I Limfjorden med waders på. Foto: Dansk Skaldyrcenter, DTU Aqua.

Østers-event på Dansk Skaldyrcenter

onsdag 11 okt 17
|
af Lene-Friis-Møller, Karin Stubgaard

Tid & Sted

Tid
Mandag d. 16. oktober kl. 11.00-17.00

Sted
Dansk Skaldyrcenter, DTU Aqua
Øroddevej 80
7900 Nykøbing M

16. oktober 2017 inviterer Dansk Skaldyrcenter i Nykøbing Mors til en dag med fokus på stillehavsøsters og Limfjorden.

Mandag den 16. oktober 2017 slår Dansk Skaldyrcenter, DTU Aqua dørene op til en spændende dag, hvor stillehavsøsters og Limfjorden vil være i fokus. Centeret, som ligger i Nykøbing Mors, inviterer alle interesserede til at deltage i dagen, der starter kl. 11.00 og forventes at slutte kl. 17.00.

Der vil være en lang række aktiviteter, der løber over hele dagen, med indsamling af stillehavsøsters og tilberedning af spændende Limfjordsretter, krydret med fortællinger om fjorden, kreativ leg med skaller og spændende konkurrencer.

Arrangementet er gratis.

Bagrund for arrangementet

EU-projektet SeaChange (http://www.seachangeproject.eu), som Dansk Skaldyrcenter deltager i, arbejder med at øge befolkningens forståelse af havets indflydelse på os mennesker og vores indflydelse på havet med det formål at fremme en ansvarlig adfærd over for havene og havenes ressourcer. 

I Danmark har man i SeaChange-projektet valgt stillehavsøsters som eksempel på et emne, som kan øge befolkningens bevidsthed om havet, og det er blevet til dette østers-event i Nykøbing Mors.

Eventet går ud på at øge forståelsen for stillehavsøsters – som den ressource, de udgør – og at informere om problematikken med invasive arter og dermed den eventuelle trussel mod hjemhørende arter.  

Program

Kl 11.00: Eventet åbnes af Dansk Skaldyrcenter og borgmester Hans Ejner Bertelsen, Morsø Kommune.

11.10: Den lokale folketingspolitiker Simon Kollerup fortæller om problematikken med stillehavsøsters.

11.20: Aktiviteterne starter

  • Køkkenet åbner for tilberedning af spændende østersretter, inklusive blindsmagning af østersretter og konkurrence om bedste østersopskrift på dagen.
  • Fjordhave-boden informerer om Fjordhave-foreningen og mulighed for selv at dyrke østers m.m.
  • Kom i det kreative hjørne, hvor der bl.a. kan skabes kreationer med østersskaller.
  • Gå ud i waders, og hent dine egne østers.
  • Deltag i konkurrencer, og vind fede præmier.
  • Lær alt om østersens liv.
  • Hør om Limfjordens spændende østershistorie.

17.00: Arrangementet slutter

Fakta om stillehavsøsters

Stillehavsøsters. Foto: Dansk Skaldyrcenter.Stillehavsøsters er indført til Danmark fra Stillehavet ved Japan og Sydøstasien. Den er en såkaldt invasiv art. Stillehavsøsters er uønsket i Danmark, hvilket skyldes, at østersen muligvis udkonkurrerer andre arter som fx blåmuslingen og europæisk østers. Den vokser og spreder sig hurtigt. 

Stillehavsøsters er meget almindelige i Vadehavet og Limfjorden.  Normalt lever østersen på lavt vand ned til 20 meters dybde, hvor den danner rev, ved at flere østers sætter sig fast ovenpå hinanden. Stillehavsøsters kan også sætte sig fast på andre muslinger eller på sten. I Limfjorden findes de oftest på meget lavt vand og er derfor lette at samle. Stillehavsøsters bliver typisk op til 20 cm, men verdens største er omkring 40 cm.