Invasion under overfladen

	Dybt under havoverfladen i de danske farvande sker der i disse år noget nær en invasion. Det er den såkaldte dræbergople, der er ved at flytte ind i de danske farvande. På DTU Aqua er ph.d.-studerende Cornelia Jaspers og flere andre forskere nu i færd med at lære den ubudne gæst bedre at kende. Billedcollage: Jens Rosenfeldt.

Den burde egentlig slet ikke være her. Dræbergoplen, der lyder det klingende latinske navn Mnemiopsis leidyi hører oprindeligt til på den amerikanske østkyst. Men i begyndelsen af 1980’erne begyndte den at dukke op i Sortehavet. Internationale fragtskibe havde uforvaret taget den med i ballasttankene og sluppet den fri i det sydøsteuropæiske hav, der af oldtidens grækere kaldtes for ”det gæstmilde hav”. Havet levede op til sit gamle navn, og goplernes antal steg eksplosivt i de følgende år, alt imens de udryddede en stor del af de zooplanktonorganismer, som Sortehavets øvrige beboere levede af.

Konsekvensen blev en sand græsk tragedie. Goplen var en medvirkende årsag til, at fiskene forsvandt, og at fiskerne omkring Sortehavet blev arbejdsløse. Sammen med overfiskeri og forurening med kvælstof var goplens ankomst mere, end det i forvejen pressede havmiljø kunne klare. Goplerne havde ikke bare spist fiskenes føde, men også påvirket fiskebestandene direkte ved at æde fiskenes æg og nyklækkede larver.

Så da goplen for nogle år siden også pludselig blev set i Østersøen, var der mange, der sank en ekstra gang. I det såkaldte Bornholmerdyb finder vi nemlig det vigtigste yngleområde for Østersøens torsk, der er en vital del af fiskeriindustrien. Spørgsmålet meldte sig straks: Risikerer vi en gentagelse af det, der kuldsejlede Sortehavets industri?

„Man ved utrolig lidt om Mnemiopsis og andre gopler for den sags skyld. Andet end at ”dræbergoplen” generelt spiser fiskeæg, så det er klart, at det skabte bekymring, da forskere fra DTU Aqua for nogle år siden begyndte at finde goplen i Østersøen,“ fortæller Cornelia Jaspers, ph.d.-studerende ved DTU Aqua, som netop har fået publiceret helt nye og afslørende resultater om dræbergoplernes madvaner i det anerkendte amerikanske videnskabelige tidsskrift „Limnology and Oceanography“.

„Men det er et helt andet miljø her i de danske og skandinaviske farvande, så reelt set kan de ting, man har fundet ud af i oprindelseslandet USA og omkring Sortehavet, ikke umiddelbart overføres til vores afart af goplen på grund af de forhold, der er her i området. Vi kunne selvfølgelig skele til eksisterende studier, men skulle starte lidt fra nul igen,“ siger Cornelia.

Godt nyt fra gopleland
Bevæbnet med hundrede vandbeholdere og et hold af kolleger drog Cornelia derfor til Bornholm for at indlede det arbejde, der siden skulle give svar på vigtige spørgsmål om goplen. Vandbeholderne blev brugt som en slags mini-Østersø hver især, hvor forskerholdet skabte de samme forhold, som der er 60 meter under havoverfladen. Samtidig skulle man holde beholderne i bevægelse for at mime vandstrømninger, så gopler, torskeæg og larver var jævnt fordelt i vandet. På den måde kunne Cornelia filme og observere goplernes jagt- og madvaner på æg og larver fra et bornholmsk fiskeklækkeri. Samtidig skaffede hun data om, hvor meget goplerne tager for sig af retterne, afhængigt af hvor store de er, og hvor meget mad der er tilgængeligt – den såkaldte „functional response“.

Det har givet hende helt unikke informationer om den måde, goplerne jager på i det bornholmske. I løbet af de 14 dage, hele forsøget varede, har hun således observeret, at goplen ikke reagerer på æg, og at torskelarverne i løbet af få dage bliver for hurtige for goplen eller ganske enkelt svømmer væk fra de vandlag, hvor goplen lurer.

„Æggene bliver klækket i de samme vandlag, som dem vi finder dræbergoplerne i. Men to til fire dage, efter at torskelarverne er klækket, svømmer de op mod havoverfladen i jagt på føde, fordi de har brugt den ’madpakke’, som de havde med fra blommesækken i ægget og skal til at spise selv,“ forklarer Cornelia.

Dermed kan forskeren ud fra sine data og litteraturoplysninger om goplernes og torskeynglens tætheder i Bornholmerdybet fastslå, at goplen maksimalt pr. dag vil kunne spise 0,13 % af larverne og 0,05 % af æggene i Østersøen. Torsken og dens fiskere kan altså ånde lettet op i denne omgang, og Cornelia har fundet frem til værdifuld viden om det nye rovdyr. Ikke bare undgår goplerne helst at spise æggene. Cornelia har som den første i verden bevist på filmoptagelser, at goplerne ikke reagerer på kontakt med æg og rent faktisk kaster æggene op igen, hvis de kommer til at indtage dem:

„Det er jo en af de mest positive nyheder fra de studier, jeg har lavet sammen med forskningskolleger fra Danmark, Sverige og Norge. Som led i projektet har vi lavet en række videooptagelser af goplerne, der viser, hvordan de kan svømme rundt i et lag af æg uden at reagere på dem overhovedet, og i otte ud af ti tilfælde kastede goplerne æggene op igen, hvis de forvildede sig ned i maven. Selv efter tre dage i goplernes mave var æggene stadig ikke nedbrudt, hvilket kan tyde på, at goplerne slet ikke kan fordøje æg fra østersøtorsken ved den lave temperatur, der er typisk for ynglepladsen ved Bornholm. Til sammenligning blev torskelarver fordøjet uden problemer.“

	Cornelia har opdyrket en mindre bestand af dræbergoplen i laboratorier, og på den måde analyseret på den reelle betydning, den invasive art har på de særdeles vigtige gydeområder for østersøtorsken. hendes resultater er godt nyt: Goplens ædetrang kan ikke true torskebestanden. Ikke endnu i hvert fald. Foto: Jens Rosenfeldt.

