Fisk viser selv, hvad de foretrækker

tirsdag 14 maj 13
|
af Line Reeh

Choice-opstilling

Forsøgsopstillingen består af to identiske runde kar forbundet med en åbning, der tillader fiskene at svømme frit mellem karrene.

Ph.d.-studerende udvikler lovende værktøj til at fastsætte en øvre grænseværdier for tæthed ved opdræt af regnbueørred

Der er en stor opmærksomhed på dyrevelfærd i forbindelse med fiskeopdræt. En af de ting, som man har fokus på, er tætheden ved opdræt – hvor mange fisk skal og kan gå sammen på hvor meget plads?

Ph.d.-studerende Caroline Laursen, DTU Aqua, som forsvarer sin afhandling i Hirtshals den 27. maj 2013, har udviklet en ny metode baseret på adfærds-studier, så  fisk i opdræt selv kan vise, hvilken tæthed de gerne vil være ved.

”Man plejer at prøve at sige noget fornuftigt om grænser for tæthed ved at måle på indikatorer som iltforbrug og stresshormon ved forskellige tætheder, men fordelen med metoden her er, at man i stedet lader fiskene selv så godt som fortælle det,” forklarer Caroline Laursen, DTU Aqua.

Højere tæthed end forventet

Den nye metode til at identificere grænseværdier for tæthed af regnbueørreder bruger en såkaldt choice-opstilling.

Forsøgsopstillingen består af to identiske runde kar forbundet med en åbning, der tillader fiskene at svømme frit mellem karrene. Nogle af forsøgsfiskene vil være aggressive over for de andre fisk, som derfor vil være tilbøjelige til at skifte kar for at undgå dem. Men kun ind til en vis grænse, viste forsøgett. Da tætheden i det andet kar nåede op på140 kg, så foretrak fiskene at begynde at svømme tilbage igen.

Det viser, at fiskene oplever en tæthed på 140 som lige så ubehageligt som at være sammen med et aggressivt individ. Det tyder på at det kritiske tæthedsniveau er på; 140 kg m-3, hvilket ligger højt i forhold til, hvad man tidligere har fundet er dårlig velfærd, fortæller Caroline Laursen, som også har undersøgt, hvordan den højere tæthedsgrad påvirker fiskenes velfærd og vækst.

De fysiologiske indikatorer pegede på, at fiskene havde forhøjede stressniveauer, men også på, at aggressionen var lav og væksten mindre nedsat end forventet ved den høje tæthed, ligesom fiskene brugte mindre ilt end fisk ved lavere tætheder, fortælller den ph.d.-studerende.

Forsøget blev udført ved en vandtemperatur på 16 grader og med fisk på 400 gram, så tætheden er ikke nødvendigvis gældende for alle anlæg. Det næste skridt vil være at udvikle metoden og undersøge grænsetætheder fx med forsøgsfisk af andre størrelser.

Ph.d.-forsvar:

Forskningen var finansieret af Ministeret for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri og DTU Aqua. Carolines hovedvejleder var seniorforsker Erik Höglund, DTU Aqua og medvejleder var lektor Peter Vilhelm Skov, DTU Aqua. Begge fra DTU Aquas Sektion for Akvakultur.

Danielle Caroline Laursen forsvarer sin ph.d.-afhandling den 27. maj klokken 13:00 I Nordsøens Forskerpark i Hirtshals. Titlen er "Welfare aspects of stocking density in farmed rainbow trout (Oncorhynchus mykiss), assessed by behavioural and physiological methods".