Velux Fonden og Havnaturfonden bekendtgjorde i slutningen af januar, at de med en fælles, stor, ny bevilling sammen vil sikre, at Nationalt Center for Marin Naturgenopretning kan fortsætte og udvikle sit arbejde – 20 mio. kroner over de næste år fra 2026 til 2030 får centret:
”Den fornyede bevilling er virkelig vigtig for, at vores viden og erfaringer kan bringes videre til myndigheder og private aktører på området,” siger en af centerlederne og professor ved DTU Aqua Jens Kjerulf Petersen og uddyber:
”Det betyder meget for DTU Aqua, fordi vi i centret kommer tættere på den forskning, der udføres på andre institutioner. Det giver os ny viden og yderligere samarbejdsmuligheder.”
Ifølge Jens Kjerulf Petersen har Nationalt Center for Marin Naturgenopretning fået en central rolle i Danmark og vist sig som en super platform for samarbejde mellem leverandørerne af ekspertviden Syddansk universitet, Aarhus Universitet og DTU Aqua samt kommunerne repræsenteret ved Limfjordsrådet – sammen udgør de ledelsen i Center for Marin Naturgenopretning.
Samlet viden står stærkere
En af de erfaringer man i Nationalt Center for Marin Naturgenopretning har gjort sig er, at universiteternes rådgivning har større vægt, når man samler den, end når man står hver for sig.
DTU Aqua indgår på lige fod med de andre partnere og deltager derfor også i alle indsatsområder, fortæller Jens Kjerulf Petersen:
”Det er en del af filosofien i centret, at løsningen af de enkelte opgaver skal ske på tværs af institutionerne, så vi drager nytte af vores forskellige erfaringer. Det er helt sikkert også en del af succesen fra centrets første periode.”
Med den fornyede bevilling kan centret fortsat være centrum for at samle den viden, der er ude hos de deltagende institutioner. Det handler i den førstkommende tid konkret om fortsat udvikling af centrets ’decision support tool’ og vejledninger til naturmonitorering.
Nye områder og demokratisk borgerinddragelse
Nationalt Center for Marin Naturgenopretning har siden 2022 levereret den viden, som gør det muligt for staten, kommuner, foreninger og lokale ildsjæle at gennemføre forskellige typer af marin naturgenopretning af bl.a. stenrev, ålegræs og muslingebanker.
Med den nye bevilling fra Velux Fonden og Havnaturfonden får man også mulighed for at udvikle nye indsatsområder. Her kommer den grønne omstilling ind i billedet – centret vil i den nye periode også undersøge sameksistensen mellem infrastrukturanlæg som offshore vind og naturgenopretning.
Herudover vil centret i de kommende år se på, hvordan man kan måle effekterne af de konkrete indsatser, som centret sætter i værk. Og så varetager centret en del formidlingsopgaver, hvor demokratisk borgerinddragelse er et vigtigt tiltag, der skal øge centrets internationale synlighed.
Hvornår kommer vi til at høre om resultater fra igangværende eller nye projekter i Nationalt Center for Marin Naturgenopretning?
”Der bliver løbende publiceret resultater på centrets hjemmeside (LINK), så jeg vil bare opfordre til at følge med der. Derudover skal vi deltage i flere forskellige arrangementer og fora i den kommende tid, hvor centrets forskning også vil blive synlig,” siger Jens Kjerulf Petersen.
For DTU Aquas vedkommende har marin naturgenopretning i årevis været et fokusområde, og på det Dansk Havforskermøde, der lige er løbet af stablen over tre dage i januar, var DTU Aqua rigt repræsenteret med oplæg om forskellige naturgenopretningsprojekter i havet under konferencens tema Naturgenopretning. Så den viden og de kompetencer man kan byde ind med i centret i de kommende år er brede og solide.
Se Center for Marin Naturgenopretnings hjemmeside.