Stort område med iltmangel ved Bornholm

Østersøen er et farvandsområde, der i perioder lider af iltmangel i de dybere dele, og denne udvikling ser ud til at være blevet værre i de senere år. På dette års efterårstogt med havforskningsskibet Dana i Østersøen oplevede vi et meget stort område lige øst for Bornholm, der var helt iltfrit eller havde så lav en iltholdighed, at meget få dyr ville kunne overleve. Man vurderer, at ved et iltindhold på under 1,5 ml O2/L vil torsk ikke opholde sig i længere tid.

Figur 1. De blå prikker viser, hvor der er taget prøver ned gennem vandsøjlen. De røde farver indikerer iltforholdene nede ved bunden på dette efterårs Østersøtogt med Dana.

 
Men det er ikke kun torsken, der kommer i vanskeligheder, når der ikke er ilt ved bunden, og nogle af de andre dyr, der lever på bunden, kan ikke på samme måde slippe væk, som torsken kan, og risikerer derfor at dø. Det er f.eks. tilfældet med den lille østersøkrebs, Saduria, som er et lille bunddyr, der bliver 5-6 cm lang, og som historisk har haft stor betydning for torskens diæt. På dette års togt fandt vi kun tre Saduria på de første ni dage, hvor vi for 8-10 år siden kunne få hundredvis af dem på en tur. 

Saduria fanget på Dana. Foto: Marie Storr-Paulsen.

Hvordan opstår iltsvind?

Årsagen til iltfri områder i havet er bl.a. udledning af næringsstoffer fra land. Når næringsstofferne kommer ud i havet, bruger algerne dem til at vokse og formere sig. De store mængder af alger kan ikke blive spist af de dyreplankton, der lever i vandsøjlen. Så alle de alger, der ikke bliver spist, synker ned på havbunden, hvor de bliver omsat af bakterier og bunddyr. Bakterier skal ligesom alle andre levende organismer bruge ilt, og det er deres store iltforbrug, der opbruger den ilt, der er nede på bunden. 

Dette foregår i mange farvandsområder og er ikke unikt for Østersøen, men Østersøen har nogle forhold, der forværrer tilstanden, nemlig en meget kraftig lagdeling af vandsøjlen. 
I Nordsøen og i mange andre farvandsområder (inklusive søer) vil man i løbet af sommeren opleve, at der sker en lagdeling af vandet, hvor det øverste varme vand ikke blander sig med det dybere kolde vand. Denne lagdeling kan være så stærk, at selv om der er ilt i de øvre vandlag, kommer ilten ikke ned på bunden. Der skal dog kun nogle gode kraftige efterstorme til at røre rundt i det hele, og så føres der masser af frisk iltet vand ned til bunden. 

Men hvis der er store forskelle i saltholdigheden i vandet, så skal der meget stærke kræfter til at røre rundt i vandet. I Østersøen er der en meget stærk saltlagdeling, hvor det salte vand, der kommer fra Nordsøen ligger ved bunden, og det ferske vand inde fra de finske og svenske floder ligger i overfladen. Dette medfører, at selv meget stærke storme ikke altid er kraftige nok til at røre rundt i vandet, og de iltfri områder vil derfor ikke lige så let kunne omrøres. 

Se videoklip fra togtet med Dana om, hvordan data indsamles: