Collage med billeder fra Renata Gonçalves' forsøg med unge hummere. Foto: Renata Gonçalves

Ph.d.-forsvar om ernæringsmæssige behov hos tidlige stadier af europæisk hummer

mandag 15 nov 21

Kontakt

Kontakt

Ivar Lund
Seniorforsker
DTU Aqua
35 88 32 05

Den 23. november 2021 forsvarer Renata Gonçalves, DTU Aqua sin ph.d.-afhandling. Forsvaret kan overværes på DTU Aqua i Hirtshals og online. 

Den europæiske hummer er en vigtig art i havenes økosystemer og har ligeledes en væsentlig økonomisk betydning. Hummeren har været genstand for et intensivt fiskeri, især i 1960’erne og 70’erne, som har ført til tilbagegang i mange populationer. 

For at modvirke tilbagegangen er der iværksat forskellige programmer i Europa, hvor hummeryngel, som er klækket og opdrættet i akvakultur, udsættes i havet. Interessen for kommerciel produktion af hummer i akvakultur er også stigende. Rentabiliteten i produktionen udfordres imidlertid af flere forhold, bl.a. at hummerynglen generelt har en lav overlevelse og langsom vækst, og at der mangler egnet foder som alternativ til krill fra Antarktis, som anvendes i dag. 

Renata Gonçalves, DTU Aqua, har i sit ph.d.-studie undersøgt stofskifte og ernæringsmæssige behov hos de tidlige livsstadier af europæisk hummer gennem en række eksperimenter med forskellige stadier af hummerlarver og unge hummere og forskellige typer af foder og fodersammensætninger. 

I sin ph.d.-afhandling konkluderer Renata Gonçalves, at hendes resultater kan bruges som udgangspunkt for fremtidig udviklingen af foder til hummerlarver. For eksempel viser resultaterne, at fedt, især kolesterol og fosforlipider, er vigtige for larvestadierne, at behovet for kulhydrat stiger efter metamorfosen fra larve til ung hummer, samt at proteinbehovet bliver ved med at være højt gennem hele den tidlige udvikling. 

Den bedste fodersammensætning i eksperimenterne indeholdt 50 procent protein, 24 procent kulhydrat og 12 procent fedt. Denne kombination resulterer i en vækst og overlevelse på niveau med det, man ser, når hummerungerne fodres med krill. Resultaterne fra et forsøg med tilsætning af mel af rejeaffald til foderet virker også lovende. 

Om ph.d.-forsvaret

Renata Gonçalves forsvarer sin ph.d.-afhandling "Ontogenetic development and nutritional requirements in early life stages of the European lobster" tirsdag den 23. november 2021 kl. 11:00 på Zoom og i Auditoriet i Nordsøen Forskerpark, Willemoesvej 2, 9850 Hirtshals.

Vejledere

  • Hovedvejleder: Seniorforsker Ivar Lund, DTU Aqua
  • Medvejleder: Seniorforsker Manuel Gesto, DTU Aqua

Censorer

  • Seniorforsker Anne Johanne Tang Dalsgaard, DTU Aqua (formand)
  • Senior Animal Technician, Lead NACWO Adam Powell, Stirling University, UK
  • Tenured Scientist Erick Perera, Department of Aquaculture Institute of Marine Sciences of Andalucia, Spanien

Ordstyrer ved forsvaret

  • Seniorforsker Lars Flemming Pedersen, DTU Aqua
Få mere at vide

Et populærvidenskabeligt resume af afhandlingen kan hentes her (engelsk)

En pdf af afhandlingen kan fås pr. e-mail. Kontakt Karin Stubgaard, stub@aqua.dtu.dk.

Deltagelse i forsvaret via Zoom

Det er muligt at deltage i Renata Gonçalves' forsvar på Zoom:
https://dtudk.zoom.us/j/66463113448?pwd=SFdPQWZoYWtaR0R3a1QrQkp2UFppUT09

Vær venlig at gå ind i møderummet senest 10 minutter, før forsvaret starter. Alle deltageres mikrofoner burde være slået fra som udgangspunkt, men tjek gerne, at din mikrofon er slukket. Der vil blive givet instruktioner om forløbet ved forsvarets start.