Risikoen for iltsvind mm. i stedet for genopretning
DTU Aqua har arbejdet med naturgenopretning i ferskvand i årevis og fulgt den seneste udvikling tæt.
Forskerne peger på, at man risikerer at skabe nye problemer, hvis ikke vandløbene samtidig bliver genoprettet som naturlige økosystemer.
Her nævner Bjarke Dehli en række risici i form af for dårlige passageforhold for vandrende fisk, manglende fysisk variation og lavt iltniveau eller sågår iltsvind.
Iltsvind har man netop allerede set flere steder i forbindelse med ådalsprojekter.
Det er heller ikke usædvanligt, at kommunerne efter et ådalsprojekt fortsætter med skadelig grødeskæring af de vandplanter, som kan være en forudsætning for, at fisk kan trives optimalt i vandløbene.
Forvaltere under pres – risikoen for halve løsninger
Konsekvensen er, at kommunerne i stor stil arbejder på at genetablere vådområder med henblik på at reducere CO2-udledning og næringsstoffer – men uden nødvendigvis at forbedre levevilkårene for fisk og de mange andre sårbare arter i vandløbene og i ådalen.
Bag udviklingen ligger blandt andet Den Grønne Trepartsaftale og EU’s vandrammedirektiv og Vandområdeplanerne 2021-2027, som tilsammen lægger pres på kommunerne om at levere konkrete resultater inden for få år.
Samtidig er der store ændringer i gang i arealanvendelsen, hvor landbrugsjord tages ud af drift og omdannes til blandt andet vådområder.
Men ifølge Bjarke Dehli er systemet ikke indrettet til den type gennemgribende forandringer over night.
Brug for den rette planlægning
“Vi risikerer at fortsætte med det, man kan kalde halvdårlige restaureringer, samtidig med at der kan være større og bedre løsninger på vej med den rette planlægning og helhedstænkning,” siger Bjarke Dehli.
Til eksempel sidder flere kommuner lige nu og skal træffe beslutning, om de vil gennemføre et vådområdeprojekt i den ene tilskudsordning for så at komme ud til de samme lodsejere om et par år og lave vandløbsrestaurering med den anden tilskudsordning.
Det burde jo være oplagt, at tilskudsordningerne kan støtte hinanden, så man kan få lavet det optimale projekt i første forsøg og med en mere robust projektøkonomi.
Genopret de naturlige økosystemer
Hovedbudskabet fra DTU Aqua er det klare, at naturgenopretning i forbindelse med vandløb og ådale skal planlægges med udgangspunkt i, hvordan et naturligt vandløb fungerer.
Hæver man blot vandstanden i ådalen, giver det ikke i sig selv flere fisk eller bedre vandløbsnatur.
En helhedsorienteret indsats indebærer blandt andet:
at fjerne spærringer korrekt
at udnytte vandløbets naturlige fald
at genskabe kontakten med ådalen
at genskabe gydestryg
at sikre stor variation og gode opvækstområder
at reducere indgreb som grødeskæring og oprensning.
Med andre ord opfordrer forskerne til, at forvalterne flytter fokus fra enkeltmål til helhed – og den ægte vilde succes i det er, at hvis man genopretter rigtigt, så klarer naturen resten selv:
”Hvis forholdene er i orden, så kommer fiskene som regel tilbage af sig selv – de er der nemlig allerede men desværre kun i et fåtal! De mangler nemlig gode levesteder, fri passage og en god vandkvalitet,” siger Bjarke Dehli.
En historisk mulighed
”Det kræver aktiv planlægning at kombinere klima og biodiversitet. Synergierne opstår ikke nødvendigvis automatisk, primært fordi vores landskab er så reguleret, at de fleste naturlige dynamikker og processer er sat ud af kraft,” siger Bjarke Dehli.
Aldrig har der været så stort politisk fokus på naturgenopretning i Danmark og dermed så mange midler afsat. Ifølge forskerne er det en historisk chance for at skabe reelle forbedringer for både klima, havmiljø og biodiversitet.
Men det kræver, at kommunerne tænker i helheder og at tilskudsordningerne kan understøtte det:
“Det er afgørende, at man husker at tænke biodiversitet og fisk ind helt fra starten – ikke som et tillæg bagefter,” understreger Bjarke Dehli.