Måske mængden af vandlopper på fiskepladserne kan være signal om, hvorvidt der er tobis at fange.
Industrifisken tobis er en vigtig art i dansk fiskeri. Udfordringen ved at fange den er, at tobis kun er aktive og kommer op i vandet, når der er føde. Ellers ligger de nedgravet i sandet og er uden for rækkevidde for fiskerne. Men hvordan ved man, om fisken er tilgængelig eller gravet ned i bunden før man har haft trawlet i vandet? Måske antallet af vandlopper kan bruges som sladrehank.
I 2014 viste et lille pilotprojekt tegn på, at når der var mange store vandlopper på Dogger Banke, så var der også gode fangster af tobis. Derfor undersøger fiskere og forskere fra DTU Aqua nu i samarbejde om det er en sammenhæng, der kan bruges til at forudsige hvornår og hvor man skal fiske for at få et godt fiskeri.
Fem tobis-fartøjer har i sæsonen i 2015 taget planktonprøver med et planktonnet i forbindelse med deres fiskeri på Dogger Banke. Der deltager både fartøjer fra Danmarks Fiskeriforening & Producent Organisation og Danmarks Pelagiske Producent Organisation i indsamlingen.
Prøverne tages om bord med et planktonnet, som sendes ned til bunden og hives op igen ved en bestemt hastighed. Indholdet i nettet skylles over i et målebæger og konserveres. Herefter aflæser og noterer fiskeren, hvor meget plankton der er i vandet og hvor stor en andel af det, der udgøres af store vandlopper
.
Planktonprøve med stor andel af store vandlopper. Foto DTU Aqua.
”Når planktonnet har bundfældet sig kan mængden aflæses ved hjælp af målestreger på beholderen. Store vandlopper ligner riskorn og er lette at identificere. Efterfølgende afhenter vi prøverne og fintæller og artsbestemmer dyreplanktonnet,” fortæller seniorforsker Niels Gerner Andersen, DTU Aqua. Gennem projektet er det meningen at videreudvikle metoden, således at fiskerne efter afslutningen selv er i stand til på en hurtig og pålidelig måde at bestemme mængde og sammensætning af plankton i prøverne.
Data fra de fem deltagende fartøjer bliver samlet i et interaktivt elektronisk havkort, udviklet af firmaet Anchor Lab. Kortet opdateres løbende, og alle de deltagende fartøjer har adgang til kortet, så de kan se, hvordan mængden af plankton udvikler sig på fiskepladserne.
Om GUDP-VIND:
”Dynamiske brugerstyrede havkort til værdiløft af dansk industrifiskeri”, GUDP-VIND, er et projekt under Fødevareministeriets Grønt Udviklings og Demonstrationsprogram, GUDP. Projektets formål er at styrke dansk fiskeris teknologiske udvikling ved at udvikle dynamiske havkort i tobis- og brislingefiskeriet for at effektivisere fiskeriet, øge kvoteudnyttelsen og styrke erhvervets egenforvaltning samt reducere udledningen af CO2. Projektet ledes af professor Henrik Mosegaard, DTU Aqua. Desuden deltager softwarefirmaet Anchor Lab, som udvikler de dynamiske havkort, DMI, Danmarks Fiskeriforening & Producent Organisation samt Danmarks Pelagiske Producentorganisation. GUDP-VIND løber over tre og et halvt år og er støttet med 11,8 millioner af Grønt Udviklings- og DemonstrationsProgram, GUDP, under Fødevareministeriet.
De vandlopper som tobis formentlig især spiser i fiskesæsonen på Dogger Banke er den såkaldte Calanus
finmarcicus, som er en af de største vandlopper i Nordsøen. Den foretrækker koldt vand og kommer ned med vandmasser nordfra i Atlanten. Dogger Banke er på vandloppens sydligste udbredelsespunkt, hvilket gør dens tilstedeværelse dér særlig følsom for hydrografiske svingninger fra år til år. Nogle år kommer der mange, andre år få, afhængigt af havstrømmene.
”Når alle data fra de deltagende fartøjer bliver samlet kan vi følge dynamikken i hvordan vandloppen trækker ned nord fra og se, hvordan den fordeler sig. I forhold til sidste år kan vi foreløbig sige, at det ser ud til at der ikke har været så mange af de store vandlopper som sidste år – hydrografien skifter,” siger Niels Gerner Andersen, DTU Aqua, som står for planktonanalyserne i GUDP-VIND projektet.
Undersøgelser af indholdet i tobis’ maver forskellige steder i Nordsøen viser, at tobis i høj grad spiser det, dyreplankton, som de kan få fat i. Så som udgangspunkt er de ikke kræsne. Der er mange forskellige vandlopper i Nordsøen i forskellig størrelse. Men da størrelsen på og fedtindholdet i vandlopperne er forskellige fra vandloppeart til vandloppeart, så er det sandsynligt, at nogle vandlopper er bedst at spise, når man skal yngle og andre er specielt gode til at vokse op på for fiskelarverne. Vægten af én 2,5 mm vandloppe svarer til 15 stk af de 1 mm store vandlopper, så skal man blive mæt af de små, så skal der mange til.
Hvor mange der er af de forskellige vandlopperarter på forskellige steder og tidspunkter afhænger af temperatur, føde (de spiser alger) og strømforhold.
De to største vandloppearter i Nordsøen er Calanus finmarchicus og Calanus helgolandicus. De er meget lig hinanden i form og størrelse. Men C.finmarchicus foretrækker koldere vand end C. helgolandicus og dominerer derfor i de nordlige områder af Nordsøen og i de vandlag hvor temperaturen er lav, mens C. helgolandicus især findes i den sydlige del af Nordsøen. Derudover lægger de deres æg på forskellige tidspunker af året. C. finmarchicus lægger primært æg om foråret mens C. helgolandicus’ ægproduktion topper om sommeren. Derfor er C. finmarchicus’ æg og larver tilstede når fiskelarverne klækker.
Undersøgelsen af hvilket plankton de forskellige fiskearter spiser blev lavet i forbindelse med EFF projektet ”Analyse af tiltag for øget stabilitet i industrifiskeriet”. Her samlede seniorforsker Sigrun Jonasdottir, DTU Aqua resultaterne af en lang række maveundersøgelser fra forskellige lande for at kortlægge, hvilket plankton de forskellige industrifiskearter spiser. Resultatet viste, at vandlopper udgør hovedfødeemnet for fisk under 10 cm.