Nina Overgaard Therkildsen, ph.d. fra DTU Aqua og en af vinderne af Ph.d. Cup 2013. I sit ph.d.-projekt har Nina Overgaard Therkildsen undersøgt, hvordan torsk har reageret på ændringer i klima og fiskeri over det seneste århundrede. Foto DR.

Ung DTU Aqua-forsker til Ph.d.Cup

mandag 13 maj 13
|
af Line Reeh

Fiskegenetiker Nina Overgaard Therkildsen vinder pris for sin evne til at formidle forskning i torsk og miljøforandringer. Kåringen sendes på DR2.

Nina Overgaard Therkildsen, ph.d. fra DTU Aqua, er en af to naturvidenskabelige vindere af Ph.d.Cup 2013. Prisen gives for bedste formidling af en afsluttet ph.d.-afhandling.  

Nina Overgaard Therkildsen hædres sammen med de øvrige vindere fra humaniora, sundhedsvidenskab og samfundsvidenskab ved et stort kåringsshow i DR’s koncerthus tirsdag den 14. maj, hvor vinderne, for åben skærm og på kun tre minutter, vil få lejlighed til at præsentere resultaterne af og perspektiverne i deres forskning. Kåringen sendes på DR2 den 20. maj 2013.

En torsk er ikke bare en torsk

I sit ph.d.-projekt har Nina Overgaard Therkildsen undersøgt i hvilken grad, torsken vil være i stand til at tilpasse sig ændrede klimaforhold. Det har hun gjort ved at anvende de nyeste teknikker inden for genom-forskning. Ved at sammenligne dna fra nulevende fisk med historiske prøver har hun blandt andet kortlagt ændringer i torskepopulationens udbredelse ved Grønland, som er blandt torskens nordligste udbredelsesområder.

Nina har under sine ph.d.-studier været tilknyttet DTU Aquas fiskegenetik-gruppe i Silkeborg, hvor hun har haft professor Einar Eg Nielsen som vejleder.

Regn af priser

Nina Overgaard Therkildsen er ikke helt uvant med at vinde priser. Den unge forsker modtog i 2011 et Eliteforsk-rejsestipendium fra Videnskabsministeriet. Og i oktober 2012 blev hun hædret med DTU's Young Researcher Award for sin ph.d.-afhandling "Insights from the past. Retrospective monitoring of genetic variation in Atlantic cod (Gadus morhua)", som hun forsvarede den 17. august 2012.

Nina Overgaard Therkildsen er p.t. tilknyttet Stanford Universitetet i USA som post.doc, hvor hun med et toårigt post doc-stipendium fra Villumfonden fortsætter sit pionerarbejde med at undersøge, hvordan man kan bruge genom-forskning til at få svar på, hvordan fiskeri påvirker evolutionen på mikroniveau.

Om Ph.d.Cup:

Hvert år bliver der skrevet omkring 2000 ph.d.-afhandlinger ved de danske universiteter. De otte vindere af Ph.d.Cup’en er udvalgt på baggrund af en formidlingstekst, som de har skrevet med udgangspunkt i deres beståede afhandling. De danske universiteter har i alt indsendt 35 forslag, heraf seks fra DTU, som en dommerkomité bestående af modtagere af Forskningskommunikationsprisen har udvalgt otte vindere blandt.

Ph.d. Cup er et samarbejde mellem Information, Danske Universiteter, DR og Lundbeckfonden. Første Ph.d.Cup blev afholdt i 2012.

 ”En stor del af den forskning, der sker på danske universiteter, udføres af ph.d.-studerende, så det er rigtig vigtigt at de nyudklækkede ph.d.er er gode til at kommunikere om deres viden. De otte vindere demonstrerer, at der er masser af talent for forskningskommunikation på de danske universiteter,” siger Maja Horst, formand for Ph.d. Cups dommerkomité og institutleder ved Institut for Medier, Erkendelse og Formidling, Københavns Universitet i en pressemeddelelse, da de otte vinderes navne blev offentliggjort.

Se mere:

Læs Nina Overgaard Therkildsens vindertekst her:

http://phdcup.dk/wp-content/uploads/2013/03/Tekst1.pdf

Se og hør Nina Overgaard Therkildsen fortælle om sit ph.d projekt i DRs Danskernes Akademi (video, 3:12 min):

http://www.dr.dk/DR2/Danskernes+akademi/Ph.d._Cup_2013/Programmer/Afsloeringer_fra_fortiden.htm

Se videoer med samtlige Ph.D-Cup 2013 vindere her:

http://www.dr.dk/DR2/Danskernes+akademi/Ph.d._Cup_2013/Forside.htm

Artikel: Dna-test hjælper grønlandske torsk. Profilmagasinet Dynamo 32, marts 2013 og aqua.dtu.dk

http://www.aqua.dtu.dk/Nyheder.aspx?guid=%7BD3E6128E-8231-4AEC-941F-8462C6F6195F%7D

Se uddrag af Kåringsshowet sendt på DR2 den 20. maj 2013:

http://vimeo.com/66330306