Sild på is. Foto: Jens Astrup

40 år i fiskerirådgivningens tjeneste

fredag 04 jul 14
|
af Line Reeh

Kontakt

Jørgen Dalskov
Gæst
DTU Aqua
20 45 48 82

Jubilæum: Cheffiskerikonsulent Jørgen Dalskov kom til DTU Aqua, som dengang hed Danmarks Fiskeri- og Havundersøgelser, som studentermedhjælp i 1974. I dag, 40 år senere, varetager han den daglige koordinering af DTU Aquas forskningsbaserede rådgivning på fiskeriområdet til nationale og internationale myndigheder, som Fødevareministeriet og EU.

Jørgen Dalskov er udnævnt til ”National Correspondent” for Danmark og repræsenterer dermed Danmark ved bordet, når EU-landene mødes for at koordinere og udvikle Europas dataindsamling. Indsamlingen omfatter biologiske og økonomiske informationer om fiskeri, fiskebestande og akvakultur i Danmark og danner grundlag for rådgivning i forhold til den fælles europæiske fiskeripolitik. 

Et helt konkret resultat af Jørgen Dalskovs indsats er, at man i dag i Europa har indført kameraer og sensorer om bord på forskellige fiskefartøjer som en mulighed for at få uafhængig fuld dokumentation af fiskeriets udførelse. Den idé fik Jørgen Dalskov efter at have set teknologien i Canada. Han fik den bragt til Europa og tilpasset, så den kan bruges i dansk fiskeri. Kun tre år senere blev det indskrevet som en del af EU’s fiskeripolitik. I januar var Jørgen Dalskov inviteret til USA for at holde oplæg, fordi amerikanerne nu også overvejer at indføre kameraer om bord på fiskefartøjer.

DTU Aquas cheffiskerirådgiver, der nu kan fejre 40-års jubilæum hos DTU Aqua, bor i Birkerød med sin kone. Han holder meget af at rejse med sin hustru og af at sejle -  gerne med sønnen i dennes båd. Denne sommer går turen til Canadas nordvestkyst for at udforske bjørnelandet fra søsiden sammen med lokale venner.