Havet rundt om Danmark er fyldt med plankton, ikke mikroplast

Menneskers forkærlighed for plastik har haft store konsekvenser for vores miljø. Fleecetrøjer, bildæk og maling er nogle af de produkter, der afgiver mikroplast, som bl.a. finder vej til vores have. Også plastaffald, der bliver smidt i naturen, hvor det langsomt nedbrydes, kan være en kilde til forurening med mikroplastik.

Forskere fra DTU har gennem flere år forsøgt at få et overblik over, både hvor meget mikroplast der findes i vores marine miljø, og hvilken effekt det har på bl.a. fødekæden i havene. De har netop offentliggjort tal fra et studie, der har opgjort koncentrationen af mikroplast rundtom i de indre danske farvande – og det er gode nyheder, siger professor Torkel Gissel Nielsen:

”Det negative er selvfølgelig, at der er plastik i alle prøverne – for plastik hører jo ikke hjemme i havet. Men det positive er, at der faktisk er meget lidt.”

I prøvetagningen er brugt udstyr, der kan fange langt mindre plastikpartikler end dem, som bliver samlet op af det udstyr, der sædvanligvis bruges ved registrering af havenes plastforurening. Forskerne er nemlig på jagt efter bittesmå partikler, fordi de er så tilpas små, at vandlopper – som udgør en væsentlig del af havets fødekæde – kan æde dem. Nærmere betegnet partikler, der er mindre end 300 mikrometer (en tusindedel af en millimeter) og helt ned til 10 mikrometer.

Langt mellem plastpartiklerne

Forskerne har i undersøgelsen fundet mellem 25 og 100 mikroplastpartikler pr. kubikmeter indsamlet vand. I prøverne med den højest målte koncentration svarer det til én plastpartikel pr. 10 liter vand. Til sammenligning indeholdt prøverne ca. 100.000 gange mere planteplankton end mikroplastik.

I alt er 88 pct. af de mikroplastpartikler, som de fintmaskede net har fanget, så små, at de ville undslippe traditionelt anvendte Manta-net. Ifølge ph.d.-studerende Gunaalan Kuddithamby findes der ikke mange studier, der er udført efter samme metode – både fordi det er besværligt at indsamle prøverne, og fordi det er dyrt og tidskrævende at analysere dem.

DTU Aqua står bag to af de tilgængelige studier, der er udført med samme metode. Studierne er dels udført på prøver indsamlet i havene omkring Grønland, dels på prøver indsamlet under et togt fra Danmark til Caribien, der sejlede igennem ’The North Atlantic Garbage Patch’ (Nordatlantens  samling af skrald). Også her fandt forskerne mindre mængder mikroplast end frygtet. Selv prøverne med de højeste koncentrationer indeholdt mindre end én plastpartikel pr. liter vand.

Eftersom forekomsten af mikroplast i havene vil stige, bl.a. fordi plastaffald dér bryder ned i meget mindre stykker, understreger Gunaalan Kuddithamby vigtigheden af at vende tilbage og gentage målingerne med de mere præcise metoder for at følge udviklingen.

Små, kræsne ædedolke

Den gode nyhed om de lave mikroplastkoncentrationer forstærkes af viden fra forsøg på DTU om, hvad der sker, hvis vandlopper kommer i kontakt med partiklerne, mens de spiser. Vandlopperne er nemlig som kræsne børn, der kan opdage selleristykker gemt i spaghettisovsen og spytte dem ud.

Videooptagelser fra laboratorieforsøg viser, at de i fire ud af fem tilfælde spytter plastpartiklerne ud.

”Selvom de fanger tusindvis af partikler, kan de med de her små munddele skelne, at det her altså ikke er føde – enten på grund af partiklernes struktur eller smag. De smager på hundredvis af partikler i minuttet, men når der kommer en plastikpartikel, spytter de den ud,” forklarer Torkel Gissel Nielsen.

”Skulle mikroplastpartiklerne blive spist, så har vi vist i andre forsøg, at vandlopper skider dem ud – ganske ligesom børn, der er kommet til at spise perlepladeperler,” siger han.

Det betyder så også, at mikroplasten ikke bioakkumulerer, når vandlopperne bliver måltid for større organismer, som igen bliver spist af større dyr og så videre.

Plast i havene er et problem

Torkel Gissel Nielsen understreger, at plast er menneskehedens fingeraftryk og helt klart udgør et væsentligt miljøproblem: 

”Det er skræmmende, at der er plastik i pingvinkolonierne i Antarktis, hvor der ingen mennesker bor. Der er plastik i havet nord for Grønland. Der er plastik på bunden af Marianergraven. Der er plastik på toppen af Mount Everest. På en hvilken som helst lillebitte ø, du sejler ud til, hvor der aldrig har været mennesker, vil der være plastik.”

For professoren er det dog vigtigt, at man tager fat, hvor problemet er størst. For ud fra de data, han har været med til at indsamle om mikroplastik, mener han, at større stykker plastik – såkaldt makroplast – i vores have udgør et langt større problem for det marine liv:

”Der er jo tusindvis af dyr, der dør, fordi de bliver fanget i de mange spøgelsesnet, der flyder rundt i havene. Tun og havskildpadder og delfiner og albatrosser. Enten fordi de bliver fanget i dem, eller fordi de æder dem.”

Og som han påpeger: Hvis man fjerner makroplast fra havene, beskytter man jo ikke bare de store sårbare havdyr – man fjerner samtidig en af de væsentligste kilder til mikroplast.

Foto: Kattegat, Anne Trap-Lind