Dana på klimatogt ved Østgrønland

onsdag 05 sep 12
|
af Line Reeh

Kontakt

Colin Stedmon
Lektor
DTU Aqua
35 88 34 10

Havundersøgelsesskibet Dana

Dana er DTU’s primære forskningsskib. Skibet er knap 80 meter langt og stikker 5,7 meter. Dana blev bygget i 1980-81 på Dannebrog Værft i Århus specielt til havundersøgelser. Om bord på Dana er der fem tør- og vådlaboratorier udstyret med et bredt spektrum af videnskabelige instrumenter. Derudover er der en omfattende udrustning til trawlfiskeri, vandprøvetagning og bundprøvetagning. Der er plads til 38 personer på skibet, heraf en besætning på 12-15 mand.

Et hold af havforskere, ledet af DTU Aqua, stævnede i september 2012 ud fra Reykjavik for at undersøge Den Østgrønlandske Havstrøm

Forskerne skal gennemføre en omfattende undersøgelse af en kold havstrøm, som løber fra nord til syd langs Grønlands svært tilgængelige østkyst.

I løbet af to intensive uger vil holdet lave målinger tre udvalgte steder for blandt andet at spore, hvor det vand, som udgør Den Østgrønlandske Strøm, har sin oprindelse

Forskerne vil blandt andet bruge og videreudvikle en ny metode, som gør det muligt at tage ”fingeraftryk” af havvand, så man kan afgøre, hvor det kommer fra. Hvis man fx kan fastslå, hvor stor en andel af vandet øst for Grønland, som har en fortid som isbræ på indlandsisen, hvor meget som er strømmet til fra floder i Sibirien, og hvor meget som er kommet ind fra Stillehavet, så bliver det muligt at forudsige, hvordan havstrømmen fremover vil blive påvirket af en øget afsmeltning fra Indlandsisen.

”Mængden af ferskvand i havet i Arktis stiger, og det er vigtigt af forstå, hvor og hvordan det strømmer ud til Atlanterhavet. Der er forskere, som mener, at ferskvandet kan påvirke det globale system af havstrømme, hvor fx Golfstrømmen indgår, og som styrer vores klima. Målingerne fra togtet vil gøre vores modeller og forudsigelser mere præcise,” siger togtleder Colin Stedmon, DTU Aqua.

På togtet deltager forskere fra DTU Aqua, Aarhus Universitet, Københavns Universitet, Grønlands Klimaforskningscenter i Nuuk samt Szczecin Universitet i Polen.

Ud over vandstrømmene vil forskerne også undersøge, hvordan organismer, som bakterier, planteplankton og dyreplankton, påvirker havets transport af kulstof til havets bund og dermed havets evne til at lagre kuldioxid.

Danas togt i Østgrønland er støttet af Dansk Center for Havforskning og indgår i projektet NAACOS (North Atlantic-Arctic coupling in a changing climate: impacts on ocean circulation, carbon cycling and sea-ice), som er finansieret af Det Strategiske Forskningsråd.

Om Den Østgrønlandske Strøm: 

Den Østgrønlandske Strøm er en strøm af koldt vand, som løber langs Grønlands østkyst fra Framstrædet i nord (~80°N) til Kapfarvel (~60°N). Strømmen passerer gennem Danmarksstrædet mellem Island og Grønland og forbinder havet i Arktis med Nordatlanten.