Havets dyr og planter optager enorme mængder CO2 fra atmosfæren og er dermed en buffer for den globale opvarmning. Men vil det ændre sig, i takt med at oceanerne bliver varmere? Det forsøger forskere at finde svar på.
Tre fjerdedele af Jordens overflade er dækket af hav. Havets temperatur, kemi, strømme og liv spiller en afgørende rolle for, at planeten er beboelig for mennesket. Sådan beskriver FN oceanernes funktion under de 17 mål for global bæredygtig udvikling, også kendt som Sustainable Development Goals. Her står også, at oceanerne optager omtrent 30 pct. af den CO2, som mennesket skaber, og således fungerer oceanerne som en slags buffer mod den globale opvarmning.
”Havet spiller en kolossal rolle i reguleringen af CO2 i atmosfæren. Der er en kæmpe koncentration af organisk kulstof i oceanerne i form af dyr, planter og opløst organisk materiale,” siger professor Thomas Kiørboe, som er leder af Centre for Ocean Life ved DTU Aqua.
Sammen med sine kolleger er han særlig interesseret i havets rolle i detkulstofkredsløb, der bl.a. betyder, at CO2 bliver optaget og opbevaret i oceanerne i hundrede, ja tusind år. For den globale opvarmning betyder, at havene bliver varmere. Og hvordan vil det påvirke havets dyr og planter, som er hovedaktørerne i havets CO2-optag?
Fisk svømmer mod polerne
Ændringer bliver observeret. Bl.a. kan man konstatere, at arternes fordeling i havene forskyder sig mod polerne, dvs. de svømmer mod syd og nord, og vi kan derfor læse om makreller, der dukker op ved de grønlandske kyster, og ansjoser i Nordsøen. Men ser man på nogle af havets mindste beboere – zooplankton – er det måske knap så kendt, at de også er begyndt at fordele sig i havet på en ny måde. Disse små dyr er interessante, da de udgør en vigtig komponent i havets CO2-optag: De spiser CO2-holdige måltider i form af planteplankton og udskiller det igen som afføring, der synker mod havbunden. I de koldere egne går zooplankton som f.eks. vandlopper i dvale om vinteren, hvor de ligger på havets dyb og tærer på deres CO2-holdige fedtdepoter. Derved udskiller de kuldioxiden langt under havets overflade. Zooplanktons færd op og ned i havet og den medfølgende transport af CO2 er en vigtig komponent i den såkaldte biologiske pumpe.
Thomas Kiørboes forskergruppe følger vandlopperne og har adgang til 60 års havforskningsdata fra England, der giver et unikt indblik i, hvordan de store og fede vandlopper, som kan optage særlig meget CO2, i det nordlige Atlanterhav i stigende grad får selskab af de slankere og knap så CO2-slugende vandlopper fra de varmere himmelstrøg.
”Vi kan se store forskydninger i havets evne til at optage CO2, og det indikerer, at organismerne har flyttet sig. Deres fordeling er ikke stabil. Vi kan ikke sige, hvorfor det sker, og lige nu ved vi heller ikke, om der samlet set er større eller mindre CO2-optag i havet. Men det er det, vi arbejder på at kunne beskrive,” siger Thomas Kiørboe.
Ny måde at beskrive havet på
Men én ting er at følge vandloppen og forstå dens funktion i havet. Hvad stiller man op, når man vil beskrive havets økosystemer og fremskrive dem til en varmere klode, når havet består af 200.000 indtil nu identificerede arter og muligvis indeholder op til millioner af endnu ikke identificerede arter?
Svaret skal findes inden for forenklingens kunst.
”Normalt kigger man på arter, når man forsøger at beskrive bl.a. marine økosystemer. Men hvis vi skal beskrive alle arter i havene, bliver vi aldrig færdige. I stedet har vi udviklet en ny metode til at beskrive dyrene på: Vi kigger på deres egenskaber, som bl.a. er deres størrelse, hvor hurtigt de vokser, og hvad de spiser. Det er relativt få egenskaber, der er interessante i denne sammenhæng. Vi kan reducere kompleksiteten betragteligt på denne måde, og det sætter os i stand til at beskrive havet på en mere overkommelig måde,” forklarer Thomas Kiørboe om metoden, som kaldes for ’trait-based approach’, og som han sammen med sine kolleger i Centre for Ocean Life har brugt de forgangne fem år på at udvikle.
Professoren forklarer, at med ’trait-based approach’ får forskerne mulighed for at beskrive økosystemernes rolle og deres sammenspil med jordens atmosfære og klimaet:
”Økosystemernes funktion er jo resultatet af, hvad organismerne i dem kan og gør, snarere end hvilket navn de har.”
Forudsigelser på vej
Thomas Kiørboe har høje ambitioner for de næste fem års forskning i Centre for Ocean Life og regner med, at forskergruppen til den tid kan komme med bud på, hvad der sker med oceanernes økosystemer under klimaforandringerne:
”Vi vil kunne forudsige, hvordan havet reagerer på klimaforandringerne. Vi vil have robuste modeller, der kan forudsige, hvordan den biologiske pumpe vil fungere i et varmere hav, og hvad det betyder for havets evne til at optage CO2. Vi vil også kunne forudsige noget om, hvordan væsentlige produktionsforhold i havet vil ændre sig. Og om vi får større eller mindre fisk, i større eller færre mængder, samt i hvilke områder.”
’Trait-based approach’ kaldes den nye metode til at beskrive havets økosystemer, som forskere fra Centre for Ocean Life har udviklet.
Metoden beskriver, hvordan de komplekse økosystemers funktioner og struktur i virkeligheden er et resultat af egenskaberne, havets organismer har. Egenskaber er f.eks. organismernes størrelse, hvad de spiser, og hvor hurtigt de vokser.
Populært sagt er det mindre vigtigt, om organismen er en makrel eller en hval. Centre for Ocean Life vil benytte ’trait-based approach’ til at opnå en dybere forståelse af havets økosystemer og deres funktion i forhold til produktion af biomasse, fordeling af næringsstoffer og lagring af CO2 samt undersøge, hvordan økosystemerne reagerer på klimaforandringer.