Torsk. Foto Line Reeh

Prestigefyldt legat til forskning i effekten af biodiversitet på økosystemer i havet

fredag 22 jan 16
|

Kontakt

Martin Lindegren
Seniorforsker
DTU Aqua
35 88 34 92

Martin Lindegren, seniorforsker ved Centre for Ocean Life, DTU Aqua, modtager VILLUM FONDENS 4-årige Young Investigator Grant

Martin Lindegren vil de næste fire år stå i spidsen for en forskergruppe, som ved hjælp af data fra globale databaser vil søge svar på, hvordan biodiversitet påvirker de centrale processer i havets økosystemer, også kaldet ecosystem functioning.

”Generelt formoder man, at stor biodiversitet er positivt, blandt andet fordi det gør det muligt for organismerne at udnytter alle de forskellige muligheder i et økosystem optimalt, så alle tilgængelige ressourcer bliver omsat til fx produktion og skabelse af biomasse. Men samtidig er der mange sammenhænge, som man ikke kan forklare – ikke mindst i havet, hvor man ikke kan lave kontrollerede forsøg. Det gælder fx de højproduktive upwelling områder i havet, hvor der er en sindssyg høj fiske-biomasse men lav fiske-biodiversitet, fordi biomassen udgøres af meget få arter,” siger seniorforsker Martin Lindegren, Centre for Ocean Life, DTU Aqua.

Processerne i økosystemer er afgørende for, fx hvor meget protein havet kan producere til at brødføde verdens befolkning. Og de bestemmer økosystemernes evne til at tilpasse sig blandt andet klimaforandringer.

”Vores nuværende forståelse af biodiversitets rolle for økosystemer er i høj grad baseret på viden fra teoretiske beregninger og eksperimenter på land, hvor man kan lave forsøg i kontrollerede systemer, hvor man styrer antallet er arter, tilføjer en art og fjerner en art, og så ser på, hvad det betyder for fx produktion eller stabilitet i biomassen. Men den mulighed for at eksperimentere har man ikke i havet. Til gengæld har vi nogle helt unikke observationer af  plankton- og fiskesamfunds sammensætning fra forskellige steder i verden i internationale databaser, som vi kan bruge i det her projekt,” fortæller DTU Aqua-forskeren.

Blandt andet DTU’s havforskningsskibe Dana og Havfisken bidrager løbende til at indsamle data om fiskebestandene i havet, som bliver samlet i regionale og globale databaser.

”Fra disse databaser kan vi hente observationer af de faktiske forhold i havet og undersøge, hvordan ecosystem functioning varierer fra områder med høj biodiversitet til områder med lav biodiversitet, så vi kan finde mekanismerne bag. Observationerne giver os mulighed for at sammenligne hvordan eksperimenter og teori stemmer med det, som man rent faktisk finder i naturen,” forklarer Martin Lindegren, som forventer, at arbejdet også kan komme til at betyde en præcisering af begrebet biodiversitet og ecosystem functioning, ”som er store buzzwords i faget lige nu”:

”Måske er det vigtigste ved biodiversitet ikke antallet af arter, men snarere diversitet i form af stor genetisk spredning inden for arterne – eller i form af et bredt udvalg af forskellige karakterer, traits, og livsstrategier i økosystemet. Så det i virkeligheden er traits eller functional diversity, der er den afgørende form for biodiversitet i de her processer, ” vurderer Lindegren.

VILLUM FONDENS Young Investigators-program dækker en forskningsperiode på fire år og giver mulighed for at ansætte en post-doc og to ph.d.-studerende.

VILLUM FONDENS Young Investigators
Formålet med Young Investigators-programmet er at støtte særligt talentfulde, yngre forskere inden for teknisk og naturvidenskabelig forskning med ambitioner om at skabe egne, selvstændige forskningsprofiler. 
http://veluxfoundations.dk/da/teknisk-og-naturvidenskabelig-forskning/fokus-paa-yngre-forskningstalenter