Anlægsarbejder på havbunden skal og kan håndteres mere skånsomt og miljørigtigt. En ny undersøgelse udarbejdet for Miljøministeriet om alternative klapteknikker kommer hele vejen rundt om klapning og lister en best practise.
Flere af de uheldige miljøpåvirkninger, der er ved klapning – den metode, hvor man ved anlægsarbejder graver ud i havbunden og dumper det opgravede sediment et andet sted i havet –kan formindskes eller helt undgås med alternative klapningsmetoder. Det kan man læse i en ny rapport fra DTU Aqua, SDU og DHI Group udarbejdet for Miljøministeriet.
Rapporten Undersøgelse af alternative klapteknikker og håndtering af klapmateriale er lavet i forlængelse af sidste års debat om klapning, hvor det nye store anlægsarbejde, Lynetteholmen og den deraf følgende klapning i Køge bugt blev kritiseret og revurderet.
"Nogle af de alternative muligheder vi kommer ind på er allerede anvendt, f.eks. i form af etableringen af Amager Strandpark. "
Jens Kjerulf Petersen, professor DTU Aqua
Flere store anlægsarbejder i havet er på vej, og derfor har Miljøministeriet med rapporten ønsket at få et katalog over muligheder for alternative håndteringer af det opgravede materiale.
Den nye rapport indeholder en bred gennemgang af, hvad klapning er, herunder sammenligning med klappraksis i andre europæiske lande, hvad konsekvenserne ved klapning er, hvad alternativerne til den nuværende klapning kunne være og endelig en samlet guide til best practise på området til forvaltere og entreprenører.
Fra splitpram til genanvendelse
I Danmark er den foretrukne metode til at dumpe opgravet sediment fra havbunden klapning. Det opgravede havbundsmateriale bliver placeret i en splitpram, bliver sejlet hen til det sted, man har valgt til dumpningen og bliver så frigivet ved at åbne klapperne i bunden af splitprammen – deraf navnet klapning.
Klapning vil altid påvirke havbunden direkte fysisk, da det klappede materiale vil synke ned og lægge sig oven på de bundlevende organismer, og det vil påvirke dem negativt. Og ulempen ved klapning er, at det kan påvirke havmiljøet negativt på mange forskellige måder – begravelse af bundlevende dyr og planter, mindsket lysmængde ved bunden, øget iltforbrug ved omsætning af organisk materiale, havstrømme der spreder det fremmede materiale, iltsvind i områder med stillestående vand, forurenet materiale.
Derfor gennemgår rapporten ud over alternative metoder til dumpning end den absolut mest benyttede metode i splitprammen også muligheder for at anvende det opgravede sediment til noget andet i stedet for at dumpe det i de danske farvande.
Her opgør rapporten i grove træk mulighederne som 1) anvendelse som byggematerialer, 2) by- og landskabsdannelse, herunder bearbejdning af habitater og 3) som element i klimasikringsanlæg.
”Vi opsummerer i rapporten viden om, hvordan klapmaterialet kan nyttiggøres, og nogle af de muligheder vi kommer ind på er allerede anvendt, fx i form af etablering af Amager Strandpark eller dele af Peberholmen, som er bygget af opgravet materiale fra Øresundsforbindelsen,”siger Jens Kjerulf Petersen, professor på DTU Aqua og projektleder på rapporten.
Som de alternative metoder til dumpning på havbunden gennemgår rapporten metoderne: 1) pumpning til bunden, 2) dykket diffusor, 3) Tremie fra pram, 4) Gravko (backhoe), 5) sand capping, som man kan læse mere om og se illustrationer af fra rapportens side 19.
Best practise – genanvend før klapning
Rapporten slår fast, at skal der klappes, skal det naturligvis foregå på den bedste måde for miljøet, hvis vi både skal bygge stort og passe på havet i fremtiden. Hermed sagt, at det gælder om at holde sig til best practise.
Og hvad er så det? Ja, det er kort sagt først og fremmest at sørge for at følge Klapbekendtgørelsens §3 om fokus på at reducere mængden af det materiale, der skal klappes. Det opgravede sediment skal derfor i første omgang vurderes i forhold til, om det kan genanvendes, før klapning kan komme på tale.
Hvis det opgravede sediment så ikke egner sig til at finde nytte andet sted, må det dumpes i havet, og her er rapportens punkter til best practise i korte træk, at:
- sikre uafhængighed af rådgiveren i relation til bygherren i forbindelse med miljøkonsekvensvurderingen
- sikre at der er en opgavebeskrivelse for konsekvensvurdering af klapningen, der er tager højde for alle væsentlige natur- og miljøforhold
- sikre at hensynet til værdifuld natur bliver vægtet højt, når man skal vælge klapplads i havet – klappladser skal ikke placeres i nærheden af værdifuld natur, der identificeres som: ålegræsbede og makroalger, Natura 2000 habitatområder, følsom bundfauna, karakteristiske bundhabitater og vandplansområder
- sikre ved valg af den konkrete klapplads, at det klappede materiale bliver på et så lille areal som muligt
- sikre, at klapning foregår udenfor vækstsæsonen, 1/4 – 31/10, da havnaturen af forskellige årsager, som man kan læse om i rapporten, er mere sårbar
Ved at overholde disse best practise-råd sikrer man ifølge rapporten det størst mulige beskyttelsesniveau af havnaturen.
Jens Kjerulf Petersen ser frem til flere muligheder for at kunne bidrage til lignende indsatser omkring miljørigtig håndtering af gravning og råstofindvinding i de danske farvande. DTU Aqua er eksperter på naturgenopretning og miljørigtige løsninger i forbindelse med store anlægsarbejder. Læs også om DTU Aquas deltagelse i Coastal Life.
Foto: Jacob Hjelmager Jensen