Vi er ugæstfri…
Men vi har med en invasiv art at gøre, der i hjemlandet USA kan konsumere op til 65 % af fiskeæg og larver i et område pr. dag, og som har Sortehavets fiskeindustri på samvittigheden. Cornelias forsøg viste da også, at selv om torskeæg ikke var på menuen, så kunne goplerne uden problemer spise saltkrebs (Artemia), som de fik tilbudt sammen med torskens yngel. Under eksperimenterne gik goplerne målrettet efter saltkrebs frem for torskeæg. Det betyder, at gopler er aktive og stadigvæk spiser ved den lave temperatur i Bornholmerdybet. Cornelia vil heller ikke frifinde goplen helt endnu:

„Mnemiopsis er en bekymrende invasiv art på grund af sin voldsomme evne til at reproducere sig. Selvom den ikke spiser torskens yngel direkte, så kan den stadig være en indirekte trussel, fordi den kan være en konkurrent om den samme mad. Dræbergoplen kan yngle, når den er to uger gammel, den er hermafrodit og kan producere 12.000 æg i døgnet, så en enkelt gople kan blive til rigtig mange sultne gopler på utrolig kort tid, og den spiser konstant.“

Så der er endnu en lang række ubesvarede spørgsmål, der kræver svar. Vigtigst her og nu er nok, om Østersøen er et godt yngleområde for goplen, så bestanden vil eksplodere på samme måde som i Sortehavet. Et andet sted på DTU Aqua sidder postdoc Bastian Huwer. Det var bl.a. hans studier, der første gang viste goplernes tilstedeværelse i Østersøen tilbage i 2007, og han har siden fulgt nøje med i bestandens ve og vel ved at tage ud på togter og indfange gopler. Skønt både Bastian og hans tyske medforskere fra IFMGEOMAR i Kiel har påvist en forøgelse i bestandens størrelse fra år til år, så er der også her godt nyt i Østersøen. Dels fordi man har bevist, at torsken gyder på andre tidspunkter end goplens højsæson, og dels fordi goplerne ikke bryder sig om den bornholmske sommer:

„Hvis man sammenligner med Mnemiopsis’ naturlige hjem på den amerikanske østkyst, hvor bestanden peaker om sommeren, så vi i vores hovedundersøgelsesområde øst for Bornholm i alle år et gennemgående mønster med en del Mnemiopsis om foråret, næsten ingen om sommeren, og så var de der igen om efteråret. Hovedkonklusionen er i princippet fra vores feltstudier, at goplen ikke kan danne en permanent levedygtig bestand i Bornholmerdybet, men at den bliver reintroduceret hvert efterår fra andre havområder. Et kvalificeret gæt lyder, at de sandsynligvis kommer fra vest,“ forklarer Bastian.

...indtil videre
På trods af den tilsyneladende massedød i Østersøen er der dog ikke grund til at afskrive de potentielle farer endnu. Studier har nemlig påvist, at goplen i høj grad er til stede i Kattegat, og at bestanden er støt voksende. Vi er efterhånden der, hvor en betragtelig del af den samlede biomasse i Kattegat i den sene sommer udgøres af gopler i områder, hvor forholdene er gode. Goplen må altså betegnes som indflyttet i de skandinaviske og danske farvande, skønt det endnu er relativt uvist, hvad der er styrende for bestandens størrelse.

„Uanset hvad så er goplen nu en faktor i de danske farvande, som kan få betydning for de danske råvarer i havene, og vi ved, at de bliver flere og flere for hvert år. Men det er stadig lidt et mysterium, hvorfor goplen ikke kan reproducere sig i Østersøen, hvor der i princippet er mere mad per gople og dermed grundlag for en stor population. Mine studier har dog sandsynliggjort, at det er saltindholdet, der er styrende for bestandens reproduktive evner. Det er godt nyt for Østersøen, men det kan vise sig at blive et problem for Kattegat for eksempel på sigt,“ opsummerer Cornelia.

Herfra er der endnu et stykke vej, før vi ved, om invasionen under overfladen kan udvikle sig til en ny græsk tragedie som den fra Sortehavet. Næste skridt for Cornelia bliver at undersøge nordligere have for at se, om goplerne også er der. Det vil kunne fortæller meget mere om deres akklimatisering fra østamerikanske forhold til de skandinaviske og om, hvor stor en rolle saltindholdet spiller. Cornelia forventer at starte på undersøgelserne i Kristineberg på den svenske vestkyst i dette forår og forventer at have de første resultater klar i slutningen af juni. Er goplerne i de nordlige havområder, og har de det godt, kan vi få yderligere problemer.

Af Rasmus Rørbæk

Artiklen blev bragt i DTU Avisen nr. 6/2011.