Anders Dalhoff Bruhn på feltarbejde

Ph.d.-forsvar om kulstof i smeltevand i Arktis og betydningen for CO2 i havet

torsdag 13 apr 23

Kontakt

Anders Dalhoff Bruhn
Ph.d.-studerende
DTU Aqua

Kontakt

Colin Stedmon
Professor
DTU Aqua
35 88 34 10

Finansiering

Ph.d.-projektet er finansieret af Danmarks Frie Forskningsfond.

Den 18. april 2023 forsvarer Anders Dalhoff Bruhn sin ph.d.-afhandling. Forsvaret kan følges på DTU i Lyngby eller online.

Med den globale opvarmning kommer der øget erosion af flodbredder og kystlinjer omkring det Arktiske Hav. Det medfører, at der vil blive transporteret mere kulstof fra landjorden – såkaldt terrestrisk kulstof – ud i det Arktiske Hav i fremtiden. Det vækker bekymring, fordi kulstoffet kan omdannes til CO2 og derved kan eksporteres til atmosfæren.

Anders Dalhoff Bruhn, DTU Aqua har i sit ph.d.-projekt undersøgt, hvad der sker med det terrestrisk kulstof i det Arktiske Hav. Undersøgelserne viser, at typen af permafrostjord, som kulstoffet stammer fra ved kysterosion, i høj grad afgør den videre skæbne, herunder om det omdannes til CO2.

Hans undersøgelser viser også, at det meste af det terrestriske kulstof faktisk er resistent mod hastig nedbrydning og derved overlever rejsen gennem kystzonen og i stedet bliver eksporteret til den åbne del af det Arktiske Hav. Herfra vil havstrømme i det Arktiske Hav føre kulstoffet ud i Atlanterhavet, hvor det kan blive begravet i de dybere oceaner og derved blive fjernet fra omdannelse til CO2 i århundreder.

Anders Dalhoff Bruhn har desuden udviklet en analytisk metode, der kan kvantificere og spore det terrestriske kulstof fra forskellige kilder. Metoden måler havvandets indhold af lignin, som udelukkende findes i planter, der lever på land. Hvis lignin findes i havet, er det tegn på, at der er terrestrisk kulstof til stede. Med den nye metode har Anders Dalhoff Bruhn undersøgt havvand i Fram Strædet. Målingerne dokumenterer import og eksport af vandmasser, og hvor de kommer fra.

Han har endvidere udviklet en model, der gør det muligt at bestemme ligninindholdet i havvand på baggrund af målinger af fluorescens. Fluorescensmålinger er billigere og nemmere at udføre, og perspektivet er, at man i fremtiden kan anvende optiske sensorer på droner eller bøjer til at overvåge klimaforandringernes effekt på havets kulstofbudget.

Om forsvaret

Anders Dalhoff Bruhn forsvarer sin ph.d.-afhandling "Terrestrial and coloured dissolved organic matter in Arctic waters: Towards in-situ sensor based monitoring of Arctic-Atlantic organic carbon exchange at major Arctic gateways” tirsdag den 18. april 2023 kl. 13.00 på Zoom (find link nedenfor) og på DTU, Anker Engelunds Vej, bygning 101, lokale S09, 2800 Kgs. Lyngby.

Vejledere

  • Hovedvejleder: Professor Colin Stedmon, DTU Aqua
  • Medvejleder: Professor Christopher Osburn, NC State University, USA

Censorer

  • Seniorforsker, dr. techn. Sigrun Jonasdottir, DTU Aqua (formand)
  • Professor Peter Hernes, University of California, USA
  • Lektor Nikoline Juul Nielsen, Københavns Universitet

Ordstyrer ved forsvaret

  • Sektionsleder Karen Edelvang, DTU Aqua
Få mere at vide

En kopi af afhandlingen kan fås pr. e-mail ved henvendelse til Karin Stubgaard, stub@aqua.dtu.dk 

Sådan deltager du i forsvaret

Fysisk

Alle er velkomne til at deltage i Anders Dalhoff Bruhns ph.d.-forsvar på Zoom og på DTU, Anker Engelunds Vej, bygning 101, lokale S09, 2800 Kgs. Lyngby. 


Online

Forsvaret kan også følges online på Zoom via dette link: 
https://dtudk.zoom.us/j/66775402526?pwd=SGM0cUpkaUt3czhmcXQrd3FYT2YyUT09

Vær venlig at gå ind i møderummet senest 10 minutter, før forsvaret starter. Alle deltageres mikrofoner burde være slået fra som udgangspunkt, men tjek gerne, at din mikrofon er slukket.


Tidspunkt

Tirsdag den 18. april 2023 kl. 13.00-16.00.