Nyligt fundet bestand af ribbegople i Østersøen består udelukkende af dværge
Ribbegoplen Mertensia ovum er almindelig i arktiske farvande, hvor den kan blive op til 10 cm. For nylig blev arten også opdaget i Østersøen. Her har goplerne sandsynligvis levet i en tidslomme siden sidste istid, hvor de blev afskåret fra artsfæller andre steder.
I en artikel i det videnskabelige tidsskrift ”Biology Letters” fortæller ph.d.studerende Cornelia Jaspers og hendes vejleder Thomas Kiørboe, begge DTU Aqua, at bestanden af Mertensia ovum i Østersøen udelukkende består af knappenålshoved store "dværge" på højst 2 mm.
Forskerne ved ikke med sikkerhed, hvorfor dværg-goplerne er så små, men peger på, at naturlig selektion favoriserer tidlig kønsmodenhed frem for vækst, når dødeligheden er høj.
”Dermed kan det være en fordel for goplerne at bruge krudtet på at få næste generation sat i verden frem for på selv at vokse sig store,” siger Cornelia Jaspers.
Æg og larver, men ingen voksne
Bestanden af gopler består udelukkende af larver og ingen voksne gopler.
”På vores tretten månedlige moniteringstogter i Østersøen fandt vi til vores overraskelse mange æg og larver uden at støde på en eneste Mertensia ovum i voksen-stadiet,” fortæller Cornelia Jaspers, som forsvarer sin ph.d. om ribbegopler i Østersøen ved DTU Aqua den 14. maj 2012.
Ved laboratorieforsøg har DTU Aqua-forskerne vist, at larverne kan lægge æg allerede fra de er 0,7 mm lange, såkaldt pædagogenesis, og at dyrene forbliver larver hele deres liv. Det ser ud til, at larverne opretholder en selv-reproducerende bestand i Østersøen uden kontakt til artsfæller andre steder.
“Det blev beskrevet første gang allerede I 1892, at ribbegopler skulle være I stand til at formere sig allerede på larvestadiet, men blev aldrig bredt anerkendt og er siden glemt igen. Vores forsøg og observationer er de første som beskriver en ribbegoople-bestand som fornyr sig alene via reproduktion på larveniveau, ” fortæller Cornelia Jaspers.
Den berømte dræbergopler, Mnemiopsis leidyi, som også findes i Østersøen, er ligeledes en ribbegople. På larvestadiet er larver af Mnemiopsis og af Mertensia umulige at skelne fra hinanden, og det har krævet DNA-analyser at opdage dværg-goplerne i Østersøen.
Læs artiklen:
Cornelia Jaspers, Matilda Haraldsson, Søren Bolte, Thorsten B. H. Reusch, Uffe H. Thygesen and Thomas Kiørboe:
“Ctenophore population recruits entirely through larval reproduction in the central Baltic Sea” (pdf)
Biol. Lett. (2012), 1–4 doi:10.1098/rsbl.2012.0163
Yderligere oplysninger:
Ph.d.-studerende Cornelia Jaspers, DTU Aqua
coja@aqua.dtu.dk
Telefon: + 45 35883482
Mobil: + 45 61314579
Af Line Reeh