Og vinderen er …

fredag 20 maj 22

Kontakt

Wolfgang Kunther
Lektor
DTU Sustain
45 25 17 52

Kontakt

Jon Christian Svendsen
Seniorforsker
DTU Aqua
93 51 16 63

Living Ports-projektet

Projektet har modtaget støtte fra EU's Horizon 2020 forsknings- og innovationsprogram.

Læs mere på Living Ports-projektets hjemmeside (på engelsk)


Living Ports logo

Projekter for studerende

Studerende, som gerne vil lave et projekt under Living Ports-projektet, er velkomne til at kontakte

Læs mere i DTU's projektbank

Living Ports-projektet, som er et konsortium af DTU-forskere og virksomheden Econcrete, vinder bæredygtighedspris.

Projektet Living Ports, som udføres i Vigo i Spanien, har vundet den internationale havneorganisations bæredygtighedspris, International Ports and Harbors Sustainability Award 2022, i kategorien Infrastuktur. Prisen blev uddelt i forbindelse med World Ports Conference den 16.-18. maj 2022 i Vancouver i Canada.

Med prisen anerkendes Living Ports-projektet som en pioner inden for havneindustrien med sine forskelligartede initiativer til at udvikle en mere bæredygtig havneinfrastruktur.

"Det er en dejlig overraskelse, og jeg håber, at vi ved at vinde denne pris vil være i stand til at skabe større opmærksomhed om vigtigheden af at inddrage naturen i store infrastrukturprojekter," siger Tim Wilms, som er postdoc og en af tre forskere fra DTU, der deltager i Living Ports-projektet.

Seniorforsker ved DTU Aqua Jon C. Svendsen supplerer: 

"Denne pris er et vigtigt budskab: Vi håber, at havne vil blive forvandlet til blå parker med masser af sunde rekreative muligheder, der tilgodeser fisk og biodiversitet. Folk begyndte at skabe grønne parker for evigheder siden – Central Park i New York stod færdig i 1876. Jeg håber, at der vil komme mange blå parker fulde af fisk og sund biodiversitet i de kommende år."

Visionen: Biodiversitet i byggeriet

Samspillet mellem byggeri og biodiversitet i havne er visionen for Living Ports-projektet.

Ifølge konsortiet bag projektet er det udviklet for at skabe en fundamental ændring indenfor kyst- og havneinfrastruktur ved at skifte fra forældet "gråt" byggeri og hen imod infrastruktur, der inkluderer naturen. Det vil have både strukturelle, miljømæssige og samfundsøkonomiske fordele.

Projektleder og lektor Wolfgang Kunther fra DTU Sustain er den tredje af de tre forskere fra DTU i projektet. Han forklarer:

"Indtil i dag har ingeniørprojekter sjældent haft fokus på at inddrage levesteder for marine organismer i industrihavne. Kernen i Living Ports-projektet er derfor spørgsmålet om, hvorvidt vi kan skabe tekniske løsninger, der gør det rentabelt at foretage de forventede merinvesteringer til at inkludere naturen i designet gennem en forlænget levetid af byggeriet, forbedret biodiversitet og fordele for lokalbefolkningen."

Living Ports-projektet omfatter et unikt observatorium under vandet. Det vil blive fortøjet foran betoninstallationen for at invitere alle til at følge det nyudviklede habitat i nærheden af Vigos bymidte (se billederne øverst på siden).

Hvorfor endte Living Ports med at vinde prisen?

"Vores projekt støtter og udfolder en ny verden for mennesker. De fleste er vant til at gå forbi en havn uden at kende de smukke og interessante væsener, der måske gemmer sig under vandoverfladen," siger Jon C. Svendsen og peger på to hovedmål:

"Vi vil gerne få livet under overfladen til at trives, og vi vil gerne vise det frem for alle. Det minder om, hvis nogen sagde: "Her er en ny dimension til dig, som du kan gå på opdagelse i!".

Jon C. Svendsen mener, at projektet har potentiale til at stimulere lignende fiske- og biodiversitetsprojekter i mange andre havne. Han fortæller, at folk i København allerede spørger: "Hvorfor laver I ikke sådan et projekt i Danmark?".

Et bredt sammensat konsortium

Living Ports-projektet er skabt af Econcrete – en byggevirksomhed, der laver naturinkluderende betonelementer for at tiltrække og understøtte livet i havet ved havne og kystbeskyttelse i samarbejde med DTU Aqua-forskerne Tim Wilms og Jon C. Svendsen og DTU Sustain-forsker Wolfgang Kunther. Med i konsortiet er også Cardama Skibsværft, der ligger i Vigo, og havnemyndigheden i Vigo.

"Det er spændende at arbejde med et så mangfoldigt konsortium. Jeg tror, at integrationen af tilgængelig viden blandt de forskellige partnere kombineret med vores mål om at øge offentlighedens bevidsthed om vigtigheden af naturinkluderende infrastruktur er en særlig styrke ved projektet, som i sidste ende kan have hjulpet os med at vinde denne pris," siger Tim Wilms.

Hvad betyder prisen for det videre arbejde?

"Vi håber, at fremtiden vil rumme en række af disse naturinkluderende designløsninger i mange havne, så der bygges bro mellem vores transportbehov og infrastrukturer og naturen," siger Wolfgang Kunther.