DTU Aquas feltarbejde i Diskobugten i Grønland dette forår var præget af udsædvanlige isforhold. Det gav ny indsigt i livets præmisser for nogle af verdens vigtigste smådyr.
Mandag
„Se, der er en hval!“ Stewardessen i helikopteren fra Air Greenland peger ned.
I en våge i havisen under os ligger en enorm grønlandshval i det iskolde vand. Jeg er i en helikopter fuld af Danmarks førende eksperter i havets mindste småkravl. Nørder, hvis forskerhjerter banker inderligt for alt det, vi andre ikke ænser: mikroskopiske planktonalger, encellede miniplanter og vandlopper, dvs. småbitte krebsdyr, som netop grønlandshvalerne elsker, og som er hele grundlaget for det rige fiske- og dyreliv langs kysten heroppe.
Vi har kurs mod de røde træbygninger på Arktisk Station på Diskoøen i Vestgrønland, hvor vi de næste uger, om alt går vel, skal følge opblomstringen af planteplankton.
I havnen i Qeqertarsuaq (Godhavn) ligger stationens forskningsskib, Porsild, klar til at tage os med på havet for at følge revolutionen under vand, når havisen bryder, og solens stråler sætter gang i opblomstringen af planktonalger i det næringsrige havvand, som sker hvert forår og kickstarter hele det arktiske økosystem.
Forskergruppen her har store ambitioner. Når de tager hjem, skal det være med data, som kan give svar på flere uopklarede mysterier og blive en afgørende brik i forståelsen af, hvordan klimaforandringer kan påvirke livet i havet. Måske sågar med verdens første videooptagelser af, hvordan den evigt spisende grovæder, vandloppen Metridia, som har skjult sig for videnskaben i årtier, egentlig fanger sit bytte.
Vel fremme bliver vi installeret i sovesale og rum, og forskningsleder Torkel Gissel Nielsen, professor ved DTU Aqua, samler den tyve mand store gruppe til det første af de daglige koordineringsmøder: Hvem skal med på hvilke togter til havs, hvordan fordeler vi pladsen i laboratoriet, er alt udstyret nået frem – og ikke mindst: Hvem er på madholdet de forskellige dage i stationens store fælleskøkken?
Tirsdag
Vågner op på Arktisk Stations sovesal til lyden af slædehundeglam og kvidrende snespurve.
Et par timer senere kæmper skibet Porsild sig ud gennem sejlrenden fra den lille havn i Qeqertarsuaq. Isen ligger tommetyk på hver side af os, og det dunker fælt i hele båden, hver gang vi sejler på en isskosse.
Diskobugten ligger på sydgrænsen for havis, men i år er der masser af is, som har lagt sig sent og stadig ligger.
Kulden bider fælt, på trods af at jeg har to lag uldent undertøj og en dunjakke på under overlevelsesdragten. Mine fingre bliver hurtigt stivfrosne, og jeg har svært ved at betjene kameraet ret længe ad gangen. Imens står kollegerne og arbejder med vådt grej i polarvind og slud på dækket time efter time for at få vandprøver fra de rigtige dybder med hjem til alle. En af dem er Caitlyn, som skriver speciale ved University of Rhodes Island, og som er i Grønland for første gang. Hver gang hendes fingre bliver så kolde, at hun begynder at tabe prøverne, løber hun ind til den lille radiator i styrehuset og lægger sine frosne hænder på varmeapparatet, indtil hun kan mærke fingrene igen. Så går hun ud og arbejder videre.
Efter seks timer til havs er alle prøver i hus, og vi sætter kursen mod land. For studerende og forskere går turen nu direkte i laboratoriet, hvor alle hjælpes ad ved mikroskoperne for at få pillet vandlopper op fra vandprøverne og få sat forsøg over.
Efter aftensmaden går et tal som en løbeild gennem gruppen: „Syv mikrogram!“ Det er mængden af klorofyl i vandet i bugten i dag. Det viser, hvor mange alger der er i vandet, og det er så højt, at det kan være tegn på, at opblomstringen er ved at starte for alvor i kølvandet på nogle dage med solskinsvejr. Vandloppenørderne er begejstrede. Målet er nemlig at time opholdet heroppe, så de kan få målinger både før, under og efter opblomstringen, men da tidspunktet svinger fra år til år, er det svært at planlægge præcist. I år ser det ud til at lykkes perfekt.
Solen skinner, og klokken tolv midnat er det stadig lyst. Der er altid masser af arbejdei laboratoriet, og ingen ser ud til at tænke på søvn.
Torsdag
I kølecontaineren står nu en række forsøgsopstillinger med vandlopper i forskellige vandtemperaturer og forskellige pH-værdier, så forskerne kan se, hvordan lopperne klarer sig under forskellige forhold. Men der er problemer med afrimeren. Straks bliver der organiseret et afrimningshold, som natten igennem skiftes til at gå over med en hårtørrer for at afrime fryseenheden for at holde situationen under kontrol.
