Forskning på dybt vand

Sinja Rist, postdoc ved DTU Aqua, er en havforsker, der bogstaveligt talt har taget sin forskning til et nyt niveau – nærmere bestemt til 500 meter under havoverfladen, da hun for nylig havde chancen for at komme ombord på ubåden Alvin, en havforskningsundervandsbåd. der var på mission i den Mexicanske Golf og det vestlige Atlanterhav.

I oktober sluttede Sinja Rist sig til forskningsmissionen i farvandet ud for Florida - prøveudtagningsstederne var mellem 95 km, den i Golfen, og 301 km, den i Atlanterhavet, fra kysten, de fleste af dem i en afstand af 100-250 km. Missionen blev ledet af havforskere fra University of Oregon, Oregon Institute of Marine Biology. Det var et dybhavstogt, der havde til formål at studere områder med metanudsivninger mellem 300 og 3.300 meter under havoverfladen. I disse områder lever unikke samfund af arter. Det er arter, der er afhængige af de mineraler, som metanen fremkalder.

“Disse spots er små oaser i et miljø med ekstremt tryk og totalt mørke. Hernede er der ingen fotosyntese, men der er en meget interessant biodiversitet,” siger Sinja Rist, der nu har set det med egne øjne.

Alvin tog Sinja, en forskerkollega og ubådspiloten ned til havbunden 500 meter under overfladen:

"For mig var det en oplevelse for livet. Noget, jeg har drømt om som bachelorstuderende, da jeg så den første lille forskningsubåd, men aldrig troede, jeg ville få en chance for at gøre,” siger Sinja og uddyber:

"Den tid dykket tog som var omkring 7 timer gik ekstremt hurtigt, og indeni Alvin var der mere behageligt, end jeg havde forventet. Vi fik endda en kop kaffe ved havbunden."

Længere ned med en berømt ubåd

Hovedspørgsmålet i forskningsprojektet, som er døbt SALT (Seep Animal Larval Transport), som Sinja deltog i, da hun kom på krydstogt i Den Mexicanske Golf, er

Eftersom disse hotspots for biodiversitet er så langt fra hinanden i dybhavet – fra den Mexicanske Golf til Atlanterhavet – hvordan hænger de så sammen?

Forskningsund, der kan besvare dette nøglespørgsmål, vil bidrage til den overordnede forståelse af disse unikke økosystemer og kunne kaste lys over, hvad der er på spil, når de påvirkes af klimaændringer, forurening og menneskers udnyttelse. Ifølge Sinja ved vi endnu ikke meget om dyrenes spredning og adfærd i disse dybe have. En måde, at se det på, er at studere dyrenes larver, det vil sige muslinger, snegle og slangeormes larver, som de gjorde på togtet.

Til det formål medbringer forskningsskibet to hovedinstrumenter: Det ene er ubåden Alvin, og hvis Alvin kunne tale, ville den have tusindvis af spændende og berømte dyk at fortælle om.

Siden 1964 har Alvin, der er ejet af den amerikanske flåde, foretaget mere end 5.000 dyk for at observere livsformerne i dybhavet. Alvin har også udforsket vraget af Titanic. Forskning udført af Alvin har været omtalt i næsten 2.000 videnskabelige artikler. Og turen i dybet med Alvin åbnede også Sinja Rists øjne for en ny verden:

”Det overraskede mig at se overfloden af liv i vandsøjlen under hele dykket og også på havbunden. Selv når det ser tomt ud ved første øjekast, skal du bare kigge nærmere, og så opdager du mange interessante væsner."

"Det var især fascinerende at se, hvor specialiseret samfundet omkring et metanudslip er, og hvor tydelige grænserne for dette levested er.Pludselig uden nogen gradvis overgang ser man de her komplekse og biodiversitetsrige pletter med enorme rørormebuske og muslingebanker dukke op midt i det ellers tilsyneladende tomme dyb.” siger Sinja Rist.

De omrejsende larver

Det andet instrument var en såkaldt MOCNESS, et system af ni planktonnet og sensorer, som forskerne brugte til at søge efter larverne fra dybhavsdyr i hele vandsøjlen. Det hjælper med at forstå, i hvilken dybde larverne bevæger sig, og dermed med hvilke strømme de bliver transporteret til andre levesteder.

Dybhavsprojektet slutter næste år og vil så have varet i 4 år. Sinja fortæller, at det, der indtil videre er blevet klart med dette projekt, er, at larverne kan rejse rigtig langt.

De kan svømme næsten op til overfladen fra det dybe hav, og de kan rejse omkring 1.000 kilometer med Golfstrømmen. Og larverne lægger meget energi i vandsøjlerne, idet de er føde for større zooplankton og fisk.

Den måde larverne spredes på er afgørende for at forbinde de fjerntliggende levesteder. Så disse nye resultater er vigtige for at forstå økosystemer og mekanismer i habitaterne.

Vigtig forskningsinspiration