Mød Edna Lyberth der studerer Fiskeriteknologi i Grønland

torsdag 24 feb 22
Ansøgningsfristen for at søge ind som studerende på landets videregående uddannelser gennem kvote 2 nærmer sig. Den 15. marts senest kl. 12 skal ansøgningen til f.eks. at blive diplomingeniør i Fiskeriteknologi på DTU være modtaget. Vi benytter anledningen til at præsentere en af de studerende, der læser på Fiskeriteknologi, hvor DTU tilbyder kurser både på dansk jord og i Grønland. Mød Edna Lyberth, der for tiden læser i Sisimiut.    

"Jeg vidste, jeg ville læse noget naturvidenskabeligt og noget med hav og fisk, og jeg ville gerne være tæt på naturen og tæt på det, jeg gerne vil arbejde med en dag.”

Det fortæller Edna Lyberth, 23 år, der med disse ønsker i baghovedet fik øje på diplomingeniøruddannelsen i Fiskeriteknologi på DTU. Først var hun begyndt på biologi i Århus, men de mange forelæsninger sammen med hundredvis af andre studerende bag universitetets mure, som hun mødte i starten, var ikke noget for pigen, der savnede den store, vilde natur.

Drømmen om at skabe ro mellem fiskere og forskere

"Jeg drømmer om med min uddannelse at kunne være med til at skabe ro mellem fiskere og biologerne"
Edna Lyberth, studerende

Edna er på ZOOM fra Grønland, da jeg interviewer hende, for det er her hun både er født og nu studerer. Diplomingeniøruddannelsen i Fiskeriteknologi foregår de første 1 ½ år i Sisimiut i Grønland. Fra 4. semester foregår uddannelsen på DTU i Danmark et år.

”Jeg vidste ikke helt, hvad fiskeriteknologi handlede om, da jeg så den på hjemmesiden, men jeg tænkte, at det handlede om at fiske, og det var vigtigt, for jeg ved, at jeg en dag vil arbejde med fiskeriet i Grønland, med den grønlandske natur og kultur”.

Edna Lyberth kommer selv fra en fiskerifamilie oq hendes far er fisker i Grønland.

”Jeg drømmer om med min uddannelse at kunne være med til at skabe ro mellem fiskere og biologerne.”

”Jeg har oplevet meget konflikt mellem fiskerne her og så de højtuddannede biologer. De forstår ikke hinanden. Men jeg taler både grønlandsk og dansk og kan med min uddannelse i Fiskeriteknologi derfor forklare fiskerne, hvad videnskaben fortæller os, og hvorfor biologerne tager de beslutninger, de gør”, siger Edna.

En god icebreaker

Edna er på første år af Fiskeriteknologi, men har allerede oplevet meget godt, synes hun:

”Det er det bedste studie! Vi er kun syv, så vi har et meget tæt sammenhold. Man kan altid spørge underviserne, fordi vi er så få. Så man er ikke nervøs for at række hånden op. Og man kan altid spørge sine medstuderende også.”

Edna og hendes studiekammerater skal ud at sejle med studiet tre-fire gange hvert semester:

”Vi sejler sammen alle syv i sådan lidt mindre både. Vi kommer meget tæt på hinaden og på naturen. Vi tager vandprøver og bundprøver, og vi styrer selv, hvor vi skal hen og styrer selv udstyret,” siger Edna.

Men uddannelsen i Fiskeriteknologi byder på endnu mere end studiet:

”Noget af det bedste, vi har oplevet sammen, har været at være på søsikkerhedskursus. Hoppe ned i vandet med den der dragt på og lave førstehjælpskursus og en masse forskellige øvelser. Vi skal jo vide, hvad vi skal gøre i nød.”

”Det var sjovt og spændende, fordi det var en rigtig god icebreaker, hvor vi kom tættere på hinanden som hold. Når vi skulle hoppe ned i vandet, krævede det, at man skulle overvinde sig selv.”

Slædehunde der gerne vil klappes

Edna fortæller, at den lille gruppe studerende på Fiskeriteknologi også er meget glade for at være sammen i fritiden:

”Nogen har slædehunde, og der er mange, der står på langrend. Vi kan køre med ud på slæde med slædehundene og være med til at fodre. Jeg kan rigtig godt lide at tage ud at fodre hundene.”

På spørgsmålet, om man kan klappe grønlandske slædehunde siger Edna:

”Dem, som DTU har, kan man godt klappe – ikke de lokale ;) I forhold til de lokale hold af grønlandske slædehunde er de ikke de bedste, men de løber.”

Har I haft slædehunde, da du var barn?

”Jeg kommer fra Maniitsoq, og dér har vi ikke grønlandske hunde. Så det er også en ny oplevelse for mig,” fortæller Edna og uddyber:

”Det er meget forskelligt, hvor man kommer fra. I Sydgrønland har de jo får og heste – men ikke her i Sisimiut. Mit Grønland er sådan mere, hvor jeg som barn er vant til at sejle, fiske og gå på jagt efter sæl, marsvin, rensdyr og moskusokser.”

Vælg gerne studie uden for din comfort zone

Edna Lyberth er blot i begyndelsen af sin uddannelse på DTU i Grønland, men hun forestiller sig en fremtid, hvor hun med papir på sin diplomingeniør i Fiskeriteknologi først arbejder nogle år i udlandet, dér hvor fiskeriet er vigtigt, og så med de ting, hun har lært dér i bagagen vender hjem til Grønland igen for at arbejde med at forbedre fiskeriet i Grønland.

”Det betyder meget for mig at være i Grønland. Det var med til at gøre, at jeg søgte denne uddannelse,” siger Edna og vil gerne give et råd til kommende studerende, der skal vælge uddannelse og måske overvejer en lidt anderledes uddannelse:

”Prøv det, kast dig ud i det! Man lærer altid meget af at komme ud af sin comfort zone.”

LÆS om diplomingeniør i Fiskeriteknologi