har hjemhavn i Hirtshals. Der kan periodevis være tale om tjeneste på andre af DTU’s skibe og lokaliteter.

Ansættelsesstart d. 1. februar 2018.

DANA er et forskningsskib bygget primært til fiskeriforskning. Skibet udfører hvert år en række fisketogter for DTU Aqua af typisk 3 – 5 ugers varighed, men udfører også andre typer togter, herunder multifunktionstogter med mange forskellige opgaver, både for DTU Aqua og andre.

Dine arbejdsopgaver

  • Togtsejlads med RV DANA 
  • Trawlfiskeri og prøvetagning med specialredskaber
  • Søvagt, ISPS-vagt og vagttjeneste i land under skibets stand-by perioder
  • Reparation, vedligehold og rengøring overalt i skibet i forbindelse med generel skibsdrift
  • Vedligehold og reparation af fiskeredskaber og andet dæksudstyr
  • Arbejde i maskinen med daglig drift, vedligehold, rengøring, m.v.
  • Ad-hoc assistere kunder ombord på en positiv serviceorienteret måde
Befaren skibsassistent, gerne med erfaring fra fiskeri
  • Du skal være befaren skibsassistent med vagtholdsbevis og gyldig blå-bog. Sønæringsbeviser skal være dansk påtegnet.
  • Erfaring fra fiskeri, erhvervsfiskeri med trawl vil være en fordel.
  • Gerne erfaring fra sejlads indenfor entreprenør, vindmøller, søkabler, offshore m.v.
  • God erfaring med øvrigt dæksarbejde, almen vedligehold, krankørsel, håndtering af diverse redskaber m.v.
  • Du skal have kendskab og lyst til at arbejde med ISM / ISPS / MLC og skal kunne udarbejde risiko vurderinger m.v.
  • Du skal være fleksibel og have gode samarbejdsevner, og være indstillet på – og have lyst og evne til – i et tæt samarbejde med de øvrige besætningsmedlemmer samt skibets kunder, at indgå i et tæt samarbejde for at skabe en effektiv arbejdsplads med et godt arbejdsmiljø.
Derudover skal du være servicemindet og indstillet på at yde en forskel, således at det samlede arbejde ombord kan skabe gode resultater. Du skal være i stand til at håndtere stressede situationer, samt hjælpe kolleger og kunder med et smil på læben. Du har godt humør og kan være medvirkende til at skabe en god og positiv stemning på togterne. Du skal se fremad og være fleksibel. Du ser mulighederne i den omstillingsproces DANA naturligt er inde i.

Hvad tilbyder vi dig
En stilling i et attraktivt og dynamisk miljø med gode kolleger og en flad organisation.
Fast løn og pensionsordning, samt muligheder for faglig og personlig kompetenceudvikling.

Løn og ansættelsesvilkår
Individuel kontrakt under statens ny løn + pensionsordning. Ansættelsesforhold er beskrevet i bl.a. en arbejdstidsaftale og DTU’s retningslinjer. Der er tale om fast løn, og der findes ingen yderligere tillæg. Der ydes kosttilskud efter gældende regler.

Årets arbejdstimer fordeler sig på ca. 140-165 arbejdsdage, med udmønstringer af typisk ca. 3 uger (2-5). Sejlkalenderen kendes typisk et år frem i tiden.

Ansøgning og kontakt
Vi skal modtage din online ansøgning senest den 20. december 2017. Åbn linket "Ansøg online", hvor du udfylder ansøgningsformularen samt vedhæfter motiveret ansøgning, CV og anden relevant dokumentation.

Ønsker du flere oplysninger om stillingen, er du velkommen til at kontakte Fleet Manager Jesper B. Rasmussen på telefon: 3588 3114 eller mobil: 2489 2814.

Alle interesserede uanset alder, køn, race, religion eller etnisk tilhørsforhold opfordres til at søge.

DTU Aqua gennemfører forskning, rådgivning og uddannelse inden for bæredygtig udnyttelse af levende ressourcer i hav og ferskvand, akvatiske organismers biologi og økosystemers udvikling samt integrationen i økosystembaseret forvaltning. Instituttet dækker et bredt felt af naturvidenskabelige og tekniske kompetencer og har et omfattende samarbejde med andre danske og udenlandske forskningsinstitutioner. DTU Aqua har ca. 260 ansatte, hvoraf omkring en tredjedel er videnskabelige medarbejdere. Instituttet har arbejdspladser i Charlottenlund, Hirtshals, Mors og Silkeborg samt på havforskningsskibet Dana. Læs mere på www.aqua.dtu.dk.

DTU er et teknisk eliteuniversitet med international rækkevidde og standard. Vores mission er at udvikle og nyttiggøre naturvidenskab og teknisk videnskab til gavn for samfundet. 11.000 studerende uddanner sig her til fremtiden, og 5.800 medarbejdere har hver dag fokus på uddannelse, forskning, innovation og forskningsbaseret rådgivning, som bidrager til øget vækst og velfærd. DTU stiller krav og giver muligheder uanset hvor i organisationen, man arbejder. Vi står for høj faglighed, kollegial respekt og ansvarlig handlefrihed.