Lakseopdrætsanlæg. Foto: Colourbox.

Ph.d.-forsvar om håndtering af lus i lakseopdræt

onsdag 12 feb 20

Den 21. februar 2020 forsvarer Tróndur Kragesteen sin ph.d.-afhandling på DTU i Lyngby.

Ph.d.-studerende Tróndur J. Kragesteen, DTU Aqua har undersøgt, hvordan lakselus i akvakulturanlæg på åbent hav kan håndteres optimalt set fra et opdrætterperspektiv. Lakselus, som er små parasitiske krebsdyr, skader både opdrættede og vilde laks og har været et problem i mere end 50 år. Det er nødvendigt at bekæmpe lusene i fiskeopdræt, men de fleste af midlerne er skadelige for lokalmiljøet og er bekostelige for erhvervet.

Tróndur Kragesteen har udviklet en bioøkonomisk modelramme, der kan analysere udbyttet af forskellige strategier for håndtering af lakselus. Modellen viser bl.a., at tætliggende lakseopdræt får mest ud af at begynde at bekæmpe lakselus allerede ved et relativt lille antal lus, mens det er mest fordelagtigt for isolerede opdrætsanlæg at vente længere med bekæmpelsen. Den generelle konklusion i afhandlingen er, at den ideelle laksefarm profiterer mest ved at holde niveauet af lakselus lavt og samtidig påvirke miljøet mindst muligt.

I ph.d.-projektet bruger Tróndur Kragesteen også modellen til at simulere, hvordan lakselusene – med Færøerne som studieområde – vokser og spreder sig mellem forskellige opdrætsanlæg. Simuleringerne viser bl.a., at lusene kan ende op til 120 km væk fra udgangspunktet, hvilket svarer til længden af hele den færøske øgruppe.

Der er behov for at arbejde videre med modellen, konkluderer Tróndur Kragesteen i sin afhandling, men den har potentiale til at blive et værktøj for myndigheder og opdrættere i udviklingen af optimale strategier for håndtering af lakselus lokalt, regionalt og nationalt.

Om ph.d.-forsvaret

Tróndur Kragesteen forsvarer sin ph.d.-afhandling "Lice Management in Salmon Aquaculture. Using the Faroe Islands as a case site” fredag den 21. februar 2020 kl. 13.00 på DTU, Bygning 101, lokale S01, 2800 Kgs. Lyngby.

Vejledere

  • Hovedvejleder: Professor Ken Haste Andersen, DTU Aqua
  • Medvejleder: Professor Andre W. Visser, DTU Aqua
  • Medvejleder: Oceanograf Knud Simonsen, Fiskaaling, Færøerne

Censorer

  • Professor Niels Lorenzen, DTU Aqua
  • Dr. Alexander Murray, Marine Scotland Science, UK
  • Researcher Anne Dagrun Sandvik, Havforskningsinstituttet, Norge

Afhandlingen

En kopi af afhandlingen ”Lice Management in Salmon Aquaculture. Using the Faroe Islands as a case site” kan læses på DTU Aqua. Kontakt Rikke Hansen, rikh@aqua.dtu.dk.