Privatfoto

Statoil Prisen går til forskning i kemisk oceanografi

onsdag 21 mar 18

Kontakt

Colin Stedmon
Lektor
DTU Aqua
35 88 34 10

Om Statoil Prisen

Uddeles af Statoil Fonden og har til formål at støtte og fremme samfundsgavnlige formål, både af national, social, videnskabelig, erhvervsmæssig og human karakter. Prisen, som uddeles én gang om året, blev uddelt første gang i 1950 og er Danmarks ældste teknikpris.  Priskomiteen består af DTU’s rektor Anders Overgaard Bjarklev, professor Charlotte Scheutz fra DTU Miljø og professor Ole Sigmund fra DTU Mekanik.

Om Colin Stedmon

2015-: Centerleder for Dansk Center for Havforskning (DCH)
2011-: Lektor på DTU Aqua
2009: Seniorforsker ved Institut for Bioscience, Aarhus Universitet
2004: Forsker ved Danmarks Miljøundersøgelser
2004: Ph.d.-grad fra Københavns Universitet
1997: Kandidatuddannelse fra Center for Oceanografi ved Southampton Universitet, England

Colin Stedmon modtager Statoil Prisen 2018 for sin internationalt anerkendte forskning i havets kemiske sammensætning.

Lektor Colin Stedmon fra DTU Aqua har fået tildelt Statoil Prisen på 100.000 kr. for sine bidrag inden for forskningsfeltet kemisk oceanografi. Kemisk oceanografi er videnskaben om havets kemiske sammensætning og transporten af de kemiske stoffer i vandmiljøet.

Prisuddelingen fandt sted fredag den 9. marts i Nationalmuseets festsal, hvor en stor del af de tidligere prismodtagere var mødt op for at fejre Colin Stedmon. Blandt de tilstedeværende var prismodtagere helt tilbage fra 1964 og 1968.

Colin Stedmon forsker i biogeokemi, og hvordan næringsstoffer og organisk stof opfører sig i akvatiske økosystemer. Han arbejder også med biooptik og fotokemi og bruger kemiske sporstoffer og deres lysegenskaber i vand til at beskrive de forskelige stoffers kemi, og hvor de stammer fra.

Når permafrosten tør

Aktuelt er Colin Stedmon blandt andet involveret i et EU-finansieret projekt (NUNATARYUK), der undersøger, hvad der sker med det organiske kulstof, der er bundet i permafrosten i Arktis, når den ellers evigt frosne jord begynder at tø som følge af stigende globale temperaturer.

Kulstoffet bliver transporteret med smeltevand ud i havet, men hvad sker der derefter? Bliver det organiske kulstof omdannet til CO2, som ender i atmosfæren? Synker kulstoffet ned og bliver begravet i havbunden? Eller bliver det transporteret videre ud i Nordatlanten?

Colin Stedmons forskning er baseret på studier i felten, bl.a. med DTU’s havforskningsskib Dana, samt på eksperimentelt arbejde i laboratoriet og modelleringsstudier, og der er tæt samarbejde med de tilgrænsende fagområder fysisk og biologisk oceanografi.

http://www.aqua.dtu.dk/nyheder/nyhed?id=3C81417F-7239-4079-854E-9F43A242960A
23 JULI 2018