Fra Kylian Manon Eggink's ph.d.-projekt

Ph.d.-forsvar om anvendelse af sort soldaterflue i fiskefoder

onsdag 29 mar 23

Kontakt

Kontakt

Anne Johanne Tang Dalsgaard
Seniorforsker
DTU Aqua
35 88 32 16

Video om ph.d.-projektet

Se video om Kylian Manon Egginks ph.d.-projekt: 

Video

Finansiering

Kylian Manon Egginks ph.d.-projekt var delvist finansieret af projektet “Enorm Biofactory—Valorisation of waste biomass by way of insect production (ENORM)” under Miljøministeriets Miljøteknologiske Udviklings- og Demonstrationsprogram, MUDP ("Fyrtårnsprojekt").

MUDP logo

Den 4. april 2023 forsvarer Kylian Manon Eggink sin ph.d.-afhandling. Forsvaret kan følges fysisk på DTU i Hirtshals eller online.

Fiskeopdræt er i et vist omfang afhængigt af fiskemel og fiskeolie fra fiskeriet til brug i foderet. Mel og olie fra vilde bestande er imidlertid en begrænset ressource, og priserne er høje. Derfor er der brug for alternativer. Insekter, bl.a. sort soldaterflue, er en alternativ foderkilde, der på det seneste har fået stor opmærksomhed.

Sort soldaterflue kan omdanne biologisk nedbrydeligt affald, f.eks. restprodukter fra ølproduktion eller rejeskaller, til biomasse med et højt protein- og fedtindhold. Desuden har fluen en kort livscyklus, hvilket gør den velegnet til produktion i stor skala. Der er dog stadig en del udfordringer, der skal løses, før mel lavet af den sorte soldaterflues larver kan anvendes globalt i fiskefoder. Kylian Manon Eggink fra DTU Aqua har taget fat på nogle af disse udfordringer i sit ph.d.-projekt, som er blevet til ph.d.-afhandlingen "Modification of the nutritional composition of black soldier fly (Hermetia illucens) for fish feed applications”.

Èn udfordring er det lave udbytte i flueproduktionen sammenlignet med almindeligt anvendte fiskefoderingredienser. Her demonstrerer Kylian Manon Eggink gennem sit arbejde, at udbyttet kan øges ved at høste præpupper i et tidligt stadium og ved at opdrætte fluelarverne på substrater med tilpasset proteinindhold og protein-kulhydrat-forhold.

Andre udfordringer er relateret til den ernæringsmæssige profil i mel lavet af sorte soldaterfluer i forhold til behovene hos fisk. Kylian Manon Egginks forsøg viser, at fluelarvernes fedtsyreprofil kan modificeres ved at ændre på opdrætssubstratet. Derimod kan aminosyresammensætningen kun i begrænset omfang tilpasses gennem ændringer i fluelarvernes opdrætsbetingelser. Fluemelet indeholder derfor for lidt af nogle af de aminosyrer, som er livsvigtige for fisk, og det vil være nødvendigt f.eks. at tilsætte visse aminosyrer til fiskefoderet.

Den sidste udfordring, som Kylian Manon Eggink har undersøgt i sit ph.d.-projekt, er tilstedeværelsen af kitin, som er en komponent i insekters udvendige skelet. Det eksperimentelle arbejde viser, at kitin har negative virkninger på fordøjeligheden af næringsstoffer hos regnbueørred og niltilapia. Afhandlingen viser dog også, at det er muligt at reducere indholdet af kitin i larvemelet ved at høste larverne i tidlige livsstadier eller ved at f.eks. at sigte melet.

Om forsvaret

Kylian Manon Eggink forsvarer sin ph.d.-afhandling "Modification of the nutritional composition of black soldier fly (Hermetia illucens) for fish feed applications” tirsdag den 4. april 2023 kl. 11:00 på Zoom og på DTU, Willemoesvej 2, 9850 Hirtshals.

Vejledere

  • Hovedvejleder: Seniorforsker Anne Johanne Tang Dalsgaard, DTU Aqua
  • Medvejleder: Seniorforsker Ivar Lund, DTU Aqua

Censorer

  • Lektor Peter Vilhelm Skov, DTU Aqua
  • Lektor Niels Thomas Eriksen, Aalborg University
  • Adjungeret professor og forskningsgruppeleder Erik-Jan Robert Lock, Universitet i Bergen og Havforskningsinstiuttet, Norge

Ordstyrer ved forsvaret

  • Seniorforsker Manuel Gesto, DTU Aqua
Få mere at vide

En kopi af afhandlingen kan fås pr. e-mail ved henvendelse til ph.d.-sekretær Karin Stubgaard, stub@aqua.dtu.dk 

Sådan deltager du i forsvaret

Fysisk

Alle er velkomne til at deltage i Kylian Manon Egginks ph.d.-forsvar på DTU, Willemoesvej 2, 9850 Hirtshals.


Online

Forsvaret kan også følges online på Zoom via dette link: 
https://dtudk.zoom.us/j/66966632788?pwd=Vk9vaUYwL3BFVVlvekJWZDJjMlZwdz09

Vær venlig at gå ind i møderummet senest 10 minutter, før forsvaret starter. Alle deltageres mikrofoner burde være slået fra som udgangspunkt, men tjek gerne, at din mikrofon er slukket.


Tidspunkt

Tirsdag 4. april 2023 kl. 11:00-14:00.