Foto Line Reeh.

Nyt samarbejde med Kina

onsdag 29 okt 14
|
af Line Reeh

Kontakt

Kirsten Thomsen
Leder af Forskningssekretariatet
DTU Aqua
35 88 33 79

DTU Aqua underskriver aftale med stor kinesisk fiskeriforskningsinstitution

En delegation fra den store kinesiske sektorforskningsinstitution Chinese Academy of Fisheries Science besøgte den 27. og 28. oktober 2014 DTU Aqua i Charlottenlund. I forbindelse med besøget underskrev vicepræsident Dr. Yingjie Liu, Chinese Academy of Fisheries Science og institutdirektør Fritz Köster, DTU Aqua en samarbejdsaftale mellem de to fiskeriforskningsinstitutioner.

Set i dansk målestok er Chinese Academy of Fisheries Science (CAFS), der er sektorforskningsinstitution under det kinesiske landbrugsministerium, en kæmpe institution. Organisationen har hovedkontor i Beijing og har i alt 9 institutter og 4 forskningscenter forskellige steder Kina. Institutionen har omkring 3000 ansatte.

Institutdirektør Fritz Köster, DTU Aqua siger:

”Chinese Academy of Fisheries Science er en interessant partner for os. Institutionen dækker en bred vifte af klassisk fiskeriforskning i hav- og ferskvand samt akvakultur, men har også fokus på teknologiske udviklingsområder, f. eks. i relation til fiskeriteknologi og populationsgenetik. Vi har en række forskningsområder, hvor der kan være interessant at udbygge et samarbejde, fx bæredygtig udnyttelse af fiskebestande, beskyttelse af biodiversitet og akvatiske økosystemer, opdrætsteknologi samt fiskeripolitik."

 

Foto Line Reeh

Foto: Line Reeh

 

Aftalen blev underskrevet tirsdag den 28. oktober som afslutningen på et to-dages seminar, hvor Chinese Academy of Fisheries Science og DTU Aqua præsenterede institutternes forskningsområder og arbejde for hinanden.

 

Foto Line Reeh.

Foto: Line Reeh.

 

Udover identifikation af forskningsområder indeholder aftalen også et samarbejde om udvekslingsmuligheder for studerende og medarbejdere. Det kan fx ske ved, at kinesiske ph.d.-studerende bliver indskrevet på DTU Aqua, eller ved at forskere fra den ene institution arbejder på den anden institution i en periode.

Allerede første december starter den første kinesiske CAFS ph.d.-studerende ved DTU Aqua: Sophia Xu (Jiayi Xu). Sophias ph.d.-projekt er støttet af et statsstipendium fra Kina, og hun bliver knyttet til  Centre for Ocean Life ved DTU Aqua med professor Thomas Kiørboe som hovedvejleder. Ph.d.-projektet vil omhandle giftige alger og dyreplanktons græsning på algerne.

Læs mere:

Om Chinese Academy of Fisheries Science (på engelsk)