Havets mikroskopiske kødædende planter

Professor Per Juel Hansen, Biologisk Institut, Københavns Universitet holder foredraget "Havets mikroskopiske kødædende planter" som en del af foredragsrækken "Livet i havet".

Der er gratis adgang til foredraget, som foregår på Geologisk Museum i København.

Foredragets indhold

De mikroskopiske alger trækker ofte overskrifter i nyhedsmedierne, når de blomstrer op om sommeren og lukker badestrandene eller fører til fiskedød. De er dog langt bedre end deres rygte og danner baggrund for alt liv i havet – de er havets græs. De senere års forskning har dog vist, at de ikke kun er ”planter”, som konkurrerer om lys og næringssalte – evolutionært set har mange af dem aldrig tabt evnen til at æde. Per Juel Hansen vil med videoklip give en indsigt i deres ofte barske verden og vise, at diversiteten af såkaldte ”alger” i høj grad er en funktion af deres evne til at æde og forgifte deres bytte.

Om foredragsrækken "Livet i havet"

Hvordan vil livet i oceanerne blive påvirket af ændringer i miljø og klima, og hvordan influerer disse ændringer på vores mulighed for at udnytte havets ressourcer? Dette er de overordnede spørgsmål i denne foredragssrække, som gives af forskere med tilknytning til forskningscenteret Centre for Ocean Life, VKR Centre of Excellence.

Foredragsrækken præsenterer den spændende biologi for livet i havet, der er fundamentalt anderledes end livet på landjorden, og som spænder fra de mindste mikroskopiske plankton-organismer til de største hvaler. Samtidigt beskriver foredragsrækken, hvordan viden om organismerne og deres vekselvirkninger på individ-niveau kan hjælpe os til at udvikle bedre modeller af havets økosystemer og forhåbentligt blive i stand til at forudsige konsekvenserne af menneskeskabte påvirkninger.

Andre foredrag i rækken

Centre for Ocean Life

Alle foredragsholderne er tilknyttet Centre for Ocean Life. Centre for Ocean Life er et tværfagligt forskningscenter, hvor biologer, fysikere, matematikere og kemikere studerer livet i havet og udvikler modeller af marine økosystemer med henblik på at kunne vurdere effekter af klimaændringer, fiskeri og andre miljøpåvirkninger. Centret er oprettet af Villum Fonden som et VKR Center of Excellence og engagerer studerende, post docs og forskere fra DTU, KU og RUC.

Læs mere om Centre for Ocean Life på centerets hjemmeside

Logo

 

Tidspunkt

man 17 nov 14
19:30 - 21:00

Arrangør

Selskabet for Naturlærens Udbredelse

Hvor

Geologisk Museum
Øster Voldgade 5-7
1350 København K