Af Mikael Van-Deurs

Projekt Coastal Life skal bringe banker af muslinger og østers ​tilbage til Limfjorden

Fødevareproduktion

DTU Aqua er med i det landsdækkende 6-årige projekt Coastal Life, som Limfjordsrådet har søsat i et partnerskab med seks kommuner, fire universiteter, to statslige styrelser og store private aktører. Aquas opgave er at genetablere banker af muslinger og østers.

Coastal Life hedder det storstilede naturgenopretningsprojekt, der med 300 millioner kroner i ryggen over de næste 4-6 år skal hjælpe os mod biodiversitetskrise og stigende vandstand. DTU Aqua er med i projektet fra starten til at realisere indsatser i 2023.

For DTU Aquas vedkommende handler Coastal Life-projektet om at etablere biogene rev i den del af Limfjorden, der hedder Løgstør Bredning. Biogene rev er naturrev som fx banker af limfjordsøsters og blåmuslinger. Revene skal være en del af kystbeskyttelsen ud for holmene ved Vejlerne:

"Potentialet i Coastal Life er stort, fordi det omfatter hele kystzonen fra strandenge over holme til ålegræs, stenrev og biogene rev. Det gør det unikt i en dansk kontekst."
Jens Kjerulf Petersen

”Biogene rev er vigtige levesteder for mange smådyr og planter og øger dermed naturligt biodiversiteten, hvor de er. Men de kan forhåbentlig også medvirke til af forhindre erosion og beskytte ålegræsset,” siger Jens Kjerulf Petersen, professor og projektleder på DTU Aquas del af Coastal Life-projektet.

Det er Limfjordsrådet, der står i spidsen for Coastal Life. Hovedprojektet er finansieret med ca. 60 mio. kr. fra EU og 40 mio. kr. fra Ørsted, Aage V. Jensen Naturfond, Miljøstyrelsen og de involverede kommuner. Dertil kommer tilstødende vådområdeprojekter, der løfter det samlede beløb til 300 mio, kr.

De involverede kommer er Ålborg, Vesthimmerland, Jammerbugt, Thisted, Mariagerfjord og Nordfyn. Derudover består partnerskabet af de fire universiteter Aarhus Universitet, Aalborg universitet, Syddansk Universitet og DTU, Natur- og Miljøstyrelsen samt Ørsted, Ornit.dk, Norddanmarks EU-kontor og Limfjordsmuseet.

En størrelsesorden, man ikke tidligere har set

Baggrunden for Coastal Life-projektet er indsigten i, at natur, miljø og klima hænger sammen, og det gør løsningerne på dels biodiversitetskrisen og klimakriserne også.

Målet for Coastal Life er at restaurere og gendanne kyster, strandenge og lavvandede fjordområder i Danmark. Limfjorden, Mariager Fjord og Nærå Strand på Nordfyn danner rammen om Coastal Life, der skal skabe bedre forhold for naturen og klimaet.

Ud over etablering af biogene rev i Løgstør Bredning, som DTU Aqua står for, er nogle af værktøjerne i den store naturgenopretningsplan udplantning af ålegræs, etablering af stenrev og genskabelse af øer og holme.  Dertil skal de mange forskellige partnere sammen udvikle og efterfølgende overvåge indsatserne og formidle, hvordan det hele virker

”Potentialet i Coastal Life er stort, fordi det omfatter hele kystzonen fra strandenge over holme til ålegræs, stenrev og biogene rev. Dvs det er fra land og ud til et 3-5 meters vanddybde. Det gør det unikt i en dansk kontekst,” siger Jens Kjerulf Petersen og uddyber:

”Det tænker kystbeskyttelse ind i naturgenopretningen og ikke omvendt, hvor man først tænker kystbeskyttelse og derefter overvejer, hvordan det kan kombineres med naturgenopretning.”

Samlet set vil Coastal Life give en genopretning af flere hundrede hektar danske kystområder. Det er i en størrelsesorden, man ikke tidligere har set naturgenopretning.

Zoomer vi ind på den del, som DTU Aqua er med i i Løgstør bredning, er en af de arter, der vil nyde godt af naturgenopretningen stenbideren. Stenbideren gyder på lavt vand med stenet bund, og i det tidlige forår ankommer de gydemodne stenbidere til Limfjorden.

Det store perspektiv, som Coastal Life repræsenterer, kan du læse meget mere om på Limfjordrådets hjemmeside 

Læs DR.dk’s omtale af Coastal Life 

Vi vil løbende skrive nyheder om DTU Aquas indsatser i Coastal Life-projektet.

Foto: Mikael Van Deurs