Ph.d. Julie Sainmont har med en unik blanding af matematiske kompetencer og indsigt i havets økosystemer undersøgt vandloppers overlevelsesstrategier i de arktiske farvandes barske miljø.
DTU Aqua-ph.d. Julie Sainmont blev hædret med DTU's Young Researcher Award ved ph.d.-festen på DTU fredag den 31. oktober 2014. Prisen gives til "unge forskere, der har gjort en ekstraordinær indsats, og som har et stort potentiale for yderligere udvikling". Julie Sainmont fik prisen for sin ph.d.-afhandling "“Strategies for success: Copepods in a seasonal world”, som hun forsvarede den 8. april 2014.
Professor Andre W. Visser og professor Ken H. Andersen, DTU Aqua har været henholdsvis hovedvejleder og medvejleder på projektet.
Vandlopper er afgørende i havets fødekæder
I ph.d.-projektet har Julie Sainmont fokuseret på to centrale aspekter af arktiske vandloppers livscyklus, nemlig deres formeringsstrategier og deres vandring op og ned i vandsøjlen i løbet af døgnet for at finde henholdsvis føde og skjul.
Vandlopper er trods den ringe størrelse vigtige i havets fødekæder, hvor de udgør en væsentlig fødekilde for fisk, havpattedyr og fugle. En forståelse af hvordan vandlopper reagerer på forandringer i deres miljø, fx om nogle arter er bedre til at reproducere sig end andre under bestemte forhold, kan bidrage til en større indsigt i, hvordan det arktiske økosystem vil reagere på fremtidige klimaforandringer.
Spis eller bliv spist
Vandlopper lever af planteplankton, som især findes tæt ved havoverfladen, hvor solens stråler kan nå ned. De rovdyr, der spiser vandlopper, findes imidlertid også i større antal ved havoverfladen, hvor de især jager i dagtimerne. Den udfordring har vandlopperne løst ved at vandre til dybere vandlag i dagtimerne for at undgå at blive ædt. Om natten vender de så tilbage til de store mængder planteplankton tættere ved havoverfladen.
For at forstå de grundlæggende mekanismer bag vandloppernes vandring op og ned i vandsøjlen har Julie Sainmont udviklet en spilteoretisk model, som undersøger udbyttet af forskellige strategier hos vandlopperne, når de står overfor dilemmaet mellem at få noget at spise og selv blive spist. Modellen har blandt andet afsløret, at adfærden varierer fra individ til individ inden for samme population, og at adfærden ikke er nedarvet, men er en umiddelbar reaktion på de givne forhold.
Fedtdepoter er en fordel i Arktis
En af udfordringerne for vandlopper i de arktiske farvande er de store årstidsvariationer med en kort æde- og ynglesæson og en lang vinter. I dyreverdenen er det generelt sådan, at nogle arter yngler straks, når der er føde nok, mens andre spiser sig store og oplagrer fedt, der kan hjælpe dem i gang i ynglesæsonen, selv om føden er sparsom.
Julie Sainmont har med sin forskning vist, at det for de arktiske vandlopper er en god strategi at spare op til ynglesæsonen ved at vokse sig store, så de er mere robuste overfor årstidsvariationer. Prisen for det er, at de arktiske vandlopper ikke har kapacitet til en hurtig populationsvækst, hvis lejligheden byder sig, i samme grad som vandlopper, der lever i områder med mindre årstidsvariation.