Blåfinnet tun

Fire tun mærket i lørdags

tirsdag 28 aug 18

Kontakt

Kim Aarestrup
Professor
DTU Aqua
35 88 31 42

Kontakt

Brian MacKenzie
Professor
DTU Aqua
35 88 34 45

Det ses på billedet

Foto: Kim Birnie-Gauvin, DTU Aqua

En blåfinnet tun (længde = 265 cm; anslået vægt = 330 kg) bliver genudsat af forskere fra DTU Aqua den 25. august 2018. Fisken er forinden blevet mærket med et elektronisk mærke, der opsamler data om fiskens færden. Desuden er der taget biologiske prøver.

Mærkningsprojektet foregår cirka 15 sømil nord for Skagen.

Mens tunen er ombord på forskernes båd, skylles den konstant med saltvand over gællerne for at sikre ilttilførslen. Mærkningen og prøvetagningen tager 3-4 minutter, hvorefter tunen sættes tilbage i vandet.

Mærket er programmeret til at løsne sig efter et år, hvorefter data sendes tilbage til forskerne via satellitter.

Fakta om blåfinnet tun i Danmark

Blåfinnet tun kan veje op imod 725 kg, og var indtil for godt 50 år siden en hyppig gæst i danske farvande i sommer- og efterårsmånederne og var genstand for megen opmærksomhed og et meget berømt lystfiskeri i Øresund.

Hvert år blev der fanget mange tons tun, men i 1960’erne forsvandt de.

De seneste tre år er der så igen set tun flere steder.

DTU Aqua sætter igen i år i samarbejde med frivillige fiskere elektroniske mærker på blåfinnet tun i dansk farvand.

I lørdags stævnede en gruppe fiskere og forskere for første gang i år ud fra Skagen med det formål at mærke blåfinnet tun. Mærkerne er elektroniske sendere, der om et års tid vil kunne sende data til forskerne om fiskenes færden.

 

Allerede efter få timer på førstedagen blev den første fisk mærket og genudsat. Og så kørte det ellers slag i slag! I løbet af dagen blev i alt fire tun mærket og genudsat. Tunene var fra 240-265 cm lange og vurderes til at veje fra 250 til 330 kg.

 

Udover de fire, som blev mærket, var fire andre tun kroget. Tre af disse undslap, og en overlevede desværre ikke fighten. Den sidste er afrapporteret til den internationale tunkommission (ICCAT) og falder under dennes forskningskvote. Flere andre tun blev set springende i området.

 

Fiskeriet og mærkningsarbejdet blev aflyst søndag og mandag på grund af blæsende vejr og forventes at fortsætte, når vinden og bølgerne aftager. Jævnlige opdateringer af feltarbejdet kan læses på fiskepleje.dk.

 

Har tunen en fremtid i danske farvande?

Hvorfor er den blåfinnede tun vendt tilbage til vores farvande efter 50 års fravær? Hvor kommer fiskene fra, og hvor svømmer de hen efter deres besøg i sommer- og efterårsmånederne? Det er de spørgsmål, der ligger bag projektet. Formålet er at skaffe bedre forståelse af, fx hvordan faktorer som fiskeri, fødetilgængelighed og klima påvirker tunens opholdssteder og vandringsadfærd.

 

Mærkerne opsamler data om svømmedybde, lys og vandtemperatur. Disse data sendes via satellit tilbage til forskerne, når mærkerne falder af om 8-12 måneder. Dataene kan bruges til at beregne fiskenes vandring ved hjælp of matematiske modeller.

 

Flere tags giver flere data og mere solid viden
Det er andet år, der mærkes tun i dansk farvand. Sidste efterår blev der mærket 18 tun i samarbejde med forskere fra Sveriges Lantbruksuniversitet (SLU) og WWF.
Årets tunmærkning foregår i samme område i Skagerak, som sidste års tun blev fanget i.

 

"Sidste år fandt vi et område, hvor man med stor sandsynlighed vil kunne se og fange tun til mærkning. Derfor sejler vi ud i det samme område i år," siger projektleder Brian MacKenzie, DTU Aqua.

 

"For at få mest mulig viden om tunens færden, får vi brug for endnu flere data end dem, sidste års mærker kommer til at give os," siger Kim Aarestrup, DTU Aqua.


I alt deltager ca. 70 både i årets tunmærkningsprojekt, som forventes afsluttet d. 9 september, hvis vejret tillader det, og alle mærker bliver påsat. Ud over forskerne fra DTU Aqua, der både står for selve mærkningen af tunene og den efterfølgende behandling af data, deltager næsten 400 erfarne sportsfiskere i projektet, primært fra Danmark og Sverige.

 

"Dette projekt kunne simpelthen ikke lade sig gøre uden massiv hjælp fra de mange fiskere – det er ganske enkelt fantastisk!," siger PhD. studerende Kim Birnie Gauvin, DTU Aqua

 

Det er ikke tilladt at fange blåfinnet tun i danske farvande, men projektet har fået en dispensation.

 

Projektet gennemføres med støtte fra Nordisk Ministerråd.

 

Løbende opdateringer fra projektet kan følges her på fiskepleje.dk

 

English version at fiskepleje.dk