Første kandidat fra DTU Aquas kandidatuddannelse

tirsdag 05 jul 11
|

Kontakt

Marja Kaarina Koski
Professor
DTU Aqua
35 88 34 07

Akvatisk Videnskab og Teknologi

Studerende på Akvatisk Videnskab og Teknologi er indskrevet som kandidatstuderende på DTU. De modtager undervisning på DTU i Lyngby, DTU Aqua i Charlottenlund, Hirtshals og Silkeborg og på Biologisk Institut på Københavns Universitet.

De studerende kan specialisere sig inden for: 

  • Akvakultur
  • Fiskerividenskab
  • Forvaltning af akvatiske resourcer og økosystemer 
  • Marin forskning og modellering

Læs mere om uddannelsen på www.aquascience.dtu.dk/

To år efter startskuddet på kandidatuddannelsen forsvarede den første kandidat sit speciale. Hun kan som den første kalde sig cand.polyt i Akvatisk Videnskab og Teknologi.

I september 2009 rykkede vietnamesiske Giang Ngoc Tuong Nguyen teltpælene op og rejste hele vejen til Danmark for at starte på DTU Aquas kandidatuddannelse i akvatisk videnskab og teknologi. På en solrig julidag i København to år senere, forsvarede hun sit speciale og blev dermed den første kandidat, der blev færdig på kandidatuddannelsen.

 

“Uddannelsen har været suverænt god og meget forskellig fra min bacheloruddannelse i Vietnam. I Vietnam er der mere teori, mens jeg her i Danmark har haft mange flere praktiske øvelser og laboratoriearbejde,” fortæller 29-årige Giang, der som den første kan skrive cand.polyt i Akvatisk Videnskab og Teknologi på visitkortet.

 

Kandidatuddannelse under overfladen
Giang tog sin bachelorgrad på University of Natural Sciences i Hoc Chi Minh City i Vietnam og fik derefter job på Institute of Oceanography i Nha Trang. Her blev hun udvalgt til at tage til Danmark med støtte fra Danida og tage den 2-årige kandidatuddannelse i akvatisk videnskab og teknologi.

 

Kandidatuddannelsen består af en unik kombination af biologiske, teknologiske og matematiske fag, som giver den studerende tværfaglige forudsætninger for at arbejde med globale akvatiske problemstillinger inden for klima, miljø og fremtidens fødevareforsyning. DTU Aqua udbyder i samarbejde med Københavns Universitet kandidatuddannelsen til studerende fra både Danmark og resten af verden, og i dag kommer omkring halvdelen af de studerende fra udlandet. Da uddannelsen startede i september 2009, var vietnamesiske Giang blandt de første studerende.

 

Selvstændigt arbejde
Som afslutning på uddannelsen skrev Giang specialet: ‘Tracing the effects of environmental change on the coastal ecosystems in Viet Nam: An example from sediment core studies in Nha Phu Estuary’, som handler om klimaforandringers påvirkning af kyst-økosystemer og er den del af et dansk-vietnamesisk projekt kaldet CLIMEEViet. Men det er ikke kun det faglige Giang tager med sig tilbage til sit arbejde i Nha Trang:

 

“Ved at se, hvordan forskerne på DTU Aqua arbejder, har jeg lært at være mere selvstændig og få mine egne ideer og ikke være så afhængig af en chef eller en professor, som man er i Vietnam. Det bedste ved uddannelsen har helt klart været, at jeg har fundet min egen vej og friheden til at tænke selv”, fortæller Giang.


 

Af Kristine Bohmann