Modellerne
Bestandsvurderingsmodellerne - forskning, fakta og download
Det er statistikerne, matematikerne og modellørerne fra DTU Aqua, der har udviklet flere af de bestandsmodeller, som anvendes internationalt af Det Internationale Havforskningsråd ICES til at vurdere kommercielle fiskebestande i Europa hvert år.
Alle modellerne er open source og frit tilgængeligt software til download for forskere og forvaltere verden over. Målgruppen er fiskeriforskere og -forvaltere, staten/rådgivningen.
SAM (State-space Assessment Model) SAM-modellen er en af de mest udbredte aldersstrukturerede bestandsmodeller i ICES. Modellen estimere fiskebestandens størrelse og fiskeridødeligheden, men tager også højde for usikkerheden i data og estimater. I modsætning til andre modeller kan SAM automatisk fange ændringer over tid i fiskeriets selektivitet – altså hvor stor påvirkning fiskeriet har på forskellige størrelses og aldersgrupper.
Læs mere og kør modellen online med kode eller med brugernavn på StockAssessment.org
Open source-kode: SAM på GitHub
Kontakt: Anders Nielsen
SPiCT (Surplus Production in Continuous Time) SPiCT-modellen er udviklet til bestande med et mere begrænset datagrundlag. Den kan give pålidelige vurderinger af fiskebestande, selv når der findes relativt få data sammenlignet med mere datakrævende modeller. Modellen fokusere på den samlede biomasse i bestanden frem for detaljerede aldersgrupper og kan derfor levere robuste bestandsvurderinger, selv når de tilgængelige data er relativt sparsomme.
Open source-kode:SPiCT på GitHub
Kontakt: Casper W. Berg
SmsR har allerede været anvendt i forskellige versioner til en række bestandsvurderinger gennem mere end et årti. Det nye er, at den nu både er blevet meget mere nøjagtig, at den nu er dokumenteret videnskabeligt.
smsR (Stochastic MultiSpecies stock assessment model) SMS-modellen beskriver biologiske processer gennem året, herunder vækst, naturlig dødelighed, gydning og fiskeri, og kan kombinere data fra undersøgelser, der gennemføres på forskellige tidspunkter af året. Det gør smsR særligt velegnet til kortlivede arter, hvor der sker meget store ændringer i biologien i løbet af året. Modellen er udviklet som et fleksibelt open source-framework, der kan udvides med nye biologiske processer og datatyper i takt med, at bestandsvurderingerne bliver mere avancerede. SMS-modellen findes også i en flerartsudgave der bruges til at beregne den naturlige dødelighed (prædation fra rovdyr) for forskellige arter i Nordsøen og Østersøen.
Open source-kode: smsR på GitHub
Kontakt: Nis Sand Jacobsen