Hands helding flat oyster. Photo: DTU Aqua

Ph.d.-forsvar om den genetiske struktur hos limfjordsøsters

fredag 23 jun 23

Kontakt

Homère J. Alves Monteiro
Ph.d.-studerende

Kontakt

Jakob Hemmer Hansen
Seniorforsker
35 88 31 47

Finansiering

Ph.d.-projektet blev finansieret af EU Interreg MarGen II-projektet.

Video om ph.d.-projektet

Den 4. juli 2023 forsvarer Homère J. Alves Monteiro sin ph.d.-afhandling. Forsvaret kan følges online eller på DTU i Silkeborg.

Den europæiske fladøsters, også kaldet limfjordsøsters, er den eneste hjemmehørende østers i Europa. Den er udbredt over hele det europæiske kontinent og er en fødevareressource med et meget lavt CO2-aftryk, samtidig med at den bidrager til et sundt havmiljø. Overfiskeri, ødelæggelse af levesteder og dødelige parasitsygdomme betyder imidlertid, at de vilde bestande er mindre udbredte end tidligere og udryddet nogle steder.

Når man forsøger at genoprette bestandene, f.eks. ved at udsætte østers, er det nødvendigt at kende artens genetiske struktur, så man kan tage højde for genetisk mangfoldighed og tilpasning til bestemte lokaliteter. Det kan f.eks. være vigtigt, hvis nogle østers er mindre modtagelige overfor parasitter end andre.  Genetiske ændringer under opdræt af østers kan også påvirke biodiversiteten i naturen, når de opdrættede østers udsættes. 

I sit ph.d.-projekt på DTU Aqua har Homère J. Alves Monteiro deltaget i arbejdet med at kortlægge et høj-kvalitetsgenom for europæisk fladøsters. Dette var afgørende viden for hans videre arbejde med vilde og opdrættede østerspopulationer med særligt fokus på østers i Skandinavien. Næsten 1000 østers, hovedsageligt fra vilde populationer, blev DNA-sekventeret, og artens genetiske struktur på tværs af dens udbredelse er nu beskrevet. En væsentlig opdagelse var identifikation af en unik og hidtil ukendt genetisk gruppe af østers langs den norske vestkyst, hvilket illustrerer artens rige genetiske mangfoldighed og tilpasninger til lokale forhold. 

I en anden del af ph.d.-projektet har Homère J. Alves Monteiro undersøgt reproduktionssuccessen – set fra et genetisk perspektiv – hos østers, som bliver opdrættet i klækkerier. Forsøgene viste, at et relativt lille antal moderøsters typisk producerer størstedelen af afkommet, hvilket mindsker den genetiske diversitet. Dette fund har afgørende betydning for, hvordan man bør opdrætte østers, og understreger vigtigheden af at bevare genetisk diversitet i klækkerier. 

Endelig har Homère J. Alves Monteiro undersøgt, hvordan fangenskab påvirker genetikken hos opdrættede østers sammenlignet med deres vilde ophav. Resultaterne viser, at der er store genetiske forskelle mellem de opdrættede og vilde østers allerede efter et par generationer.

Om ph.d.-forsvaret

Homère J. Alves Monteiro forsvarer sin ph.d.-afhandling "Applied population genomics in the native European flat oyster (Ostrea edulis)” tirsdag den 4. juli 2023 kl. 13:00 på Zoom og på DTU Aqua, Vejlsøvej 39, 8600 Silkeborg. 

Vejledere

  • Hovedvejleder: Seniorforsker Jakob Hemmer Hansen, DTU Aqua
  • Medvejleder: Seniorforsker Dorte Bekkevold, DTU Aqua
  • Medvejleder: Seniorforsker Camille Saurel, DTU Aqua

Censorer

  • Professor Einar Eg Nielsen, DTU Aqua (formand)
  • Lektor Matthew P. Hare, Cornell University, USA
  • Leder af forskningsenhed Pierre Boudry, IFREMER, Frankrig

Ordstyrer ved forsvaret

  • Lektor Christian Skov, DTU Aqua
Få mere at vide

En kopi af afhandlingen kan fås ved henvendelse til Homère J. Alves Monteiro, homerejalvesmonteiro@gmail.com

Sådan deltager du i forsvaret

Fysisk

Alle er velkomne til at deltage i Homère J. Alves Monteiros ph.d.-forsvar på DTU Aqua, Vejlsøvej 39, 8600 Silkeborg.

 

Online

Forsvaret kan følges online på Zoom via dette link: https://dtudk.zoom.us/j/64857867263
Vær venlig at gå ind i møderummet senest 10 minutter, før forsvaret starter. Alle deltageres mikrofoner burde være slået fra som udgangspunkt, men tjek gerne, at din mikrofon er slukket.

 

Tidspunkt

Tirsdag den 4. juli 2023 kl. 13:00-16:00.