Foto af Pernille Bak Andreasen og Jonas Clemens

”Det hjælper mig med at finde den rette hylde at være i praktik hos den førende i fiskeribranchen”

fredag 01 apr 22

Kontakt

J. Rasmus Nielsen
Professor
DTU Aqua
35 88 33 81

Kontakt

Læs om uddannelsen

Læs om diplomingeniøruddannelsen i Fiskeriteknologi på DTU.

Uddannelsen er rettet mod arbejdet som fiskeriingeniør med fokus på hele værdikæden fra livet i havet over fiskeri og fangst til fødevareproduktion og ­teknologi samt bæredygtig forvaltning af fisk og skaldyr.

 

Studerende Pernille Bak Andreasen har i dette forår byttet bøger og opgaver ud med rigtige fiskeprodukter, der skal kvalitetssikres og sælges til os forbrugere. Hun er i praktik på Royal Greenland som en del af uddannelsen til diplomingeniør i Fiskeriteknologi – og hun er begejstret.

Når studerende Pernille Bak Andreasen i dette forår er i gang med sin uddannelse til diplomingeniør i Fiskeriteknologi, foregår det ikke med bøger og projekter. Det foregår på Royal Greenland i Svenstrup. Det er den virkelige verden, det er hands-on, og Pernille er hver dag med til at kvalitetssikre og udvikle nye produkter – for Pernille er i fuld gang med sin praktik på Royal Greenland.

”Det hjælper mig med at finde den rette hylde at være i praktik hos den førende virksomhed i fiskeribranchen i Grønland. Og det glæder mig, at jeg kan få lov til at være med til at maksimere værdien af de marine ressourcer, såsom fisk og skaldyr, som man fanger i Nordatlanten, til gavn for de lokale samfund og grønlands økonomi,” siger Pernille.

"Jeg kontaktede koncernen, og Royal Greenland i Svenstrup var hurtige til at vende tilbage til mig og tilbyde mig en praktikplads inden for få dage."
Studerende Pernille Bak Andreasen

Hvordan hjælper praktikken dig med at finde din rette hylde?

”Som studerende skal man kunne rumme en masse forskellig information på én gang, f.eks. når man har fem kurser om ugen, der stikker i øst og vest. Men her i praktikken får jeg en mulighed for at fordybe mig og udvikle kompetencer inden for specifikke emner.”

”Jeg er stadig her på 6. semester interesseret i alle de facetter, som uddannelsen har at byde på. Derfor er jeg ikke i tvivl om, at det hjælper mig meget at komme ud i ”den virkelige verden” og opleve, hvordan man løser problemerne her,” siger Pernille.

Praktikken på Fiskeriteknologi-uddannelsen ligger typisk i 6. semester og varer et halvt år. Det er 20 uger og 100 dages fuldtidsarbejde.

Grønland i uddannelsen

Vi spurgte Pernille, hvordan hun synes, at det hun lærer på studiet hænger sammen med den virkelighed, hun møder i praktikken?

”Jeg synes helt bestemt, at jeg kan bruge min uddannelsesmæssige baggrund her i praktikken. Det er også en kæmpe fordel, at jeg har boet i Sisimiut før i forbindelse med uddannelsen og har været på Royal Greenland-fabrikken en del gange og set nogle af de andre fabrikker, der er rundt omkring i landet.

Derfor vidste jeg, hvordan de forskellige indhandlinger og produktionsprocesser fungerede, allerede inden jeg startede i praktik,” fortæller Pernille.

Diplomingeniøruddannelsen i Fiskeriteknologi foregår de første 1 ½ år i Sisimiut i Grønland. Derfor er studerende, der søger praktik på virksomheder i Grønland allerede bekendt med mange ting højt mod Nord:

”Det er helt sikkert også en fordel, at jeg ved, hvordan kvote og- management systemet foregår i Grønland, da det i sidste ende har indflydelse på, hvilke nye tiltag der tages i koncernen, og hvilke udviklingsprojekter der er relevante at starte op,” siger Pernille og kommer begejstret i tanker om en af de oplevelser, der også kan ske under studieliv og praktik i Grønland:

”Jeg er faktisk den eneste her i min afdeling, der har været ude at sejle med brøndbåden i Maniitsoq!”

”De ville rigtig gerne have os i praktik”

Praktikpladserne søger de studerende selv i samråd med studieleder og relevante lærere på uddannelsen. Der tilknyttes en intern lærer og en ekstern vejleder til praktikken.

”Praktikforløbet er ingeniørarbejde i den virkelige verden. Det er en unik mulighed for at afprøve og anvende det, diplomingeniøren har lært på studiet i en ingeniørmæssig kontekst,” siger Rasmus Nielsen, der er studieleder på Fiskeriteknologi og uddyber:

”Her får den studerende en værdifuld indsigt i, hvad hendes eller hans rolle bliver, når hun eller han som færdiguddannet diplomingeniør kommer ud på arbejdsmarkedet.”

Pernille tilføjer:

”Selvom jeg har en masse erfaring om fiskeriet og produktionen i Grønland, så er det bare noget andet at opleve det fra producentens vinkel og med udviklings- og kvalitetsbrillerne på.”

Pernille blev selv introduceret til Royal Greenland, da hun studerede i Sisimiut:

”Jeg blev klar over, at de rigtig gerne ville have os i praktik, da jeg var på studietur i Nuuk. Jeg kontaktede koncernen, og Royal Greenland i Svenstrup var hurtige til at vende tilbage til mig og tilbyde mig en praktikplads inden for få dage.”  

Drømmen om at bidrage med viden om de sårbare ressourcer

Når Pernille Bak Andreasen en dag er færdiguddannet diplomingeniør i Fiskeriteknologi, drømmer hun om at arbejde i Grønland eller et andet sted i Arktis, hvor der er mulighed for at bidrage med viden om den store diversitet og de sårbare ressourcer, der er til rådighed netop her:

”Det kan være inden for både management, processering, rådgivning og ja, det er stadig svært for mig ikke at se mig selv inden for alle områderne, da jeg synes, det hele er så spændende!”, siger Pernille.

”Jeg håber på, at jeg kan være med til at gøre en forskel inden for fiskeribranchen og på den ene eller den anden måde, at skabe et samspil mellem økologi, sociologi og økonomi, når de marine ressourcer udnyttes. Jeg ved også, at praktikken her er med til at give mig en masse nye kompetencer, som jeg kan bruge i mit fremtidige arbejde en dag.”

Pernille valgte Fiskeriteknologi, fordi hun altid har interesseret sig for havet, og den måde det bliver brugt på:

”Siden jeg var barn, har jeg elsket det marine miljø. Så snart jeg var gammel nok til at dykke, gjorde jeg det. Jeg vidste fra starten, at studiet ville blive hårdt, men også at jeg bagefter ville have fået alle de kompetencer, jeg har brug for i mit fremtidige arbejde. Jeg har derfor valgt uddannelsen 100% med hjertet,” slutter Pernille.

FOTOS: Pernille Bak Andreasen og Jonas Clemens

# Se også miniinterviewet med Pernille Bak Andreasen om hendes valg af Fiskeriteknologi på DTU Aquas Instagram.

Studerende Pernille Bak Andreasen