Fiskeredskaber og bæredygtigt fiskeri er på dagsordenen, når DTU Aqua fra 4.-8. juni er vært for en international konference på Nordsøen Forskerpark
Fiskeriet har brug for trawl og andre fiskeredskaber, som mindsker fangsten af uønskede arter og samtidig fisker effektivt og skånsomt. Den udfordring arbejder forskere over hele verden med, og i denne uge mødes mange af dem for at dele deres viden med hinanden. Det foregår ved en konference fra 4.-8. juni 2018 på Nordsøen Forskerpark i Hirtshals med DTU Aqua som vært.
Der er et stort behov i fiskeriet og forvaltningen for at få hjælp fra forskere til at udvikle ny fiskeriteknologi, der så vidt muligt kun fanger de fisk og skaldyr, som man ønsker at lande. Det skyldes nye EU-regler, som betyder, at fiskerne i dag skal tage hele deres fangst med i land – også den del, som ikke kan sælges med fortjeneste, og som tidligere blev smidt overbord. En af løsningerne på den udfordring er fiskeredskaber, som er konstrueret sådan, at uønskede fiskearter og undermålere ledes ud af nettet i stedet for at blive fanget.
Mindsker bifangst ved brug af lys
Fisk bruger primært deres syn, når de skal orientere sig i omgivelserne, og det kan udnyttes i udviklingen af ny fiskeriteknologi. Ved at lyse dele af trawlet op kan man påvirke fiskene, så de følger en bestemt vej. Det er forholdsvist nyt at benytte kunstigt lys i forsøget på at nedbringe bifangsten, og på konferencen i Hirtshals skal der gøre status over, hvor langt udviklingen er nået på dette område.
Forsker Junita Karlsen, DTU Aqua, leder et projekt finansieret af Den Europæiske Hav- og Fiskerifond, som undersøger mulighederne for at bruge lys til at udvikle selektive fiskeredskaber til jomfruhummerfiskeret, så man ikke får så mange uønskede fisk med i fangsten.
"Fra flyvemaskiner kender vi alle de lysende striber i gulvet, som viser flugtvejene. Vi undersøger, om vi kan få fisk til at søge ud af trawlet, hvis vejen er markeret med lys på samme måde. Vi arbejder både med at sætte lys på trawl og at bruge særligt net-materiale, som i sig selv er meget synligt. Desuden forsker vi i fiskenes adfærd, fordi det har indflydelse på, hvordan vi skal designe trawlet. F.eks. svømmer nogle fiskearter opad og andre nedad, når de forsøger at flygte," forklarer forsker Junita Karlsen, som skal præsentere sine seneste forskningsresultater på konferencen.
Forskning og erhverv samarbejder
Det store møde om fiskeriteknologi hører ind under Det Internationale Havundersøgelsesråd (ICES) og holdes i samarbejde med FN’s Fødevare- og Landbrugsorganisation (FAO). Der holdes møde hvert år, og i år er DTU Aquas forskningsgruppe inden for fiskeriteknologi vært.
Forskningsgruppen, som hører hjemme på Nordsøen Forskerpark i Hirtshals, er internationalt kendt for sit arbejde med at udvikle fiskeredskaber, der fremmer bæredygtigt fiskeri. Desuden udmærker gruppen sig ved at have et tæt samarbejde med fiskeri- og redskabserhvervet om at udvikle og afprøve nye fiskeredskaber. Derfor er der også 15 deltagere fra erhvervslivet med på konferencen.
Deltagerne skal ikke bruge hele ugen på at være faglige. Konferencen har også et socialt program, som bl.a. omfatter en middag foran den store akvarietank i Nordsøen Oceanarium og en udflugt til Rubjerg Knude.