Bæredygtig skibsfart

Skibsfartens skjulte miljøeffekter skal op til overfladen

Professor Marja Koski og hendes kolleger undersøger, hvordan skibe påvirker livet i havet både i Danmark og i Arktis’ sårbare økosystemer.

DTU-forskning bidrager til ny lovgivning mod udledning af tjærestoffer og tungmetaller fra skibes røggasvand, såkaldt scrubbervand.
Forskning fra DTU er med til at afdække, hvordan menneskelig aktivitet i og omkring vores have påvirker livet i det. Foto: Colourbox
"Forskningen kan bidrage med viden, der sikrer, at skibsfarten ikke udvikler løsninger, som i sidste ende viser sig at være værre end udgangspunktet."
Professor Marja Koski DTU

Når en løsning skaber nye problemer

Scrubbere blev udbredt efter 2015, da den Internationale Maritime Organi­sation, IMO, skærpede kravene til skibenes svovludledning. Teknologien vasker svovldioxid ud af røggas og binder den i vand, som derefter ledes ud i havet.

Men denne løsning har vist sig at være problematisk. DTU’s forskning har dokumenteret, at scrubbervand er akut dødeligt for små krebsdyr som vandlopper, og at det indeholder tungmetaller og tjærestoffer, der kan skade både plankton, fisk og organis­­mer i havbunden.

Det er et eksempel på, at en løsning kan løse ét problem, men risikerer at skabe et andet. For da IMO indførte de strengere regler for svovludledning, førte det til en stigning i brugen af scrubbere – og dermed til øget for­urening af havet, fortæller Marja Koski.

”Forskning kan bidrage med viden, der sikrer, at skibsfarten ikke udvikler løsninger, som i sidste ende viser sig at være værre end udgangspunktet,” siger Marja Koski, der nu er i gang med at undersøge de såkaldte cocktaileffekter fra forskellige skibs-relevante kemikalier på vandlopper.

”For at forstå hvordan scrubbervandet eller anden kompleks forurening påvirker havmiljøet, er det vigtigt at undersøge, hvordan de kemiske stoffer reagerer på hinanden og skaber en samlet belastning – den såkaldte cocktaileffekt – som havets organismer reagerer på,” siger Marja Koski.

Risikerer at skade økosystemer

Forskerne på DTU Aqua har også fokus på de arktiske farvande, hvor klimaforandringer og smeltende havis åbner nye sejlruter og øger skibstrafikken i et af verdens mest sårbare økosystemer.

Derudover bliver der arbejdet med vurderinger af nye brændstoffer som ammoniak, hvor effekterne af potentielle udslip i havmiljøet endnu er dårligt belyst. Og sammen med forskere ved DTU Sustain undersøger de et nyt rensningssystem, som er udviklet af DTU Sustain, til skibes spildevand.

For Marja Koski handler det om at hjælpe skibsfarten med at udvikle sig i en mere bæredygtig retning:

”Uden en dyb forståelse af havets processer så ved vi ikke, hvordan vi påvirker havet. Vi ved heller ikke, hvad vi skal gøre for at beskytte livet i havet, og vi risikerer at træffe beslutninger, der skader økosystemerne på lang sigt.”

Forskningen er finansieret af bl.a. NORDEN // Orient's Fond og Den Danske Maritime Fond.

Kontakt

Marja Kaarina Koski

Marja Kaarina Koski Professor Institut for Akvatiske Ressourcer Telefon: 35883407 Mobil: 93511545