Torskens røde gælleorm ser ikke bare ubehagelig ud, den nedsætter også hjertets pumpeevne markant hos torsk og har dermed stor indflydelse på torskens sundhed, afgør ny undersøgelse.
Torskens røde gælleorm Lernaeocera branchialis er særdeles iøjnefaldende, når den som en stor blodfyldt blære toner frem under gællelåget på den friskfangne torsk. Men det har været et ubesvaret spørgsmål, om den velkendte snylter påvirker de fisk, som den bor på, eller ej. Nogle undersøgelser har vist, at stærkt inficerede torsk blev afmagrede, mens andre studier ikke har kunnet påvise nogen udtalt effekt.
For at få et bedre svar har seniorforsker Jane Behrens, DTU Aqua og professor Kurt Buchmann, KU, i samarbejde med kolleger fra Göteborg Universitet, taget en ny metode i brug, hvor de med en avanceret teknik har kunnet overvåge torskens hjerterytme.
Den nye undersøgelse slår fast, at snylteren er en overordentlig stor belastning for torsken, fortæller seniorforsker Jane Behrens, DTU Aqua:.
”Gælleormen forstyrrer torskens normale hjerterytme og nedsætter hjertets pumpeevne markant. Det gør det sværere for torsken at optage ilt og fordøje føde”.
Resultaterne er beskrevet i det seneste nummer af Aktuel Naturvidenskab og har været publiceret i Journal of Fish Biology.
Parasitterne har en begrænset levetid, måske omkring et år, men mens de snylter på torsken, reagerer fiskens immunsystem mod det store fremmedlegeme, og fiskens væv forsøger at indkapsle parasitdelene i fisken. Karsystemet bliver herved tilstoppet og stærkt fortykket og er sandsynligvis årsag til hjerteproblemerne.
Mens torsk uden parasitter har en let og ubesværet hjerterytme, så kan en eller to parasitter nedsætter hjertets pumpeevne markant, uddyber Jane Behrens, DTU Aqua:
”Snylterens fasthæftning og ændring af karsystemet bevirker, at torsken får svært ved at hæve sit iltoptag så meget som den plejer efter et måltid. Og det er et problem for fisken, der har brug for ilten til alle de processer, der er nødvendige for at opretholde livet, så som at nedbryde føden, optage næringsstoffer og opbygge væv.”
Forskerne kunne også vise, at selv gamle infektioner, hvor hovedparten af parasitten (de ydre dele) var bortfaldet, var nok til at skabe mislyde i hjertet.
Fiskeribiologiske modeller opererer endnu ikke med det meget komplekse og dynamiske samspil, der eksisterer mellem fiskene og deres parasitter, men det håber forskerne bag undersøgelsen kan blive anderledes i fremtiden.
”En undersøgelse som denne bidrager til vor forståelse af, hvorledes parasitter på godt og ondt indgår i det marine økosystem og kæder de forskellige niveauer i fødekæden sammen,” siger professor Kurt Buchmann, KU.
På sigt håber forskerholdet, at fremtidige fiskeribiologiske modeller kan komme til at inddrage snyltere som røde gællesnyltere, og fiskesygdomme generelt, da undersøgelser som denne viser, at fiskenes sygdomme kan spille ind på antallet og fordelingen af fisk i havet.
Dette er en redigeret version af en artikel bragt i Aktuel Naturvidenskab nummer 1, 2015.
Læs mere:
Læs Artiklen fra Aktuel Naturvidenskab nummer 1, 2015 (PDF)
Link til videnskabelig artikel i Journal of Fish Biology (, Issue 5, pages 1599–1606, May 2014)