Forskere fra DTU Aqua har undersøgt tobisens besynderlige adfærd og fundet ud af, at tobiser med meget mad i maven er tilgængelige for fiskernes net i længere tid.
I foråret og den tidlige sommer overgår antallet af tobiser alle andre fiskearter i Nordsøen, og hver dag søger enorme stimer af de små fisk efter føde. Men om natten forsvinder de. Forklaringen er, at når tobiserne er færdige med at gnaske vandlopper i sig, opløser stimerne sig, og hver enkelt lille fisk begraver sig i sandbunden, hvor de bliver indtil næste dag. Trygt gemt væk fra rovdyr og fiskenet. I de kolde måneder er de fleste tobiser nedgravet i sandet døgnet rundt.
Denne gemmeleg giver fiskeribiologerne grå hår i hovedet. Tobisen er en vigtig industrifisk og en betydningsfuld fødekilde for mange marine pattedyr, fugle og kommercielt vigtige fisk som torsk og laks, og det er derfor vigtigt, at bestandsvurderingerne for den er så præcise som muligt. Men deres forsvindingsnummer gør det svært for fiskeribiologerne at vurdere, hvor mange tobiser der er i et område, og at forudsige, hvornår tobiserne er tilgængelige for fiskernes net og de dyr, der lever af dem.
„Vi laver bestandsvurderinger ud fra, hvor mange fisk der bliver fanget per dag i tobisfiskeriet og ud fra data fra DTU Aquas egne moniteringstogter. Problemet er, at det er meget forskelligt, hvor mange tobiser der bliver fanget, fordi man kun kan fange de tobiser, der har forladt deres skjulested i sandet. Og vi ved ikke, hvor mange det er,“ siger postdoc Mikael van Deurs fra DTU Aqua, der sammen med sine kolleger satte sig for at undersøge, hvilke faktorer der bestemmer, hvor meget tid tobiserne bruger væk fra sandbunden.
„Vores resultater viser, at jo mere føde der er tilgængeligt for tobiserne, jo længere tid vil det vare, før de graver sig ned i sandbunden og ikke længere er tilgængelige for fiskeri og rovdyr. Derudover er tobisernes adfærd bestemt af, hvor meget mad der har været de sidste par dage. Det vil sige, at når det har været småt med mad, bliver tobiserne i sandbunden hele dagen,“ fortæller Mikael van Deurs, der har publiceret sine resultater i det videnskabelige tidsskrift ’Marine Biology’ sammen med Thomas Warnar, DTU Aqua, Jane W. Behrens, DTU Aqua, og John Fleng Steffensen, Københavns Universitet.
Om dagen samler tobiser samler sig i enorme stimer for at søge føde. Når de er færdige med at spise, opløser stimerne sig, og hver enkelt tobis gemmer sig i sandet i havbunden. Et forskningsprojekt på DTU Aqua viser, at den tid en tobis bruger på at svømme i stimer er bestemt af, hvor meget mad der er i dens mave. Tobiserne på billedet er af arten Ammodytes tobianus. Foto: Thomas Warnar, DTU Aqua.
Ignorerer risiko for at blive spist
„Det er en almindelig antagelse, at fisks fødesøgningsadfærd er bestemt af temperatur, tid på døgnet og mængden af føde. Denne antagelse er hovedsageligt baseret på statistiske korrelationer, som ikke gør det muligt at skelne mellem direkte og indirekte faktorer. Det prøvede vi at komme uden om i dette projekt ved at lave eksperimenter i laboratoriet. Her er det nemlig muligt at kontrollere alle faktorer,“ siger Mikael van Deurs.
For at afdække, hvad der afgør, hvor lang tid tobiserne er ude af sandet, fangede Mikael van Deurs og hans kolleger to hele stimer af tobis på hver omkring 900 fisk. De to stimer holdt de i to store videoovervågede akvarier i laboratoriet. Her studerede forskerne, hvordan det påvirkede tobisernes adfærd, hvis de varierede mængden af føde og vandets temperatur.
Forskerne fandt ud af, at tobiserne er villige til at være ude af sandet og sårbare over for rovdyr i længere tid, hvis der er rigeligt med mad.
„Tobiserne betaler en betydelig omkostning i både energi og risiko for at blive spist, når de svømmer frem og tilbage fra deres skjulested i sandbunden for at tage ud at søge føde. Derfor giver det god mening for dem at udnytte en god fødesituation til fulde, når den opstår,“ forklarer Mikael van Deurs.
Gider ikke svømme uden mad
Interessant nok fik flere dage uden mad tobiserne til at bruge mere tid begravet i sandbunden.
„Mit gæt er, at det er en tilpasning til at spare energi og mindske risikoen for at blive spist, mens de venter på bedre tider. I laboratoriet observerede vi, at små stimer af tobis indimellem dukkede frem fra sandet efter længere tids inaktivitet for at udforske omgivelserne og se, om fødesituationen var blevet bedre,“ siger Mikael van Deurs og fortsætter:
„Tobiserne ser ikke ud til at registrere hverken temperatur, eller hvor meget føde der er til stede. I stedet er deres aktivitet bestemt af, hvor meget mad de har spist samme dag. Det vil sige, hvor mætte de er. Jo mere mætte, jo mere aktive vil de være.“
Det betyder, at selvom vandets temperatur er optimal, vil tobiserne nedsætte deres aktivitet, hvis der ikke er nogen føde, og de har tomme maver. Der kan også være tidspunkter, hvor der er masser af føde, men det ikke resulterer i, at tobiserne kommer frem fra sandet. For eksempel hvis sigtbarheden er dårlig, og tobiserne ikke kan finde føden. Så vil deres maver være tomme, og de vil ikke være aktive. Og hvis der er rigeligt med mad, så kan tobiserne være lige så aktive i vinterens kolde vand som i det varmere vand om foråret.
„Hvis man lavede rutineundersøgelser af tobisernes maveindhold, så kunne det potentielt bruges til at forudsige, hvor stor en andel af tobiserne der vil være ude af sandet og tilgængelige for både rovdyr og fiskeri. Det kunne være interessant at teste vores fund i dette studie ude i virkeligheden for at finde ud af, om analyser af tobisernes maveindhold kan bruges til at gøre bestandsvurderingerne endnu mere præcise,“ siger Mikael van Deurs.
Af Kristine Bohmann