Vores pressearbejde begynder at give resultater. De grønlandske nyheder bringer et indslag om arbejdet heroppe, og radioens morgenflade ringer og laver et tyve minutter langt interview med Torkel, som vi alle hører sammen under den fælles morgenmad. Også Politiken og P1 Morgen har meldt sig på banen. Jeg vidste det: Vandlopper er hotte!
Sanne Kjellerup, ph.d.-studerende, kommer ind for at hente mere kaffe. Hun har lige tilbragt en hel formiddag i et uopvarmet lokale med at stirre på en tom computerskærm, mens hun ventede på, at en vandloppe skulle bevæge sig ind foran videolinsen og gøre noget interessant. Men lopperne står bare og banker hovedet ned i bunden af flasken. Det er vist tid til at prøve med en anden art.
Sanne og hendes vejleder, Thomas Kiørboe, DTU Aqua, har særligt fokus på arten Metridia, som forskerne hidtil har overset, men som tilsyneladende er rigtig vigtig som føde for torskeyngel. Den er et mysterium, fordi den er aktiv hele vinteren, hvor andre vandlopper lader sig synke ned på det dybe vand og går i dvale. Hvordan klarer den at være aktiv hele vinteren, og hvad i alverden lever den af? Det kan årets feltarbejde forhåbentlig give svar på.
Over aftensmaden flyver interne jokes frem og tilbage. Noget om, hvorvidt planktonalger eller vandlopper er vigtigst for fødekæden heroppe. Jeg siger ikke noget.
Lørdag
På havet igen. Også i dag er der næsten udelukkende en sydlig vandloppeart i prøverne, mens der er langt mellem de to ægte arktiske lopper, som tidligere har domineret. Det kan få store konsekvenser for livet heroppe, fortæller Torkel, mens jeg filmer. For den sydlige art er et magert krapyl i forhold til de arktiske, så fiskelarver og hvaler skal spise mange, mange flere lopper for at få fedt nok til at kunne klare vinteren.
Om aftenen hører vi et foredrag om den nyeste viden om grønlandshvalerne i bugten. Nu har maveprøver slået fast, hvad man altid har formodet: De enorme dyr lever næsten udelukkende af – ja, de småbitte vandlopper.
Jeg ser ud af vinduet. I stedet for hvidt er der nu pludselig gråt mellem isbjergene i bugten. Åbent vand. Havisen er ved at bryde.
Efter foredraget er vi alle nede for at se. Nu sker det. Man kan mærke spændingen hos loppefolket. Algeopblomstringen starter nemlig først for alvor, når isen forsvinder, så solen kan trænge ned i vandet. Så venter vi bare på noget solskin.
Efter aftensmaden går arbejdet videre. Ved siden af mig klikker ph.d.-studerende Karen Riisgaard, DTU Aqua, løs med triptælleren. Hun er ved at kortlægge, hvad der findes af planktonalger i prøverne dag for dag under opblomstringen. Sammen med Per Juel Hansen, Københavns Universitet, har hun en mission: De vil som de første nogensinde vise, at kiselalgerne i Arktis faktisk gør vandet så basisk under opblomstringen, at deres fjender, de sultne vandlopper, trives dårligt. Så Karen og Per måler løbende pH i bugtens vand, samtidig med at de ved forsøgsopstillinger med friske lopper i laboratoriet undersøger, hvordan de reagerer på forskellige pH-værdier.
Men selvom havisen er væk, bliver vandet ved med at fryse lidt til igen om natten, og solen gemmer sig bag skyerne, så opblomstringen fortsætter kun langsomt. Så jeg var med et usædvanligt koldt år, kan jeg konstatere, da jeg må vinke farvel og drage hjem til kontoret på DTU Aqua i Charlottenlund.
Forskerne bliver i Grønland til endnu en uges intensivt teamwork for at samle data om det, der viser sig at blive en rekordlang algeopblomstring. Når det er gået hurtigst, kan det rase af på to uger. I 2011 varede den seks.
På vej tilbage til fastlandet ser jeg endnu en hval. Nu ved jeg, at den har vandlopper i maven.
Efterskrift
På grund af den rekordlange algeopblomstring fik Torkel Gissel Nielsen og kolleger under årets feltarbejde i Vestgrønland værdifulde data med hjem om, hvordan de nederste lag i fødekæden reagerer, når algeopblomstringen er så lang, at der tilsyneladende er mad nok i form af planktonalger over længere tid.
Og jo, Sanne og Thomas fik faktisk fanget en spisende Metridia på film og arbejder nu videre i laboratoriet hos DTU Aqua med de dyr, som de har haft med hjem.