Professor Torkel Gissel Nielsen svarer dagligt på spørgsmål om plastik i havet fra pressen og studerende. Han forbløffes over de insisterende gentagelser af udokumenterede påstande.
Strande fyldt med engangsvandflasker og klipklapper. En død hval med over 20 kg plastik i maven. En søhest, der svømmer afsted med halen snoet om en vatpind. Plastikaffald i havet er nemt at se, så det er et miljøproblem, der er let at forstå.
Professor i biologisk oceanografi Torkel Gissel Nielsen fra DTU Aqua har gennem sine 30 år som havbiolog ikke tidligere set en så stor, udbredt og årelang enighed – på tværs af politiske overbevisninger og landegrænser – om et anliggende i havet.
”Men gør det plastik til vores største miljøproblem? I så fald, hvor er evidensen?” spørger professoren og uddyber: ”Debatten er styret af følelser og ikke af fakta, for der mangler helt basal viden om plastik i havmiljøet. Hvor meget er der? Hvor er det, og hvad sker der med det? Og hvilken effekt har det på livet i havet – og på mennesker? Vi har slet ikke svar på disse grundlæggende spørgsmål endnu.”
Skaffer mere viden
Professoren har beskæftiget sig med plastik i havet i flere år og har bl.a. været med til at undersøge udbredelsen af plastik på strækningen Danmark- Sargassohavet syd for Bermuda, ligesom han har deltaget i analyser af fisk og vandprøver fra Østersøen for at bestemme indholdet af mikroplast i begge dele. Ingen af hans undersøgelser har ført til alarmerende resultater.
Nu er han i gang med flere undersøgelser i et nyt forskningscenter, MarinePlastic, som er et samarbejde mellem DTU, Aalborg Universitet, Aarhus Universitet, Roskilde Universitet og Nationalmuseet, hvor målet netop er at få mere viden om plastik i havmiljøet.
Dog kan Torkel Gissel Nielsen og hans kolleger allerede nu spotte, at visse påstande er fuldstændig usande, mens andre blot er udokumenterede.
Øer af plastik i havene
”Der findes ikke nogen øer af plastik i verdenshavene. Det er rigtigt, at der findes et antal større hvirvler, hvor havstrømme øger koncentrationen af både store og små stykker plastik. På DTU Aquas togt til Sargassohavet syd for Bermuda i 2014 sejlede vi igennem den nordatlantiske hvirvel. Vi så ikke en plastik-ø. Vi mødte kun et større stykke plastik ca. hvert andet minut. Vi tog vandprøver og undersøgte det for mikroplastik, og her fandt vi mellem 0,1 og 0,5 mikroplastikpartikler pr. liter havvand. Det er ikke særlig meget. Det er dog stadig et tegn på, at mennesket har formået at sprede plastik til omgivelserne. Andre internationale undersøgelser har fundet plastik i verdens dybeste oceangrav, Marianergraven, og så langt væk som i pingvinkolonierne på Antarktis. Det er i sig selv bekymrende. Så det burde ikke være nødvendigt at benytte falske oplysninger om plastik-øer for at få folk til at være opmærksomme på problemet.”
Hvaler spiser plastik og dør
”Det er rigtigt, at der er fundet døde hvaler med plastik i maven. Men det er jo ikke ensbetydende med, at de er døde af plastikken. Vi ved ikke, hvorfor hvalerne er døde. Det kan være, at de var syge eller gamle. Selvfølgelig skal der ikke være plastik i deres maver, men vi kan bare ikke konkludere, at de er døde af det. Til gengæld er det veldokumenteret, at andre større dyr som havskildpadder og havfugle kan tage skade af at spise plastik. Vi ved ikke, om mikroplastik i de koncentrationer, vi finder i havet i dag, påvirker mindre dyr som plankton og småfisk. Engelske forskere har for nylig vist, at mikroplastik kan påvirke havdyrs vækst og forplantningsevne negativt. Men det er vigtigt at notere sig, at deres forsøg blev lavet med en koncentration af mikroplastik, som var mellem 10.000 og en million gange højere end den koncentration, vi har i havet i dag.”
Fisk bliver uspiselige
”Der er fundet plastik i fisks maver og tarme. Uanset hvor du fanger fisk – om det er i Kattegat eller nede ved New Zealand – så vil der være et lille stykke plastik i tarmsystemet hos mellem ti og 50 pct. af fiskene. Men vi ved ikke, om det har en betydning for fisken som fødevare. Vi har påvist, at mikroplastik kan passere gennem dyr og blive udskilt igen med afføringen. Det samme sker for mennesker, for plastik passerer ikke tarmvæggen. Men vi ved ikke, om det er tilfældet for nanoplastik, og vi ved heller ikke, om de kemikalier, plastikken kan transportere med sig, udgør et problem. Vi kender med andre ord ikke de sundhedsmæssige konsekvenser af plastik.”