Torsken tåler det nye laserkamera

tirsdag 19 apr 16
|
af Line Reeh

Kontakt

Andre Visser
Professor
DTU Aqua
35 88 34 25

Læs mere

om projektet på www.utofia.eu

Et 3D-kamera baseret på laserlys kan se gennem tåge under vand. DTU har testet, om det generer torsken at blive filmet.

Når flyderigge eller rørledninger skal inspiceres, når omfanget af marint affald skal kortlægges eller når en fisker vil vide, om han har den ønskede størrelse fisk i sit trawl, ville det være smart, hvis man kunne se langt under vandet med et kamera. Som partner i et stort internationalt projekt er DTU med til at udvikle et avanceret 3D undervandskamera baseret på laser, der kan se gennem den evige tåge i dybet, der skyldes manglende lys og de mange partikler i vandet.

Teknologien anvendes allerede på land i bl.a. lufthavne, når det er tåget, og syv europæiske partnere samarbejder nu om at overføre teknologien til undervandsbrug, fortæller professor Andrere Visser, DTU Aqua, som koordinerer DTU’s bidrag til det EU finansierede projekt, Utofia.

”Kameraet kan se tre gange så langt som de hidtil bedste på markedet, og det kan overvåge 100 gange så stor en volumen vand. Det vil kunne bruges både i oliebranchen, ved inspektion af infrastruktur under vand, ved fiskeri, til miljøovervågning og til forskning. Med et 3D kamera monteret på en fjernstyret mini-ubåd, en såkaldt ROV (Remotely Operated Vehicle), kan man spare udgiften og faren ved at sende dykkere ned og slippe for at slæbe olieflyderigge i havn og bruge ustyrligt mange penge, når riggene skal efterses hvert andet år,” vurderer Andre Visser, DTU Aqua.

Photo: Mikal Schlosser

I samarbejde med projektlederne fra norske SINTEF har Andre Visser og Jane Behrens sammen med en studerende fra DTU’s Akvatisk Videnskab og Teknologi netop testet en prototype af det laserassisterede kameraet hos Den Blå Planet. Formålet var at undersøge, om laserlyset påvirker torsks fysiologi og adfærd. Ti torsk fik indopereret loggere, som målte deres hjerterytme, og samtidigt blev blev de filmet med bl.a. stereokameraer med tracking, der kan beskrive, hvordan fiskene fordeler sig i karret, og hvor hurtigt de svømmer, fortæller seniorforsker Jane Behrens:

”Når man udviklet et redskab som dette kamera, så skal man selvfølgelig sikre, at der ikke er utilsigtede skadevirkninger i forhold til de ting, man vil bruge det til. Vi er ikke helt færdige med analyserne, men indtil videre er der ikke noget i hverken målingerne af hjerteraterne eller fiskenes svømmeadfærd, der tyder på, at torskene blev forskrækkede. Vi ved fra mange studier, at hjerterytmen er en rigtig godt indikator for stress hos fisk. Umiddelbart virkede fiskene ret upåvirkede af laseren og svømmede tæt hen foran den, selvom den var tændt.”

Næste skridt bliver at teste kameraet i Øresund med DTU’s skib Havfisken.

Det færdige produkt kommer til at koste i omegnen af 20.000 euro. DTU deltager parallelt i et dansk projekt om udvikling af et simplere og mindre kamera beregnet til brug på f.eks mindre fiskefartøjer som redskab til at kontrollere om fiskeredskaberne går rigtigt i vandet og fisker optimalt.